Kategori: Bog & idė (Side 3 af 8)

Brætspil: Ludoquiz

Reklame. Spillet er sponsoreret af Bog og idé

Lange dage. Hjemmehygge. Tidligt mørke. Juleferien kan noget helt specielt, når det gælder om at samle familien. Det er som om, at kulde, mørke og trang til hygge skubber alle lidt tættere i denne tid (når der altså ikke lige er coronavirusser på fri fod).

Når ferie og familie tillader det, elsker vi at spille brætspil, da det er en aktivitet som alle kan samles om. Her har vi testet det såkaldte Ludoquiz, som er en blanding af det traditionelle Ludospil og et quizspil. Og det er faktisk gået rigtig godt.

Der er en hurtig og en langsom version af spillet. Vi har indtil videre kun prøvet den hurtige, og den kan såmænd tage rigeligt med tid, når der er små, utålmodige hoveder involveret. Ligesom i Ludo skal man rundt om brættet, kan blive slået hjem, hoppe på stjerner og finde helle på globus. Man slår med terningen, rykker og lander på en kategori, som udløser et spørgsmål. Svarer man rigtigt, rykker man en frem til næste spørgsmål, svarer man forkert, går turen videre. Det er dejligt enkelt, og det er rigtig sjovt.

Spørgsmålene varierer noget i sværhedsgrad, især for ungerne, men så må man sige pyt og blive enige om, at alle jo har risikoen for at få et af de rigtigt svære, og ellers må man som mor bladre lidt i bunkerne og vælge spørgsmål, der er lige lette eller svære. Vi har tilbragt nogle gode timer med spillet nu, og det bliver ikke pakket særlig langt væk lige med det sammen.

Du kan se det her.

 

 

Puslespil: Piratpuslespil

Reklame. Spillet er sponsoreret af BOG OG IDÉ.
Forlag: Barbo Toys
ISBN: 5704976058526

Loui er blevet helt vild med puslespil og elsker at sidde og rode med at få alting til at passe sammen. Det kan han bruge lang tid på, hvis ellers tvillingerne kan lade ham få ro til det.

Det fine piratpuslespil fra Barbo Toys er helt perfekt til ham. Det indeholder seks piratfigurer med hver få brikker, som passer så fint til en toårig. Og så er det jo ekstra sjovt, når storebror giver en hånd med, så det bliver til en fælles leg. Så kan storebror også lige være med til at sortere piraterne i hver sin bunke, så det er overskueligt.

Piratpuslespillet er fint tegnet og farverigt, så det tiltaler de små, og det er desuden både holdbart og solidt, så det kan tåle at blive både smidt med og gumlet på i legen.

Se det her.

J. G. Ballard: Verden under vand

Reklame. Bogen er sponsoreret af BOG OG IDÉ
Oversætter: Niels Erik Wille
Forlag: A Mock Book
Udgave: 1
ISBN: 9788793895997
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: The drowned world
Sider: 200
Udgivelsesdato: 12-11-2020
Format: Hæftet

 

Verden under vand er anden bog fra science fiction-forfatteren J. G. Ballard. Den udkom første gang i 1962 og omhandler vores verden efter en altødelæggende klimakrise, som har omdannet jorden til en kæmpe sump, som langsomt overtager alt. Bogen er et mesterværk af sprog, som sammenfletter den menneskelige psyke med den voksende urskov, den dræbende hede og de vilde dyr.

Hovedpersonen Kernans, en forsker, som sammen med et team bevæger sig gennem Europas laguner, fremviser den transformation fra civilisation til urtid, som er bogens tema.

Romanen er en klassiker indenfor den dystopiske genre med en dyb fascination af menneskets væren i verdens undergang. Den udforsker mentaliteten i mennesket, der står overfor den virkelighed, at alt, der før var, er væk. Langsomt forsvinder alt det velkendte, ikke blot det ydre, men også det indre, og hvordan reagerer mennesket på det, når det mærker sig selv drive ned i det oprindelige, den dybe psyke, urtidsinstinkterne.

Verden under vand er et pragteksemplar af en bog med et sprog, der begejstrer konstant og tager dig med på et dyk ned i urtidskræfterne, et svimlende, kvælende dyb af vand, urskov, lyd og hede. Det kravler helt ind i knoglerne og bliver siddende der som en rytmisk banken, der ikke slipper dig igen. Her er hverken moralisering eller dom, men blot en konstatering af, at mennesket er en del af verden lige så meget, som verden er en del af mennesket. Det er en symbiose på godt og ondt. Og så er det en formidabel læseoplevelse.

Køb bogen her. Læs mere om forfatteren her.

 

Jevgenij Zamjatin: VI

Reklame. Bogen er sponsoreret af BOG OG IDÉ

Oversætter: Lotte Jansen
Forlag: Kosmos
Udgave: 1
ISBN: 9788799965007
Sprog: Dansk
Originalsprog: Russisk
Originaltitel: My
Sider: 251
Udgivelsesdato: 04-09-2017
Format: Hæftet

George Orwells 1984 er en af mine absolutte favoritbøger i denne verden. Jeg elsker alt ved den: dens sprog, dens fortælling, dens stemning, dens samfundskritik og dens indsigt. Den har hele pakken både hvad angår sprogligt format, dybde, struktur, historie, indsigt og formidlingsevne.

Derfor var der heller ingen tvivl om, at jeg skulle læse en af Orwells store inspirationskilder, nemlig den sovjetiske science fiction-klassiker VI.

Zamjatin byder os velkommen i en grå i grå-verden, hvor alt er strømlinet, ensartet og struktureret. Al lidenskab, kreativitet og selvstændig tankegang er luget ud af mennesket, og tilbage er et strengt kontrolleret samfund, mennesker som arbejdsbier, den ultimative kontrol og fraværet af alt, der giver mening.

Det er smukt, tungt og uhyggeligt velskrevet. VI er skrevet i 1921 i tiden efter den russiske revolution, og den førte til, at Zamjatin blev ekskluderet fra det bedre borgerskab i Sovjet og lod ham ende i eksil i Paris. Trods forfatterens udstødelse blev bogen til en stor inspirationskilde for andre forfattere og kom derigennem til at sætte et stærkt præg på verdenslitteraturen.

VI leger med tanken om det individuelle overfor massen, sammenholdet overfor selvstændigheden, samfundet overfor det enkelte menneske. Alle bor i glashøjhuse, og gardinerne i lejlighederne må kun trækkes for i den ene time om ugen, hvor det er dem tilladt at dyrke sex med en udvalgt partner. Alle overvåges konstant, og det er umuligt at bryde den nøje udarbejdede struktur.

Vi møder hovedpersonen, D-503, hvis job består i at bygge et rumskib, der skal føre staten ud til stjernerne. Integralet kaldes den, og det er hans stolthed, hans livsværk, og han har aldrig sat spørgsmålstegn ved den, sig selv eller samfundet. Så møder han I-330, der fra første færd bryder alle regler og kodeks i samfundet …

VI handler om at bryde ud af rækkerne, at træde frem og at vågne op. I-330 formår at vække fantasien i D-503, og da den først er vækket, er det umuligt at leve det totalitære søvngængerliv igen.

Læs mere og køb bogen her.

 

 

 

 

J. K. Rowling: Harry Potter & De vises sten – Pragtudgave

Reklame. Bogen er sponsoreret af BOG OG IDÉ
Oversætter: Hanna Lützen
Forlag: Gyldendal
Udgave: 9
ISBN: 9788702301588
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Harry Potter and the Philosopher’s Stone
Sider: 368
Udgivelsesdato: 06-11-2020
Format: Indbundet

Hvis du ligesom jeg har en rigtig Potterhead i familien, så er årets julegave lige her. Harry Potter & De vises sten er udkommet i en overdådig pragtudgave, som kan få enhver fan til at græde af glæde.

De vises sten er den første bog i serien om den elskede Harry Potter. I denne udgave får du den uforkortede tekst i Hanna Lützens fantastiske oversættelse.

Bogen er designet og illustreret af MinaLima Designstudio, som også har været inde over elementerne i filmene om Harry Potter. Inde i bogen er der otte folde-ud features, blandt andet en kuvert med det berømte brev fra Hogwarts, den første indkøbsseddel til Diagonalstræde, den fede dame, der kræver kodeord, inden du får adgang til Gryffindors opholdstue, etc. Det er en skøn bog at gå på opdagelse i, og den får det store smil på munden hos enhver, der elsker det skønne Harry Potter-univers. Der er kælet for alle detaljerne i denne pragtudgave, og det er et vaskeægte samlerobjekt. Og så sker der jo ikke noget ved lige at læse historien en gang til …

Hvis du endnu ikke har læst Harry Potter-serien (Kan det lade sig gøre?), så er det her et godt sted at starte. Du kommer nemlig ikke til at gå af med bøgerne igen, og så kan du lige så godt have et flot eksemplar. Hvis du allerede kender og elsker Harry Potter, så er denne udgave et must-have i din samling. Den er så flot.

Den smukke pragtudgave finder du her.

Du kan læse mere om J. K. Rowling og finde alle hendes udgivelser her.

Serien om Harry Potter finder du her.

Jeff Kinney: Wimpy Kid/Svederen & Nok er nok

Reklame. Bøgerne er sponsoreret af Bog & idé
Serie: Wimpy kid
Oversætter: Kim Langer
Forlag: Gyldendal
Udgave: 1
ISBN: 9788702141207/9788702156867
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Diary of a Wimpy Kid – The Last Straw/Diary of a Wimpy Kid: Dog Days
Sider: 224
Udgivelsesdato: 15-08-2013/15-04-2014
Format: Indbundet

Eliot er blevet ellevild med serien om Wimpy Kid, og så er der heldigvis rigeligt med bøger at gå i gang med. Serien er for nu oppe på hele 13 bøger, hvoraf Eliot har slugt de første fire og sekseren på ingen tid.

“Hvorfor er de så gode?” spørger mor selvfølgelig, hvortil Eliot svarer:

“Fordi de er sjove. Greg siger fx, at andre er tossede i hovedet, men det er faktisk ham selv, der er lidt tosset. De overdriver lidt, for der er fx en scene, hvor han skal slå græs, og så står der på brugsanvisningen, at den er meget farlig, fordi den kan skære ens fod af. Han kører så tre meter uden om noget, der ser mystisk ud, fx hundelorte. Han har en lillebror, Manny, der er meget irriterende og laver en masse ballade, og nogle gang får Greg skylden. Tegningerne er også vildt sjove. Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at de alle sammen hele tiden ser sure ud, når historien er vildt sjov. Den er skrevet på en ret sjov måde, som er nem at læse. Jeg gemmer bøgerne i min seng hver aften, så mor ikke ved, at jeg læser, når hun har sagt godnat.”

(Det ved mor godt, men det glæder hende så meget, at hun lader som ingenting.)

Mor er også ret vild med bøgerne, som er fyldt med drengestreger, tosserier og et let og lattermildt sprog, som kan holde selv de mest rumsterernde drenge til læsningen.

Læs mere om Jeff Kinney her. Køb Nok er nok her. Svederen her.

Lars Henrik Aagaard: Rejsen til rummet

Reklame. Bogen er sponsoreret af Bog & idé
Forlag: Berlingske Media Forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788771809060
Sprog: Dansk
Sider: 186
Udgivelsesdato: 12-10-2017
Format: Indbundet

 

Rejsen til rummet er bogen for alle, der fascineres af galakser, planeter, Big Bang, enorme afstande, sorte huller og alt andet, der har med universet eller universe(r) at gøre.

Herhjemme er det blevet til en fællesbog, som læses sammen af mig og tvillingerne. Vi har nok alle tre den lidt nørdede tendens, som vi er pavestolte af, og det er sjovt at sidde sammen og blive væltet bagover af fakta om lysår, alt stof indeholdt i et punkt mindre end et knappenålshoved og det, at universet faktisk stadig vokser.

Lars Henrik Aagaard har skabt en fagbog i børnehøjde, som er vanvittig flot rent grafisk, virkelig velskrevet og spændende til bristepunktet. Der bliver hverken talt op eller ned, men bare lige ud, og alle kan være med. Der er mange fakta i den, som fascinerer både tvillingerne og mig, og flere gange har vi måttet stoppe op og finde videoer på Youtube, fx med lyden af Big Bang, som stadig kan høres. Det er vildt.

Vi vil alle tre anbefale Rejsen til rummet til alle, som også kan blive grebet af den storhed, der omgiver os, og som gerne vil vide mere om, hvordan vores galakser skabes, om supernovaer, lysår og altings oprindelse.

Du kan købe bogen her og finde mere om Lars Henrik Aagaard her.

 

 

Steve Parker: Byg en robot/Clive Gifford: Robotternes verden

Reklame. Bøgerne er sponsoreret af Bog & idé
Forlag: Globe
Udgave: 1
ISBN: 9788779007260
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Build a robot
Sider: 30
Udgivelsesdato: 25-04-2014
Format: Indbundet
Oversættere: Henrik Ægidius og Hans Christian Dahlerup Koch & Grethe Teglbjærg
Forlag: Flachs
Udgave: 1
ISBN: 9788762729506
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: A robot world
Sider: 64
Udgivelsesdato: 15-02-2018
Format: Indbundet

Eliot har kastet sin kærlighed på teknik og robotter. Med titlerne Robotternes verden og Byg en robot har han afprøvet både den teoretiske og den praktiske del af robotter. Robotternes verden giver et overblik over og et indblik i robotternes historie, hvordan de har udviklet sig, hvordan de oprindeligt blev sammensat helt mekanisk op til nutiden, hvor robotter på (uhyggeligt) mange måder har de samme funktioner som den menneskelige hjerne og fysik. Det er en fascinerende verden, der åbner sig for en niårig, og han har allerede lovet at bygge mor en robot, som kan skrælle kartofler og brygge kaffe, så den er klar kl. seks om morgenen.

Byg en robot er en sjov lille bog, der inkluderer saml selv-robotter med papstykker og motor. Den er rigtig fin til at fremvise den teknik, som det kræver at arbejde med mekanik, og den er god underholdning til en regnfuld eftermiddag. Samlet set er de to bøger en god start på interessen for robotter, en trædesten, der kan bygges videre på.

Robotternes verden kan købes her, og du kan læse mere om Clive Gifford her.

Byg en robot kan købes her, og du kan læse mere om Steve Parker her.

George Orwell: 1984

Reklame. Bogen er sponsoreret af Bog & idé
Oversætter: Paul Monrad
Forlag: Gyldendal
Udgave: 11
ISBN: 9788702291872
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Nineteen eighty-four
Sider: 344
Udgivelsesdato: 19-12-2019
Format: Paperback

“Appelsiner og citroner, siger klokkerne i St. Clement’s,

Du skylder mig tre farthings, siger – “

Winston Smith er et navn, som mange af os nok straks forbinder med det udødelige værk 1984, som George Orwell skrev kort efter anden verdenskrigs ophør. Bogen hører til blandt mine absolutte favoritter i litteraturen, og jeg har med glæde netop læst den igen. Hver gang jeg læser den, opdager jeg nye detaljer, og sproget i Paul Monrads oversættelse er altid et glædeligt gensyn.

“Det var en klar, kold aprildag, og urene slog netop tretten.”

Winston Smith bor i Oceania, en nation, der hører under Partiet, men han er selv langt nede i rækkerne. Partiet kontrollerer og overvåger alt, selv folks tanker, og Winston oplever en ulmende vrede mod den konstante kontrol. Han har på ulovlig vis anskaffet sig en dagbog, hvori han nedskriver sine forbudte tanker.

Winstons job består i at ændre historiske optegnelser, så de passer til Partiets behov. På denne arbejdsplads møder han Julia, og de bliver kærester. For at undgå, at Partiet opdager dem, er de sammen i proletarområdet i en lejlighed ovenpå en genbrugsbutik, hvor Partiets overvågning ikke er nær så voldsom.

I en længere periode har Winston været overbevist om, at Partimedlemmet O’Brien er en del af den undergrundsbevægelse, der forsøger at vælte Partiet, og da han en dag modtager besked om, at O’Brien gerne vil se ham, tror han, at han hele tiden har haft ret. O’Brien er dog spion, og da han får Winston til at indrømme sine forbudte tanker om oprør, sender han Winston til værelse 101, hvor han efter lang tids hjernevask og tortur endelig lærer at elske Store Broder i stedet for Julia og sin frihed.

Krig er fred

Frihed er slaveri

Uvidenhed er styrke

1984 er mere end bare en fortælling. Den inkorporerer referencer til det russiske styre (2+2=5), til den spanske borgerkrig som ville udskifte faciststyret med et andet autoritært regime og Hitlers brug af massemedier for at få tag i folket. Det var netop Orwells berøring med disse lande og deres kampe som inspirerede ham til at skrive bogen med den skarpe kritik af autoritære tendenser. Brutaliteten, overvågningen, forræderierne og paranoiaen, som beskrives i 1984, er alt sammen baseret på virkeligheden.

1984 åbnede verdens øjne, hvad angår regimer og totalitarisme i 1949. I dag kan vi skæve til de sociale medier, hvor indsamlingen af vores informationer, smag, tendenser og vaner kan bruges til politisk valgkamp. I bogen udraderes selvet, sproget og forståelsen af virkeligheden. Ideologien overtager selvstændig tænkning, og netop her er den evigt lurende fare, også i verden i dag. Den dag i dag er bogen stadig forbudt i visse lande, og dens budskab står klart: Viden er magt.

1984 skal stadig læses og værdsættes. Trods dens klassiker- og kultstatus er den evigt aktuel, og dens budskab og udstilling af en verden underlagt tyranni er uhyggeligt aktuel.

Du kan købe den her og læse mere om Orwell her.

Brætspil: Sigurds Danmarkshistorie på spil

{Reklame – spillet er sponsoreret af Bog og idé}
Forfatter: Sigurd Barrett
Forlag: Politikens forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788740033915
Sprog: Dansk

Vi befinder os i en mærkelig verden, hvor alting er anderledes og begrænset. I vores familie er vi nu to, der arbejder fuldtids hjemmefra, to børn, der skal skoles i anden klasse hjemmefra og en lille størrelse på sytten måneder, der skal aktiveres og pusles om fra morgen til aften. Det er spændende. Vi har gjort det sådan, at vi skiftes i tre timers rul fra seks morgen til otte aften. Den ene er på arbejde i kontoret i kælderen, og den anden passer hus og børn ovenpå.

Det kræver sin kvinde, men det er også spændende og lærerigt. Jeg hygger mig med at finde på opgaver til ungerne, og en af dem, jeg lidt tilfældigt faldt over, var Sigurd Barrets Danmarkshistorie på spil. Vi har tidligere læst bindene sammen, og det var et kæmpe hit. Den anmeldelse kan du læse her.

Spillet om Danmarkshistorien er landet her i familien på det helt rigtige tidspunkt. Det er både sjovt, underholdende og yderst lærerigt, også for de voksne. Det er perfekt til en times afbræk fra skolebøgerne, men det tæller stadig som lærdom, og de voksne kan tage en kaffepause over spillet, mens der er lidt kvalitetstid med ungerne.

Både udformning og indhold er helt i top. Det er hverken for let eller for svært, og spørgsmålene er ind imellem vildt sjove. Det er et spil, som vi allerede har haft fremme mange gange, og der er ingen udsigt til, at vi bliver trætte af det.

Du kan finde spillet her, og du kan se andre af Sigurds udgivelser her.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »