Jevgenij Zamjatin: VI

Reklame. Bogen er sponsoreret af BOG OG IDÉ

Oversætter: Lotte Jansen
Forlag: Kosmos
Udgave: 1
ISBN: 9788799965007
Sprog: Dansk
Originalsprog: Russisk
Originaltitel: My
Sider: 251
Udgivelsesdato: 04-09-2017
Format: Hæftet

George Orwells 1984 er en af mine absolutte favoritbøger i denne verden. Jeg elsker alt ved den: dens sprog, dens fortælling, dens stemning, dens samfundskritik og dens indsigt. Den har hele pakken både hvad angår sprogligt format, dybde, struktur, historie, indsigt og formidlingsevne.

Derfor var der heller ingen tvivl om, at jeg skulle læse en af Orwells store inspirationskilder, nemlig den sovjetiske science fiction-klassiker VI.

Zamjatin byder os velkommen i en grå i grå-verden, hvor alt er strømlinet, ensartet og struktureret. Al lidenskab, kreativitet og selvstændig tankegang er luget ud af mennesket, og tilbage er et strengt kontrolleret samfund, mennesker som arbejdsbier, den ultimative kontrol og fraværet af alt, der giver mening.

Det er smukt, tungt og uhyggeligt velskrevet. VI er skrevet i 1921 i tiden efter den russiske revolution, og den førte til, at Zamjatin blev ekskluderet fra det bedre borgerskab i Sovjet og lod ham ende i eksil i Paris. Trods forfatterens udstødelse blev bogen til en stor inspirationskilde for andre forfattere og kom derigennem til at sætte et stærkt præg på verdenslitteraturen.

VI leger med tanken om det individuelle overfor massen, sammenholdet overfor selvstændigheden, samfundet overfor det enkelte menneske. Alle bor i glashøjhuse, og gardinerne i lejlighederne må kun trækkes for i den ene time om ugen, hvor det er dem tilladt at dyrke sex med en udvalgt partner. Alle overvåges konstant, og det er umuligt at bryde den nøje udarbejdede struktur.

Vi møder hovedpersonen, D-503, hvis job består i at bygge et rumskib, der skal føre staten ud til stjernerne. Integralet kaldes den, og det er hans stolthed, hans livsværk, og han har aldrig sat spørgsmålstegn ved den, sig selv eller samfundet. Så møder han I-330, der fra første færd bryder alle regler og kodeks i samfundet …

VI handler om at bryde ud af rækkerne, at træde frem og at vågne op. I-330 formår at vække fantasien i D-503, og da den først er vækket, er det umuligt at leve det totalitære søvngængerliv igen.

Læs mere og køb bogen her.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *