Ernest Hemingway: Der er ingen ende på Paris

Bogen er sponsoreret af Bog og idé

Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgave: 2
ISBN: 9788711534700
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: A moveable feast
Sider: 278
Udgivelsesdato: 15-10-2016
Format: Indbundet

I Der er ingen ende på Paris møder man den unge Hemingway på et farvestrålende og hjertevarmt sted, hvor dagene er lyse, pengene små og vennerne lige om hjørnet. I denne posthumt udgivne roman får man som læser lov at komme helt tæt på forfatteren. Her er det hverdagen i Paris, der er i fokus med alle de små detaljer; byens rytme og lys, brødet, drinksene, naboens vaner og ikke mindst kunsten, som var så stor en inspiration for Hemingway. Bogen er spækket med dagligdagsoplevelser, men også med betragtninger om at skrive, lidt filosofi, tanker om livet og det, der følger med.

Hvis du elsker Hemingway, er denne roman et must-read. Hvis du ikke har læst Hemingway, så er dette et godt sted at starte. Hvis du ikke kan lide Hemingway, så er det her, du skal give ham en chance mere.

Romanen byder op til en nærhed med Hemingway selv, men også andre af tidens store navne som fx Gertrude Stein, Ezra Pound og F. Scott Fitzgerald. Hemingway skriver selv, at værket er fiktion, men kan kaste lys over det, der er nedskrevet som kendsgerninger. Hvorvidt det er fiktion eller ej, så er man som læser lidt ligeglad. Man følges med Hemingway gennem gader og stræder, oplever med alle sanser, mærker efter og falder til ro i 1920’ernes smukke og betagende kunstnermiljø.

Romanen er en dans med ord, stemninger og sansefulde betragtninger. Det er en udelt fornøjelse at læse hver en linje, og man føler, man kommer tæt på et menneske, som virkelig havde noget på hjerte. Det er smukt, det er medrivende; det er Hemingway.

Læs mere om Hemingway her. Køb bogen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *