Kategori: Inspiration (Side 1 af 8)

Verdens fald udkommer d. 27. april

På torsdag udkommer Emilys smukke, illustrerede børnebog “Verdens fald”.

I 2021 vandt min skønne datter en andenplads i ABC-Ordbogens landsdækkende skrivekonkurrence. En af dommerne foreslog, at historien blev videreudviklet til en bog, og det kastede Emily sig over i samarbejde med forlaget Superlux, der viste interesse i at udgive bogen.

Nu er bogen færdig, illustreret og trykt, og den udkommer på torsdag. Det har været en spændende rejse for Emily, og som mor på sidelinjen har det været fantastisk at følge processen fra Emilys samtaler med redaktør og illustrator til interviews og videooptagelser.

Det er mere end bare en bog, det er også et slag for klimakampen og et udtryk for, hvordan unge mennesker ønsker at gøre noget for at redde vores verden. Et stærkt udtryk, en smuk bog og en vigtig stemme for vores planet.

Bogen kan købes overalt fra på torsdag eller læses på din yndlingsstreamingtjeneste.

10 gode bøger til sommerferien

Hvad skal med i kufferten på charterturen eller med ud til solsengen på terrassen?

Jeg har lavet en liste over ti gode bøger, som jeg har læst og anmeldt i det sidste års tid. Der er lidt til enhver smag, men fælles for dem alle er, at det er virkelig gode bøger.

God sommer derude 🙂

En utrolig velskrevet roman om en ung dreng fra Sverige, der ender i USA, hvor skæbnen kaster ham rundt på det mest utrolige eventyr. Hernan Diaz: I det fjerne

Den famøse Houellebecq giver sin version af en charterrejse, som kun han kan gøre det. Michel Houellebecq: Lanzarote

Noveller af allerbedste slags. Skarpe, velskrevne og ladet med mening. Den slags, der får hjernevindinger til at snurre og blinke. Etgar Keret: Pineapple crush

En stærk roman om en mands liv i Harlem. Sanselig, varm og tilsat en god håndfuld action. Colson Whitehead: Harlem Shuffle

Bidende, sjove, højtråbende og ikke mindst ærlige ord om livet og alt det har med sig. Jan Sonnergaard: Konsekvenserne taler vi om i morgen

Noget nær årets bedste roman; en stærk historie, uhyrligt velskrevet, dyb, følelsesladet og spændende. Ann Patchett: Det hollandske hus

Stærk fantasy til fantasyelskeren. En virkelig velbygget historie med lidt af det hele og så godt skrevet, at det gør helt ondt. R.F. Kuang: Opiumskrigen

Åh, skønne Levy. På samme tid så skrøbelig fin og bragende stærk. En ærlig erindrings af og om stærke kvinder. Deborah Levy: Ting jeg ikke vil vide

En roman, jeg aldrig glemmer! To søstre og deres mor flytter efter en tragedie, der først afsløres til sidst. Hvert et ord er knitrende skarpt og en fryd at læse. Daisy Johnson: Søstre

Stærke kvinder all the way. De har altid været der. Kankimäki byder på en rejse gennem tid og sted fyldt med stærke kvinder, der på egen vis ændrede verden. Mia Kankimäki: Kvinderne jeg tænker på om natten

Om ensomhed

På løbeturen i morges tænkte jeg over begrebet ensomhed. Det er et tema, jeg altid tager op i mine bøger, og et tema, der ofte er i mine tanker. De fleste kender til ensomhed, ikke nødvendigvis som det at være alene, men som det at mangle nærvær og fortrolighed med et andet menneske.

Der kan være mange grunde til at føle denne ensomhed. I mit tilfælde har det altid været og er på sin vis stadig en manglende tillid til at andre vil acceptere mig fuldt og helt som den, jeg er. I Syvstjernesagaen arbejder jeg direkte med den tunge følelse. I andre bøger viser den sig i andre former.

Jeg husker følelsen i min tidlige barndom, og den er stadig i mig, selvom jeg har arbejdet med den hele mit liv. Jeg har altid skrevet om ensomhed. Den dukker op helt af sig selv i mine karakterer, fordi den er så grundliggende en del af mig. Når andre læser det, håber jeg, at det vil give dem følelsen af, at de ikke er alene med at have det sådan.

Når jeg læser om andre, der har det sådan, føles det altid som om, der er en derude, der kender det her. Og så er man måske ikke helt så alene. At skrive ensomheden og at læse den bliver en dobbeltbevægelse mod netop den fortrolighed, der mangler. Og det er bare så vigtigt.

Forfatteraften hos Bog & Idé

Sæt kryds i kalenderen!

Den 14. juni byder Bog & Idé i Aarup på mig samt kaffe og kage.

Jeg kigger forbi og fortæller om mine udgivelser, fortid og fremtid og livet i litteraturen. Det bliver smadderhyggeligt. Og nævnte jeg, at der er kage?

Vi ses kl. 18:30

skrivforlivet #forfatterliv #bogogide #livetilitteraturen #kaffeogkage #detbliverhyggeligt #aarup #minebøger #bogliv #litteratur #ogdererkage

Interview om Syvstjernesagaen

Nåede du ikke at være med til Instalive, da jeg talte med Michelle og Louise?

Bare rolig, du kan nu se hele interviewet på hjemmesiden nu.

https://www.skrivforlivet.dk/syvstjernesagaen/

Der er masser af fordybelse, sjove spørgsmål og også lidt breaking news, så skynd dig hen og se det.

#syvstjernesagaen #lysetsdatter #eliorssang #fantasy #danskfantasy #merefantasytilfolket #fantasy #forfatterliv #bogbienseventyr #boglabyrinten #interview

Søvnmangel og selvdisciplin

Jeg kom først i seng klokken to i nat, fordi jeg var til koncert med Texas i Amager Bio i går aftes, men vækkeuret ringede alligevel klokken seks. De manglende timer kan tydeligt mærkes, men jeg lever højt på en fed oplevelse.

Der er masser at lave på kælderkontoret: en oversættelse, en flowlæsning, redigering af egne skriblerier, mails, der skal besvares og nye, spændende projekter, der skal holdes styr på. Og nu er det snart sommer, og efter sommer kommer der nye bøger fra min hånd, som jeg glæder mig voldsomt til at dele med jer.

Jeg er træt, men hold nu op, hvor var det en fed koncert i går. Jeg så Texas første gang på Midtfyns Festival i 1997 … Jeg begyndte at tælle, men droppede det hurtigt igen. Lad os bare sige, at det er imponerende, at Sharleen og co. stadig kan levere et brag af en koncert, der får rystet støvet af samtlige celler i kroppen.

fedeoplevelser #hovedregning #hjemmehosredaktøren #oversætterliv #skrivforlivet #heltomnattenheltomdagen #texastheband #amagerbio #ogsåpåenmandagaften

Sæt kryds i kalenderen på lørdag kl. 20!

Sæt kryds i kalenderen på lørdag kl. 20!

Der går jeg live på Instagram med Michelle og Louise, bogbiens_eventyr og boglabyrinten og vi skal snakke om Lysets datter, om de kommende bøger, Syvstjernesagaens univers og alt andet, der hører med til at være fantasyforfatter.

Jeg glæder mig helt vildt, og jeg håber, du har lyst til at kigge med 😀

#syvstjernesagaen #lysetsdatter #superlux #merefantasytilfolket #danskfantasy #meredanskfantasy #fantasyforfatter #danskeforfattere @superluxdk @danskfantasy

Fire finske forfattere

I går var jeg en tur i hovedstaden på smukke Christianshavn (og jeg fandt helt selv derud med metroen) for at deltage i et arrangement hos Finnish Literature Exchange. Udover lækker mad og drinks fik vi lov at lytte til fire fine finske forfattere, Monika Fagerholm, Olli Jalonen, Marisha Rasi-Koskinen og Arttu Tuominensom, der fortalte om både nye og gamle bøger, inspirationskilder og skriveteknik. Og Tiia Strandén gav et spændende indblik i den finske litteraturs nutid og historie.

Jeg har læst mange spændende finske forfattere i de sidste par år, og det lader til, at der er meget mere godt på vej. Tak til Finnish Literature Exchange for et rigtig godt arrangement. Og tak for drinken, der kom med hjem i tasken.

finnishliteraturexchange #finsklitteratur #inspiration #nylitteratur #derernogetgodtpåvej #oversætterliv #litteraturnørd

Fredag

Fredag.

Fem kilometers løb i gyldent morgenlys. Forude lurer weekenden, der er fyldt med børneaktiviteter og hjemmehygge.

Jeg er i gang med at oversætte skønne Katherine Mays Wintering, en bog, der handler om at sætte tempoet ned, finde nærvær og hvile, lade krop og sind synke ned i den basale ro, der gør, at vi kan mærke os selv og livet helt tæt på. Det er dybt inspirerende, og netop det med at turde give slip i en tid, er noget, der sætter tanker i gang hos mig.

Vi har så travlt, der er så meget prestige i at være i gang, karrierer, hjemmebagte boller, projekter med ungerne, hjemmet, haven, familien, arbejdet, interesser … og er det faktisk lidt tabu at sige, at man ikke orker noget?

En interessant debat og stof til eftertanke. Glæd dig til bogen! Og hav en underskøn weekend, hvor det måske er helt okay bare at være grønsag på sofaen?

#weekend#morgenløb#katherinemay#wintering#sætfartenned#paspådigderude#svaneogbilgrav#oversætterliv

Skal du på krimimesse?

Kommer du på krimimesse i år?

Jeg er at finde i Fængslet på Brændpunkts stand lørdag mellem 14 og 16:30 og igen søndag fra 11 og 12:30. Her kan du købe min nye bog “Spillet” eller bare hilse på.

Hvis jeg ikke er lige der, er jeg at finde rundt omkring hist og her, og du skal bare komme hen og prikke mig på skulderen.

Jeg vil altid gerne snakke og drikke en kop kaffe 😀

#krimimesse#spillet#brændpunkt#ladosdrikkeenkopkaffe#prikmigpåskulderen#horsens#bøger#horsens#sesvi

« Ældre indlæg