Forfatter: louise1978 (Side 1 af 74)

Nannas bog – tredje bog i Syvstjernesagaen

Nu er der ikke længe til, at tredje bog i Syvstjernesagaen udkommer.

“Nannas bog” udkommer d. 16. september. Hvis du er i nærheden af Esbjerg, kan du kigge forbi årets fantasyfestival og finde både mig og bogen på Superlux’ stand.

Der er selvfølgelig også mulighed for at finde et godt tilbud på de to foregående i serien “Lysets datter” og “Eliors sang”.

Hvis du ikke er i Esbjerg den weekend, men ønsker dig et signeret eksemplar, kan du altid skrive til mig på louise@louisehatrankjaer.dk

Der en historie i Nanna, som må og skal ud. Det kribler i hendes fingre, det klør i hendes hjerne og det strømmer ud af hendes mund, når hun taler med sin bedste ven Carina. Bogen tager hende væk fra livet i Odense og får hende til at glemme manglen på retning og mening i livet. Hendes ven Mads lader hende låne sit feriehus i Frankrig. Nu har hun tre måneder med udsigt til bjerge og ro til bare at skrive, skrive og skrive.


Længslen efter at leve i et eventyr er en smuk dagdrøm, og Nanna udfolder en episk kamp mellem lyset og mørket i sin bog Lysets datter. Karaktererne er som venner, personer hun kender og elsker. Nogle gange føles det næsten, som om mørket findes helt tæt på. Det er selvfølgelig bare hendes vilde fantasi, ligesom Enilia bare er en karakter i bogen.
Drømme er smukke og frie, indtil de ikke er det længere.

Nannas bog er tredje bog i Syvstjernesagaen, hvor den episke kamp mellem lyset og mørket forsætter.


Bogen kan læses uafhængigt af de to foregående, Lysets datter og Eliors sang.

Følg med på Instagram

Catriona Ward: Sundial

Hyggelig, doven søndag i selskab med Catriona Wards roman Sundial. Hugo var ikke alt for tilfreds med indholdet, men det var jeg. Man ved, hvorfor den ikke er for hunde, når man har læst den. Ward skriver uhyrligt godt, og det var en vild oplevelse fra begyndelse til slut.

Romanen bygger op fra første linje og fortsætter uden ophør med intrigante, vanvittigt sammenkædede twists, og man efterlades brat og tørstende efter mere. Udover den vilde historie, skriver Ward så godt, at det er ren fryd at læse.

Romanen er ikke for sarte sjæle, men sproget kan kun begejstre enhver litteraturelsker. Den er selvfølgelig oversat til perfektion af dygtige Rasmus Hastrup.

Romanen er modtaget som et anmeldereksemplar, så derfor skal jeg her skrive ‘Reklame.’

Sundial får mine varmeste anbefalinger med på vejen, ikke kun til thrillerfans, men til alle, der elsker dygtigt skrevne, stærke og dybe fortællinger.

Verdens fald udkommer d. 27. april

På torsdag udkommer Emilys smukke, illustrerede børnebog “Verdens fald”.

I 2021 vandt min skønne datter en andenplads i ABC-Ordbogens landsdækkende skrivekonkurrence. En af dommerne foreslog, at historien blev videreudviklet til en bog, og det kastede Emily sig over i samarbejde med forlaget Superlux, der viste interesse i at udgive bogen.

Nu er bogen færdig, illustreret og trykt, og den udkommer på torsdag. Det har været en spændende rejse for Emily, og som mor på sidelinjen har det været fantastisk at følge processen fra Emilys samtaler med redaktør og illustrator til interviews og videooptagelser.

Det er mere end bare en bog, det er også et slag for klimakampen og et udtryk for, hvordan unge mennesker ønsker at gøre noget for at redde vores verden. Et stærkt udtryk, en smuk bog og en vigtig stemme for vores planet.

Bogen kan købes overalt fra på torsdag eller læses på din yndlingsstreamingtjeneste.

Ewan Morrison: Sådan overlever man alt

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Forlag: Screaming Books
Oversætter: Rasmus Hastrup
ISBN: 9788797388426
Antal sider: 327

Dystopisk thriller … dystopisk hvad som helst? Ja tak. Af en eller anden besynderlig grund elsker jeg at læse dystopi; overlevelse, desperation, back to basics, lad det, der virkelig betyder noget, stå frem.

Så jeg kastede mig selvfølgelig frådende over Sådan overlever man alt. Og den var bare overhovedet ikke som noget andet dystopisk, jeg har læst.

Er det så godt eller skidt?

Jamen, altså, det er godt, og bogen indtager ganske enkelt sin helt egen niche på min mentale dystopi-boghylde.

Den er skrevet fra en teenagers synspunkt og med en teenagers sprogbrug, hvilket i sig selv kan være noget af en mundfuld. Man skal lige have justeret hjernens læsebøger til Haley, men så går det også over stok og sten, og det er finurligt og underholdende at opleve en grum skilsmisse, forladthed, rædsel, pandemi og vanvid fra et meget ungt sinds synsvinkel.

Der går ikke længe, før man opfatter, at netop denne vinkel sætter tingene endnu mere på spidsen og derved blotlægger, hvor rædselsfuldt det hele virkelig er.

Det er morsomt, og så er det overhovedet ikke morsomt alligevel, og det bliver en fascinerende vaklen gennem historien, der får den til at leve det mere. Jeg er aldrig stødt på noget lignende, og jeg ved af samme grund, at det er en oplevelse, der vil blive hos mig altid.

Jeg tænker, Rasmus Hastrup har været på noget af en opgave med at oversætte dette kunststykke.

Romanen er rammende, menneskelig, finurlig, levende, grum og ganske underholdende på en og samme tid, og den skal simpelthen opleves.

Graeme Macrae Burnet: Et casestudie

Oversætter: Lars Zacho Maarup
Forlag: Superlux
Udgave: 1
ISBN: 9788775672844
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Case Study
Sider: 276
Udgivelsesdato: 13-01-2023
Format: Hardback

I de sidste par måneder har jeg slugt hele Graeme Macrae Burnets bagkatalog som optakt til udgivelsen af Et casestudie.

Burnets skrivestil er finurlig og kløgtig, og der skal ikke mange ord til, før man er fanget ind i fortællingen. Og det er netop fortællinger, han skaber, fortællinger og voldsomt velskrevne karakterer. I værker som Hans Blodige Projekt og Adèle Bedeau forsvinder ender man som læser med at have følelsen af at have lært et menneske at kende på godt og ondt med alle de facetter, som et menneske nu engang indeholder.

I Et casestudie opererer Burnet som altid på flere niveauer og drager læseren ind i et spind af exofiktion og labyrintiske tankegange. Kernen er det menneskelige sind, eller menneskets mange sind, og den moderne verdens splittelse sat i spil af en ung kvinde, der mener, at psykoterapeuten Collins Braithwaite er ansvarlig for hendes søsters selvmord.

Der er intet sort-hvidt i Burnets romaner, og der er ingen endegyldige svar på skyld og ansvar. Lagene i mysteriet foldes ud som det menneskelige sind foldes ud, og det bliver tydeligt, at der ikke findes enkle svar på hverken det ene eller det andet. Og Burnet gør det så dygtigt, at man sidder tilbage med følelsen af at have oplevet noget stort og ægte.

Jeg glæder mig voldsomt til, at der kommer mere fra hans pen.

Steinar Bragi: Forstyrrelsen

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Oversætter: Rolf Stavnem
Forlag: Screaming Books
Udgave: 1
ISBN: 9788797388433
Sprog: Dansk
Originalsprog: Islandsk
Originaltitel: TRUFLUNIN
Sider: 342
Udgivelsesdato: 21-10-2022
Format: Paperback

Forstyrrelsen foregår i år 2034. Verden har spaltet sig i to forskellige dimensioner, som kun har berøring med hinanden i et lille område i centrum af Reykjavik, Forstyrrelsen. En mur omgiver området, og kun specialtrænede videnskabsfolk og soldater, såkaldte agenter, bliver sendt derind. En af dem er psykologen Halla, som har specialiseret sig i rumvæsener og sekter, og som i privatlivet har brændt alle broer bag sig. Hendes opgave er at finde agenten F, der har sendt et gådefuldt nødråb fra sig, inden hun forsvandt sporløst. 

Det er noget af en forstyrrelse at læse Forstyrrelsen. Samtlige vinkler og krinkelkroge i hjernen bliver endevendt, afstøvet og sat i svingninger. Det kan til tider være en ubehagelig oplevelse, men i dette tilfælde føles det sundt og godt. Bragi leger med tid og rum, og det bliver gjort i et blændede og levende sprog, der føjer yderligere til oplevelsen.

Under historien handler det om etik, filosofi og verdensforståelse, mennesket og menneskets valg og værdier. Det er dyb læsning, og selvom det er krævende, er det anstrengelsen værd.

Forstyrrelsen er ikke let at tilgå, men nærmere som en besværlig vandring op ad bakke, hvor udsigten fra øverste tinde er belønningen.

Genrekompasset falder på sci-fi, men som det ofte er tilfældet med nichegenrer handler det bare om meget mere end alternative universer og robotter. Bragi var yderst velfortjent indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for Forstyrrelsen, dog uden at hente den hjem (i denne omgang).

Romanen er en spekulativ, hjernevridende, let foruroligende og dyb omgang, som fortjener en nærværende og opmærksom læsning, så man får det hele med.

Alt i alt endnu en prisværdig udgivelse fra Screaming Books!

Claus Høxbroe: Flanør

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Udkom d. 12. oktober 2022

228 sider

Gentlemen’s Jockey Club

ISBN: 9788797140680

Byen er smukkest

i mørke

mens bilerne tegner

gaderne op i lange

lysende slanger

Claus Høxbroe – Flanør

Inde i Høxbroes sjæl findes en by, den by hedder København, og i Flanør byder han læseren op til en langsom dans gennem gaderne.

Det er to skridt væk fra menneskehedens travlhed og jag, et skridt ind i fordybelsen i nuet, i blikket og åndedrættet. En langsom slentren gennem gader, en opmærksomhed på det bestående og en løftet pegefinger mod at glemme at være til, fordi man har så travlt med at nå videre – det er kernebudskabet, men der er meget mere at finde i Flanør.

Smukke ordbilleder og en uendelig kærlighed til København vælder op fra siderne, når man med langsom vejrtrækning går med Høxbroe fra sætning til sætning gennem byen, som han oplever den. Det smitter, den inderlige kærlighed til København, og det pulserer og lever i hvert et digt, så man uundgåeligt må sætte farten ned og forstå, at det er i ro og mag, at man mærker, hvor man er.

Årets gang, byens hjerte og Høxbroes liv på gaderne har formet en kærlighedserklæring i duet mellem menneske og by. Høxbroe leverer ærligt, smukt og inderligt som altid, og man kan ikke gøre andet end at følge med, elske hvert et syn, hvert et åndedrag i det rolige tempo og hver en betragtning af, hvad der betyder allermest.

“Julemissionen” – en anderledes julekalenderbog

Det er ikke alle børn, der oplever julen som en endeløs glæde og forventning.

Rikke Reimann har skrevet julekalenderbogen “Julemissionen” som en bog til dem, der har det svært i julen, dem, som oplever, at december er en svær tid, og dem, som har brug for at finde et fællesskab med andre, der også har det svært.

I bogen kan man mødes og tale om det, der er hårdt, og være sammen om at finde julestemningen.

Bogen er desuden blevet doneret til årets julehjælpspakker i Horsens, så den kommer med ud til de familier, der har brug for en ekstra hånd i julen.

Læs artikel bag bogen på nedenstående link.

24 tematikker: Sådan skal du tale med dit barn om det hårde i julen (pensionist.dk)

Rasmus Hastrup: Ur

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

FORLAG: Screaming Books

SIDEANTAL: 222

UDGIVET: 2022

ISBN: 9788797388419

UDGAVE: 1. udgave

Åh, altså, Screaming Books, I gør det bare så godt. Og det gælder også Rasmus Hastrup med romanen Ur.

Ur har helt uprætentiøst undertitlen En historie, og det er jo i bund og grund, hvad vi taler om, men det er forskel på historier. Hastrup griber verden, stopper den i sit litterære raflebæger og slår en rendyrket yatzy.

Hvad siger litteraturen om verden, hvad forandrer litteraturen i verden og hvorfor er det så glødende vigtigt, at vi mennesker læser litteratur? Eller har det overhovedet nogen betydning? Er det verdens undergang?

Ur byder på en svimlende rutsjetur og en hjerneknaser af rang. Hastrup skriver uhyggeligt godt, og det er en fornøjelse at læse, selvom man skal holde tungen lige i munden indimellem.

Hastrup formår at blande toner, stemninger og genrer igennem bogen, og læseren får serveret en femretters menu af højeste kvalitet. Det er er ordkunst og mesterfortælling, som ganske uhindret ene og alene er en glæde på alle niveauer.

Tidligt næste morgen, da de første stråler af stenfarvet lys gned sig forsigtigt ned over landskabet, gik Æinir Glyrifax ud ad hoveddøren med den dæmoniske dørhammer for at spadsere en tur på borgens forrevne jorder og klare hovedet forud for dagens arbejde. Luften var kold og mineralsk duftende. Æinir tog en dyb indånding og mærkede livgivende ilt strømme ud i blodbanerne. Han tog et skridt frem, løftede hovedet og og standsede så brat. Der var noget helt galt.

Rasmus Hastrup – Ur
« Ældre indlæg