Edith Eger: Valget

Forfatter: Edith Eger

Oversætter: Ninna Brenøe

Forlag: Bechs Forlag

Udgave: 1

ISBN: 9788771837490

Sprog: Dansk

Originalsprog: Engelsk

Originaltitel: The Choice

Sider: 336

Udgivelsesdato: 13-10-2023

Format: Hæftet

Det at være menneske. Det at være i verden.

Vi er der alle på godt og ondt, og vi er alle nødt til at forholde os til det. Et klogt menneske sagde engang, at vores personlighed er defineret af vores valg, og det er netop valget, som Edith Eger skriver om. Et valg, hun tog, der ændrede hele hendes liv.

Som sekstenårig endte Eger i en koncentrationslejr. Hun mistede alt og alle undtagen sine søstre, og årene i ren rædsel og ondskab satte dybe spor i hendes sjæl og psyke. Det, der reddede hende, og bar hende igennem de sorteste dage, var tanken, et lille valg af nogle ord, det at det måske ville være ovre i morgen.

Edith Eger har skrevet bogen Valget om den tid og sin senere erfaring som psykolog for at vise mennesker, at der er et valg, man kan tage, for at undslippe sine traumer. Og det har hun gjort på fænomenal vis. Bogen sprudler af livsgnist, kærlighed, forståelse, styrke og visdom. Det er en barsk fortælling fra tiden i og lige efter koncentrationslejren, men Egers vilje til at tilvælge livet stråler igennem og lader læseren tilbage med en overvældende følelse af, at vi som mennesker kan klare os igennem selv de mest voldsomme oplevelser ved at holde fast i os selv.

Det her er en af de bøger, der forandrer en for altid. Den handler om udholdenhed, livsmod og generøsitet, og den handler tilgivelse. Kernen er, at vi skal vende styrken indad, stoppe med at være ofre for noget udefrakommende og stoppe med at spørge “Hvorfor” og i stedet sige: “Hvad kan jeg gøre nu?”

»Næsten alle omkring mig sagde, at jeg ikke ville forlade dødslejren i live. Og SS-officerer, kapoer og almindelige fanger fortalte mig hvert sekund hver dag (fra morgenen til afslutningen af ​​arbejdet), de fortalte mig overalt (fra køerne ved udvælgelserne til køerne for mad), at jeg ikke ville forlade dødslejren i live. På trods af alt dette smedede jeg bogstaveligt talt mig selv en indre stemme, der tilbød mig en anden mulighed. “Dette er midlertidigt,” lød det i mig. “Hvis jeg overlever i dag, vil jeg være fri i morgen.” 

Edith Eger – Valget

Friheden er i morgen. Og Eger er beviset derpå. Fra rædslen opbyggede hun et liv, fandt et ståsted, fandt kærlighed, blev uddannet psykolog og hjalp andre mennesker. I bogen fortæller hun om, hvordan man som menneske kan bevæge sig fra det fængsel, som traumer skaber indeni, og ud i friheden, hvor man igen har valg. Det er en dyb, men helende og lysende, historie fra et menneske, som har enormt meget på hjerte og gerne vil dele vejen til frihed med resten af verden.

Valget er en stærk og velskrevet bog, som alle bør læse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *