Reklame: Bogen er sponsoreret af forlaget
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Oversætter: Mich Vraa
Udgave: 2
ISBN: 9788711903995
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: By-Line: Ernest Hemingway
Sider: 480
Udgivelsesdato: 20-01-2020
Format: Indbundet

Hvis jeg skulle samle et middagsselskab af mennesker, jeg vildt gerne vil tilbringe en aften sammen med, så ville jeg helt sikkert invitere Hemingway. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den mand har været et spændende og aldrig kedeligt bekendtskab, men jeg kan have mine tvivl om, hvorvidt andre ville komme til orde den aften. Måske ville det være bedre at invitere de mennesker hver for sig …

Udvalgte reportager fra fire årtier er en samling af Hemingways journalistik, der breder sig over mange emner, steder og mennesker fra jagtselskaber over politik til krig og kunst. Bogen fremviser hans eminente skrivestil og helt utrolige øje for karakterer, også når de ikke er fiktive.

Bid for bid bliver man inviteret ind i Hemingways verden og føler, at man får lov at komme med ind hvert et rum og hver en tid, som han beskriver. Man bliver fluen på væggen, og det er ganske fascinerende og underholdende.

Hemingway selv er en inspirerende og nogle gange hensynsløs person som virker næsten magnetisk på mig, men selvom artiklerne nogle gange virker noget selvforherligende, har de også en ironi over sig, som piller det hele ned igen. Der er ingen tvivl om, at Hemingway levede et vildt og spændende liv, og ikke mindst satte han sine skriverier først, hvilket hans ufattelige talent vidner om.

Denne bog er for alle som er fascinerede af Hemingways talent og liv. Det kan aldrig skuffe. Bogen er oversat fra amerikansk af Mich Vraa, som virkelig dygtigt indfanger Hemingways tone og sjæl.

“Nu var han korrespondent for en temmelig stor avis, og jeg havde masser af respekt for den, så jeg stak ham ikke én. Desuden, hvis man giver sådan en fyr en på skrinet, ville det bare være et bevis på, at der var terror. Desuden fandt mødet sted på en amerikansk journalistpiges værelse, og jeg tror, men det kan jeg ikke sværge på, at han havde briller på.”

– fra reportagen Terror i Madrid