20191102_170504
Det er alt for længe siden, jeg har skrevet et digt, nu hvor mit blik fanger himlen. Du lister rundt i en asketisk skygge, der knap rummer sig selv, et velkendt fravær. Spar mig din rasende hvæsen. Jeg afviser intet udover intetheden. Du himler, og jeg falder, og du har ingen ord, der kan bære mere.
Du tog min landnamstid og jeg vandt intet på mine togter, for altid vendte jeg tilbage til dig. Du tog min landnamstid, og jeg sad ved sejrsfesten med tomme kister og hule beretninger, og så de andre tømme deres horn, og havde ingen grund foruden dig i den anden ende af hallen med glimtende spyd og gnistrende skjolde, med latter i ansigtet, og en arm om en anden. I dit blik var guld og pels og kvinder, i din latter uovervindelighed, mellem os en uendelighed, din ligegyldighed. Mine skibe sank til bunds i stilhed. Ingen drak deres skål eller lagde guldmønter på mine lukkede øjne til min videre færd Du tog min landnamstid.
Solen banker hårdt mod vinduerne, og fuglene hyler og skriger. Det er tid til at stå op, lave kaffe og vågne og komme i gang. Det er tid til at være mor, sørge for børnene, lukke hønsene ud og rydde op efter aftensnacks og den lilles natflaske. Det er tid til at fylde børnene op til stregen med økogryn og havremælk, tjekke at madpakkerne er i tasken, og sokkerne er på fødderne, tjekke, at de har husket gymnastiktøj, biblioteksbøger, penalhus og sig selv, og at de ved, at mor elsker dem, forhindre at de skubber hinanden ned ad trappen, når de allerede i morgensolen skændes om, hvem der skal dit og dat, og hvem der ved mest om det, fordi det bare er så vigtigt. Det er tid til at stå i roen bagefter med den lille på armen og kigge ud over skoven, der har set så mange børn, så mange tanker, så mange morgener. Det er tid til i dag.
Du var min supermand, du fløj med mig på ryggen fra køkkenvinduet og lod mig se hele byen fra oven, hele verden som den lå der udstrakt for mine fødder, glattet ud af din hånd, ingen sten, ingen uoverstigelige bjerge på min vej. Du var min supermand, bar møbler, kærester, dumme lærere og alt det, der tyngede ud ad min dør og langt væ. Du var min supermand, du bragte mig bøger, visdom og lange tanker, du skruede op for de gode numre, spillede luftguitar, tegnede store drømme i stuens skygger, og fortalte mig, at intet var umuligt, at jeg kunne blive alt, også alt det, du gerne ville. Du er min supermand med latter i telefonen og Skodavittigheder, når du kommer drønende og hjælper, et gult lyn med kappe og drømme om alting. Du er min supermand med et liv af visdom, af drømme og lyserøde luftkasteller, og du bærer tyngden af tre døtre og syv små, der hiver i din kappe og beder om mere, mere, flere flyveture, flere drømme, flere nutellamadder, som du villigt smører, mens du fejer stenene fra deres vej, løfter dem op på dine skuldre, trøster og elsker og gør det hele igen. Du er en supermand.
Solen banker hårdt mod vinduerne, og fuglene hyler og skriger. Det er tid til at stå op, lave kaffe og vågne og komme i gang. Det er tid til at være mor, sørge for børnene, lukke hønsene ud og rydde op efter aftensnacks og den lilles natflaske. Det er tid til at fylde børnene op til stregen med økogryn og havremælk, tjekke at madpakkerne er i tasken og sokkerne er på fødderne, tjekke, at de har husket gymnastiktøj, biblioteksbøger, penalhus og sig selv, og at de ved, at mor elsker dem, forhindre at de skubber hinanden ned af trappen, når de allerede i morgensolen skændes om, hvem der skal dit og dat, og hvem der ved mest om det, fordi det bare er så vigtigt. Det er tid til at stå i roen bagefter med den lille på armen og kigge ud over skoven, der har set så mange børn, så mange tanker, så mange morgener. Det er tid til i dag.
Hvem kender dagen Før den er død Og ligger begravet i mørket Sammen med alt det uforløste Det frustrerede Og alt det du ikke fik gjort Eller gjorde forkert For en uge siden To år Eller ti Alt det der stadig krummer sig sammen i maven Knuget til et stiltiende skrig Presset ned i puden Begravet i dagens efterladte mørke
Himlen er plettet snevejrsgrå Kirkeklokkerne kalder forgæves på fortabte sjæle som aldrig dukker op Jeg varmer en flaske til den lille, mens jeg tænker på foråret, der forsvandt Hønsene hakker i madpakketørre rugbrødsmadder og Svantes Vise dukker op i travle tanker Det er ikke det værste, jeg har.
verden blæser mig væk mon jeg tør mere end i går end i den forbandende ungdom der stadig hærger jerngrå skyer og dommedagsbuldren truer udenpå og indeni himmelblåt og sølvgråt verden truer mig væk mon jeg tør i dag
ingenlunde immervæk du går over dine bredder efterladt alt forladt tyngden jeg synker i at drukne er for svært nu som balloner holder de mig oppe uforlignelig ufejlbarlig skønhed du rumsterer dine ord dine tanker aldrig mere nok
Når du vågner når du vågner dugdråberegn klarhed, lethed i mit hjerte Lys, du lille spring afsted latter fra fodboldbanerne ekko i skoven Luften tung af duften af muld af forår af dig
Søger du stadig i disse oldnordiske syn, dine falske guder og stive meninger. Stikker du stadig øjnene ud på alle, knivord, ordsyle, der vover at se verden i andre farver, nøgne, afklædte fremmed i dit liv. Du hamrer på porte, slår hovedet mod murene. Jeg lukker dig aldrig ind.
For det er i glimt, i øjeblikke, et syn og en spinkel lyd. Det er i et åndedrag, et hurtigt kram, et halvt forslugent ord. De flygtige, de lidt for hurtigt glemte. Jeg stopper op, lige her, og så er det allerede glemt. Tre sekunders skønhed, der knuser dit hjerte.
Dine ord er sommerhimmelblå Tiden ender her Bag længslen tomhed Bag tomhed intet Jeg rækker ikke ud Lader hænderne falde Du er guld Du kan ikke blive
Du er min totaloplevelse Du fuldender hver dag Din stemme kalder mig til ro Fire høns i den have, der er vores Tre børn i vores seng og vi vipper på kanterne men det er vores kanter vores runde kinder, klistrede hænder og evige krav om kærlighed, mere kærlighed og varme rundstykker med pålægschokolade. Og du er min Du kalder mig til orden Sætter foden ned og sætter hånden på min røv Dit grin slår gnister i min sjæl også når jeg slår mig på dine kanter vores kanter vores liv Vi har skabt, og vi skaber os og bliver gode igen Vi kalder os til ro og du smiler og jeg bliver blød i knæene midt imellem spaghettigryder og dyb litteratur mellem flyvske digte og ungernes sure gymnastiktøj for din stemme er den samme den samme som dengang til festen, på skøjtebanen, den hele lange nat i den brune sofa, helt ude på kanten, hvor din hånd endelig fandt min. Og vi satte i løb sammen, hurtigere og hurtigere, men uden at falde, vi løb og vi løb, og nu er vi her, sammen, og hønsene trisser i haven, og børnene kalder, gryden koger, og du kommer hjem, du kommer hjem og fuldender min dag, mens din stemme kalder mig til ro.