Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.
Forlag: ImpactPress
Udgave: 1
ISBN: 9788794221009
Sprog: Dansk
Sider: 304
Udgivelsesdato: 10-09-2021
Format: Indbundet
En spiseforstyrrelse er et symptom, en reaktion, ikke et fokuspunkt. Når man læser en bog som denne, er det ikke det litterære, der tæller, men det, som menneskets historie kan give til læserne. Nadja har levet igennem en masse, som intet barn eller ung burde opleve, og det er hjerteskærende at læse sig igennem. At det satte sig som ekstra kilo er ikke et fokalpunkt, der i sig selv er interessant på nogen måde. Jeg ville et eller andet sted ønske, at bogen bare hed Nadja, men så var der måske ikke så mange, der ville læse den. Og læses skal den …
… fordi de svigtede børn er vigtige. Fordi vi skal være bedre til at se dem, høre dem og favne dem længe før. Fordi ingen skal leve og vokse op på den måde. Og fordi svigtet fortsætter langt op i voksenlivet i form at udstødelse, i dette tilfælde på grund af kropsvægt. Det er skammeligt og rystende, og jeg kan kun sige, at vi burde være nået så meget længere. Alle former for selvskade, inklusive overspisning, er tegn på smerte og skam som intet menneske burde bære alene.
Tak til Nadja for at stå frem, for om noget kræver det et enormt mod. Jeg håber, at bogen vil hjælpe og støtte overalt, hvor der er brug for det. Jeg håber, den når andre sjæle, der gemmer sig og føler sig alene, og jeg håber, de vil finde lys i bogen. Jeg ville gerne give alle de kram, der har manglet, al den tid og forståelse, alle de ord, der skulle være sagt, og jeg vil gerne sige til Nadja, at hun har givet så meget mere, end hun har fået, og det kræver hjerte. Det er stærkt.