Jeg har aldrig været i Rom, det står på min bucketlist, og efter at have læst Det usynlige Rom er lysten til at tjekke punktet af ikke blevet mindre.
Jesper Storgaard Jensen præsenterer ikke et glansbillede eller nogen form for overbegejstret fortælling om den gamle by med al den historie og pragt, der omgiver den. I stedet bliver vi præsenteret for byen bag facaden, for beboernes oplevelse af byen som deres hjem og for alt det, der kører skævt og skjuler sig bag murene. Som titlen siger; alt det usynlige.
Hvis man elsker et sted, elsker man det med og til trods. I interviews med mange forskellige mennesker afdækker Jesper Storgaard Jensen det ægte Rom, men det bliver gjort med kærligheden til et sted, der tydeligvis betyder meget for forfatteren. Byen står frem i al dens pragt og korruption, i historisk uvurderlighed og som et hjem, det er værd at kæmpe for.
Det er virkelig interessant læsning, og det giver stof til eftertanke, ikke kun angående Rom, men angående virkeligheden for hele verdenssamfundet. Forfatteren formår at fremvise al den storhed og skønhed, der er i byen, der består til trods for svære kår. Fattigdom, korruption og krise er den ene side af mønten, eller måske nærmere en del af den farverige cocktail, der er Rom.
Det usynlige Rom er skønt velskrevet, levende og indsigtsfuld, og den afspejler til fulde forfatterens kærlighed til byen og dens mennesker, til historien, skønheden og ønsket om dens beståen.
For nogle dage siden kom Pia forbi til en kop kaffe, og med sig havde hun et eksemplar af sin bog frisk fra tryk. Det er den allerbedste del af mit arbejde at se, når folk lykkes med deres drøm.
“Jeg har skrevet en bog, og jeg vil høre, om du kan hjælpe mig?” Sådan begynder de fleste opkald hos mig. Det var også sådan, jeg første gang hørte fra Pia.
Det viste sig at være en ganske fantastisk bog, hun havde skrevet, nemlig en, der var fyldt med dybt inspirerende og lette, praktiske værktøjer til pædagoger og forældre. Værktøjsbæltet i pædagogik rammer ned lige der, hvor der er allermest brug for den. I en tid med minimumsnormeringer, stress og udbrændthed finder Pia en gnist, der tænder et helt uvurderligt lys.
Om at bygge stærke mennesker er undertitlen, og det er, hvad det handler om. Pia har 25 års erfaring i den pædagogiske verden lagt oveni et strålende positivt, levende og imødekommende væsen, og det er at finde på hver en side i bogen. Den sprutter af livsenergi og kærlighed, og den er ganske enkelt uundværlig for enhver, der har med børn at gøre.
Jeg håber, ønsker og beder til at denne bog finder vej ind i hænderne på alle derude, der arbejder med børn, og også gerne alle forældre, for bogen er en guldgrube af inspiration leveret på en måde, der taler til alle: lethed, praktisk anvendelse og forståelse.
Du kan læse mere om Pia på www.piahass.dk Og skynd dig så ned og bestil den hjem i den lokale boghandel. Den udkommer d. 1. juni.
Jeg har været stor fan af Jeanette Varberg, siden jeg læste Viking. Jeg elsker historie og er dybt fascineret af vores verdens og menneskets fortid, alt det, der har skabt vores samfund og verdensorden, og Varberg er er en så engageret og levende fortæller, at man slet ikke kan undgå at blive grebet af det, hun skriver.
Urtid er fortællingen om Danmark fra stenalderen op til vikingetiden. I denne bog slår Varberg dørene op ind til et rum fyldt med klange og sammenhænge, ind til mennesker og liv levet for længe siden. Der er et stærkt fokus på kvinderne igennem tiden, ikke bare hengemte fødemaskiner, men stærke kvinder med magt, kvinder, der stod i front på samme vis som i dag.
Varberg fortæller om nyeste teknologi i arkæologien, om fund og skatte, om forbindelser og undersøgelser, der har ført til, at vi i dag kan komme så tæt på fortiden. Det er vild læsning, og jeg kan kun anbefale den, ligesom Viking, til alle med en interesse fra det, der kom før i dag.
Sandhedsministeriet er en gennemgang af den magt, som internettet har over vores verden i dag. Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks fortæller om, hvordan især de sociale medier har næsten al styring med den information, der kommer ud.
Da Zuckerberg for nogle år siden stod frem og sagde, at det ikke var Facebook eller andre platformes ansvar at dømme, hvad der var sandt eller ej, gik det op for Mehlsen og Hendricks, at det netop var de store platforme, der havde styring med, hvilke informationer der kom ud.
Oprindeligt var tanken med de sociale medieplatforme, at de ville give alle en stemme, men det er ikke gået helt som planlagt. Medierne er fyldt med fake news, krænkelser, hate crime og ulovligheder, og det skaber en masse problemer for folkene bag. De bliver nødt til at regulere og vurdere, og det skaber en skævhed i ytringsfriheden. De bliver nødt til at være dommere, og med den magt i hånden, opstår kontrollen med den offentlige mening.
Hvad må man, hvad må man ikke. Hvem må tale, hvem må ikke. Og hvem styrer, hvad der får opmærksomhed? De sociale platforme har fuldt ud magten til at styre, hvad der er fokus på, og hvad der næsten ikke bliver set. Når man kigger nærmere på platformene, er det ikke demokratisk eller lige, det er ikke som sådan et offentligt rum, det er langt mere topstyret og kommercielt, og det kigger Mehlsen og Hendricks nærmere på i Sandhedsministeriet.
Sandhedsministeriet er vedkommende og skræmmende læsning. Og det er især relevant efter coronakrisen, hvor det kom tydeligt frem, hvor meget folk stoler på de sociale medier som reelle kilder til information. Det er en velskrevet og grundig gennemgang af de problemer, der er i vores verdensomspændende kommunikation og en bastant opfordring til at være bedre til kildekritik.
En spiseforstyrrelse er et symptom, en reaktion, ikke et fokuspunkt. Når man læser en bog som denne, er det ikke det litterære, der tæller, men det, som menneskets historie kan give til læserne. Nadja har levet igennem en masse, som intet barn eller ung burde opleve, og det er hjerteskærende at læse sig igennem. At det satte sig som ekstra kilo er ikke et fokalpunkt, der i sig selv er interessant på nogen måde. Jeg ville et eller andet sted ønske, at bogen bare hed Nadja, men så var der måske ikke så mange, der ville læse den. Og læses skal den …
… fordi de svigtede børn er vigtige. Fordi vi skal være bedre til at se dem, høre dem og favne dem længe før. Fordi ingen skal leve og vokse op på den måde. Og fordi svigtet fortsætter langt op i voksenlivet i form at udstødelse, i dette tilfælde på grund af kropsvægt. Det er skammeligt og rystende, og jeg kan kun sige, at vi burde være nået så meget længere. Alle former for selvskade, inklusive overspisning, er tegn på smerte og skam som intet menneske burde bære alene.
Tak til Nadja for at stå frem, for om noget kræver det et enormt mod. Jeg håber, at bogen vil hjælpe og støtte overalt, hvor der er brug for det. Jeg håber, den når andre sjæle, der gemmer sig og føler sig alene, og jeg håber, de vil finde lys i bogen. Jeg ville gerne give alle de kram, der har manglet, al den tid og forståelse, alle de ord, der skulle være sagt, og jeg vil gerne sige til Nadja, at hun har givet så meget mere, end hun har fået, og det kræver hjerte. Det er stærkt.
Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra Bog og idé.
Oversættere: Ole Lindegaard Henriksen Forlag: Svane & Bilgrav Udgave: 1 ISBN: 9788793752603 Sprog: Dansk Originalsprog: Engelsk Originaltitel: The Book You Wish Your Parents Had Read Sider: 288 Udgivelsesdato: 02-09-2021 Format: Hardback
Det skorter ikke på bøger med råd og vejledning til forældre i alle former og farver. Der er ingen ende på veje, man kan gå, når man som nybagt eller mere rutineret mor eller far træder ud i hverdagen med en lille på armen. Faktisk er der så mange, der har en mening, at man nærmere skal øve sig i at lukke ude end at lukke ind.
Når det gælder denne bog af Phillipa Perry, er det nok en god idé at lukke ind. På bedste vis og i god øjenhøjde handler denne bog nemlig om relationer. Den handler ikke om, hvordan man burde reagere, men hvorfor man reagerer, som man gør, og hvordan man kan gå ind i sine følelser og ændre sin reaktion. Og det er faktisk temmelig genialt.
Vi er alle et produkt af vores opvækst og erfaringer, og det påvirker os i langt højere grad, end vi lige går og tror. Og vi reagerer på vores børn i henhold til det, og det er måske ikke altid tilrådeligt.
Bogen handler om at lære at være rummelig, at lære at se sig selv i et andet lys, gøre op med fortiden og skabe et positivt nærvær og relation til sit barn. Det, der er anderledes ved netop denne bog, er, at det ikke kun er en plan over, hvordan man kan og skal reagere overfor barnet, men også hvorfor man måske ikke per automatik reagerer sådan, og hvordan man så forstår sig selv og ændrer på det.
Hip hurra for forståelsen. Perry skaber netop det rum og den relation til læseren, som hun foreslår, at læseren skaber til sit barn. Der er plads til ikke at være perfekt og pivfyldt med overskud fra starten, der er plads til fejl og menneskelighed. Bogen er et must-read for alle forældre, fordi den gør op med skam, skyld, selvbebrejdelse og mindreværd – en oplagt barselsgave til alle.
Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Oversætter: Siri Nordborg Møller Forlag: Svane & Bilgrav Udgave: 1 ISBN: 9788793752559 Sprog: Dansk Originalsprog: Finsk Originaltitel: Naiset joita ajattelen öisin Sider: 424 Udgivelsesdato: 10-06-2021 Format: Hardback
Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal begynde med denne anmeldelse. På samme tid har jeg så meget at sige, og så er jeg helt tom for ord. Jeg vil gerne fortælle, hvordan Mia Kankimäkis bog fik mit hjerte til at hamre og gjorde mig helt åndeløs, drog mig ind med de vildt fascinerende beretninger om natkvinderne før hende, og hvordan hun, Mia, gør alt det, som den del af mig, der ikke blev gift og fik børn, drømmer om at gøre. (Jeg tæller på fingrene: om så og så mange år er ungerne nok flyttet hjemmefra, og så kan jeg rejse på den måde.) Men samtidig føler jeg, at jeg aldrig med denne anmeldelse vil kunne sige, hvad denne bog gør, fordi det, den gør, er så personligt, så rumsterende indeni, at det er noget, man selv er nødt til at opleve.
Bogen er ikke et gjaldende råb om #metoo og fjerdebølgesfeminister, om woke og ligestilling, ligeløn og ligeberettigelse, og så alligevel så er den netop det, fordi det er så selvsagt i hver en sætning. Hvorfor i alverden, og især hvorfor i vores historie, kunne en kvinde ikke gøre det samme som en mand? I dag griner vi af, at en kvinde ikke skulle kunne rejse alene, men dengang … åh, dengang var det rent vanvid.
Det virker, som om dette kaotiske virvar af pligter og skyld ikke helt har fortonet fra kvindesindet den dag i dag. Jeg har hverken opfostret børn eller passet mine forældre (endnu), men det føles alligevel, som om jeg hele mit liv har handlet efter nogle uudtalte forventninger, styret af en indbygget lydighed og pligtopfyldenhed. Jeg har studeret på behørig vis, jeg har haft et arbejde, som svarer til min uddannelse, knoklet ambitiøst fremad i næsten femten år, og gjort det hele med glæde. Men så begyndte arbejdet at gøre mig frustreret. Var det så det? Ville der ikke længere ske noget nyt i mit liv? (Det var formentlig på samme tidspunkt, at mange af mine venner fik børn). Det begyndte at føles, som om jeg havde gjort ting, som jeg skulle gøre, i tilstrækkelig lang tid. Jeg havde været pligtopfyldende, ordentlig, lydig og fornuftig i tilstrækkelig lang tid. Jeg gider ikke være fornuftig mere!
Mia Kankimäki “Kvinderne jeg tænker på om natten”
Kankimäki fortæller om Karen Blixen, Nellie Bly, Mary Kingsley og mange andre kvinder, der har trodset deres tid og forventede rolle og er rejst ud i verden. Hun fortæller bagom billederne, bagom fronten, om til mennesket og de tanker, de måske har haft, frygte, åndenøden, tanken bagud til dem, der engang gjorde det før. De stiller sig på skuldrene af hinanden, rækker hånden ud over århundreder, hvisker stille: Du kan godt. Du må godt.
Og det er vel især tilladelsen, der kan bremse en modig kvindes første skridt. Hvad vil de ikke tænke om mig? Kankimäki udlejer sin lejlighed, vælger mand og børn fra, vover alting og springer ud i sin drøm med bare natkvindernes stemmer i rygsækken. Kvinder, der drager ud på opdagelsesrejse, kvinder, der får sig en karriere, kvinder, der kækt træder ud i en mandsdomineret verden, som ingen kvinde har betrådt før. Kvinder, der viser med højt løftet pande, hvor f** absurd det er, at der bliver gjort forskel på mand og kvinde.
Kvinderne jeg tænker på om natten er dybt inspirerende og voldsom interessant læsning. Kankimäkis sprog er flydende let, og hendes stemme gribende og medrivende. Der er plads til både uhøjtidelighed og humor, og det er en fryd at følge med på hendes rejser, igennem historien og i hendes tanker. Nu glæder jeg mig bare til jeg selv kan pakke rygsækken (1 kjole, 3 tørklæder, tøfler, flæser … kuldecreme).
Vær forbandet kæk.
Mia Kankimäki “Kvinderne jeg tænker på om natten”
Læs den. Lad dine børn læse den. Giv den til dine venner i gave. Tag et eksemplar med til dine gamle forældre. Sæt den frem på udstillingshylderne, når du er nede i boghandlen. Giv den stjerner overalt, hvor du kan. Kankimäki siger det, som det aldrig er blevet sagt før.
Mit hjerte hamrer stadig. Mia, jeg vil meget gerne med på din næste rejse. Min rygsæk er klar!
” … litteratur, i særlig grad romanen, er den kunstform, hvor de store samfundsomvæltende begivenheder for alvor bliver forstået, og hvor de grundlæggende forudsætninger for disse skred i vores kultur og samfund bliver analyseret i dybden.”
Romanen som forklarende og inkluderende og samlende væsen. Romanen som det element, der kan skabe orden i kaos, danne overblik, se tilbage, men også frem. Fiktionen som heling. Fiktionen som den fortælling, der for alvor kan kaste lys og forståelse over det, vi som mennesker går igennem, ikke som individer, men som samfund.
Peter Nielsen har skrevet en essaysamling om den europæiske romans udvikling fra 1945 og frem og dens virkning i vores verden. Igennem femten analyser viser han, hvordan tendenser, konflikter og skred i vores samfund viser sig i fiktionen som en efterreaktion, der mere end noget andet kan skabe forståelse af det, der skete.
Hvor den almindelige fortælling og historieskrivning fremholder fakta, tid og årsag og virkning, går romanen i dybden med alt det, der er menneskeligt, og det er den menneskelige del, der skaber forståelsen og ikke mindst læringen.
Romanen er evigt foranderlig, og derfor er der også mange, der hele tiden den døden nær.
I sine essays analyserer Peter Nielsen forskellige romaner i deres tid og viser, hvordan de har fornyet formen og indfanget tiden, går ind i sig selv og skaber et rum, hvori livet kan forstås.
Vi møder Curzio Malaparte, Imre Kertész, Svetlana Alejsijevitj, Salman Rushdie, Kirsten Thorup, Orhan Pamuk, Christa Wolf, Ágota Kristóf, Herta Müller, Marguerite Duras, W.G. Sebald, Michel Houellebecq, Rachel Cusk, Thomas Bernhard, Péter Esterházy og det er stærke møder, hvori Peter Nielsen overbevisende fortæller, hvordan de forskellige værker har sendt romanen ud i en ny svingning.
Peter Nielsen værk får ens hjerte til at banke lidt hårdere igen for litteraturen, og især romanen som form, fordi det så smukt holder det op, som litteraturen kan og gør for os som mennesker og samfund.
Du kan købe den her og læse mere om Peter Nielsen her.
Fra forlaget:
Den europæiske roman giver os vores liv i hænderne på en anden måde end historiebøgerne. I den bliver vi ved med at indløse fortidens pant og forstå nye sammenhænge. 30 år skulle der gå, fra begivenheden fandt sted, før vi for alvor forstod, hvad Auschwitz betød, og mere end 30 år, før vi forstod dimensionerne af eksplosionen den aprilaften i 1986 på Tjernobyl-atomkraftværket. Romanen kommer aldrig til tiden, men den kommer heller aldrig for sent. I Med fortællingen går jeg i døden afdækker Peter Nielsen et Europa i krise og forandring – sådan som det udfoldes i romaner af blandt andre Curzio Malaparte, Thomas Bernhard, Imre Kertész, Herta Müller, Salman Rushdie, Kirsten Thorup, Orhan Pamuk, Svetlana Aleksijevitj, Michel Houellebecq og Rachel Cusk. Peter Nielsen (f. 1967) er litteraturredaktør på Information, Ph.d. i Litteraturhistorie og grundlægger af den danske udgave af det europæiske kulturmagasin Lettre Internationale.
Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra Bog og idé.
Oversætter: Joachim Wrang Forlag: Klim Udgave: 1 ISBN: 9788772042022 Sprog: Dansk Originalsprog: Engelsk Originaltitel The Life of the Mind Sider: 530 Udgivelsesdato: 04-09-2019 Format: Hæftet
Jeg læste for første gang Arendt, da jeg skrev mit speciale Affect and politics in the songs of Leonard Cohen. Dengang gjorde hun et stort indtryk på mig med sit levende og sanselige indtryk af vores verden, vores samfund og vores væren i det.
“Manifestationen af tænkningens vind er ikke viden. Det er evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert, smukt og hæsligt. Og dette kan i de sjældne tilfælde, hvor der virkelig står noget på spil, i realiteten forhindre katastrofer, i det mindste for selvet.”
Det, der kendetegner Arendts værker, er fornemmelsen af en nysgerrighed og en fantasi langt ud over det akademiske og den mere boglige tilgang til tilværelsen. Selvom det ikke ligefrem er letlæst triviallitteratur, så er der en sang og en rytme i sproget, der åbner op og gør det tilgængeligt. Åndens liv er Arendts sidste værk, og den tredje del af bogen er endda posthumt sammensat af hendes forelæsningsnoter.
Åndens liv omhandler tre hovedemner: at tænke, at ville og at dømme. Arendt undersøger de tre begreber både historisk og så at sige praktisk og ser, hvordan de er blevet brugt og bearbejdet i vores kultur.
Refleksionerne over emnet stammede oprindeligt fra hendes deltagelse i Eichmanns retssag. Eichmann påstod, at han kun havde gjort det, han gjorde, fordi han havde fået at vide, at han skulle. Det var en ordre oppefra. Det var tankeløshed, og netop idéen om tankeløshed tændte gnisten i Arendt. At være tankeløs, så millioner dør. Det er ikke tanken, der skaber moral eller sandhed eller viden, tanken skaber netop den selvbevidsthed, der gør dem mulige. Det er derfor tænkningen, der er det uundværlige for vores erfaring, og det bliver overset af filosoffer, der begår den fejl at tro, at behovet for at tænke kan sammenlignes med behovet for at vide. Det leder til afvisningen af alt, der ikke er en videnskabelig sandhed.
Åndens liv er virkelig spændende læsning, hvis man gerne vil dybere ned i alt det, der gør mennesket til menneske på godt og ondt. Du kan købe bogen her og se andre af Arendts værker her.
Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Forlag: EC Edition Udgave: 1 ISBN: 9788793783256 Sprog: Dansk Originalsprog: Norsk Originaltitel: Mageboka Udgivelsesdato: 23-04-2021 Format: Hæftet
Kan vi ikke gøre denne bog til obligatorisk læsning for alle i niende klasse?
Hvor er det altså vigtigt, synet på en selv; det evigt kritiske blik, mindreværdet, skammen. Tankerne om, at man skal ligne den og den fotomodel, instragram-filteret, det skønne udadtil, kampen mod det naturlige. Det er sagt så mange gange, men åbenbart fiser den sjældent ind hos nogen, og Hilde Østby siger det bare så godt.
Mavebogen er en meget stille titel set i forhold til det markante indhold. Østby byder på en både indre og ydre historie om, hvorfor det er så svært at elske sin krop. Den første slankekur blev opfundet og omtalt i 1558, og i gennemsnit har en kvinde på 40 været på 61 slankekure i sit liv. Det er voldsomme tal. Det er voldsomme følelser. Udover at have et ekstremt vigtigt indhold, er bogen også velskrevet og letlæst. Østby har en levende tone, og hun skriver sin bog, så den hele tiden tager dig med videre gennem en fortælling om det, som vi alle kæmper mod, nemlig os selv.
Er det nu her i 2021, at vi skal have gjort op med, hvordan vi ser ud helt naturligt, hvis vi kan stoppe skønhedsræset, eller skal vi tage et par hundrede år mere?
Jeg vil anbefale alle at indkøbe et eksemplar af Mavebogen og lade familiens unge læse den efter tur. Jeg mener det. Giv dem gerne et eget eksemplar med i konfirmationsgave. Læs den igen og igen.
