Gustave Flaubert: Madame Bovary

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Oversætter: N. J. Berendsen

Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgave: 2
ISBN: 9788727002439
Sprog: Dansk
Originalsprog: Fransk
Originaltitel: Madame Bovary
Sider: 336
Udgivelsesdato: 14-10-2021
Format: Indbundet

Åh ja, Madame Bovary. En vaskeægte klassiker med alt, hvad der hører til af berømmelse og relevans. Første gang jeg læste Madame Bovary følte jeg med Emma. Jeg ønskede, at hun ville finde al den vilde kærlighed og storslåede rigdom, som hun drømte om, og jeg har nok ikke helt rystet den følelse af mig, selvom jeg er dobbelt så gammel nu. En del af mig kan ikke lade være med at have ondt af Emma, selvom romanen på alle måder lægger op til at udskamme hende. Hvad tænker du?

Apotekeren fandt, at det var en kone med store gaver, der ikke ville være på urette plads i et underpræfektur. Damerne beundrede hendes sparsommelighed, klienterne hendes høflighed, de fattige hendes godgørenhed. Men dog var hun opfyldt af begær, af raseri, af had. Denne kjoles glatte folder skjulte et forstyrret hjerte, og disse så kyske læber fortalte ikke hendes pinsler. Hun var forelsket i Léon og søgte ensomheden for i ro og mag at kunne frydes ved hans billede. Synet af ham forstyrrede det vellystige i disse betragtninger. Emma gøs ved lyden af hans skridt, men i hans nærværelse svandt bevægelsen, og der blev kun en dyb forundring tilbage, der endte i melankoli.

Gustave Flaubert – Madame Bovary

Emma drømmer om den store kærlighed, hun drømmer om rigdom og social status, men det er umuligt at opnå, når man er gift ind i middelklassen. Romanen omhandler netop kvinders magtesløshed, sprogets utilstrækkelighed og middelklassens mangler. Gustave Flaubert skrev romanen mellem 1851 og 1857, og den blev udgivet i Revue de Paris i 1857. Dengang vakte romanen stor opstandelse for dens usædelighed, og Flaubert endte i retten, men blev dog frifundet. Netop al denne furore viser, hvordan Flaubert ramte en nerve i samfundet, i al den fordækthed, der lå som et unaturligt skin over borgerskabet, og den har stadig sin berettigelse i dag som et dybfølt og ægte portræt af mennesket og dets følelsesliv holdt op imod normerne.

Charles Bovary er en gennemsnitlig og kedelig ung mand, der lever et gennemsnitligt og kedeligt liv. Han lever efter sin mors ønsker og forventninger. Han bliver giftet væk til en enke, der dog snart dør, men Charles arver ikke så meget som forventet. Uventet forelsker han sig i Emma, der er datter af en af hans patienter. Emma tror, at ægteskab og kærlighed er løsningen på alt. Hun drømmer om et ekstravagant liv, som Charles på ingen måde kan indfri. Ægteskabet fører blot til mere kedsomhed, flere uindfriede drømme, og Emma ærgrer sig, indtil hun bliver syg af det. Parret flytter til en anden by i håb om, at det vil gøre Emma rask. Emma er gravid, men også moderskabet bliver en skuffelse. I Yonville møder parret den opblæste apoteker Homais og den unge Léon, som ligesom Emma drømmer sig væk i romantiske historier. Emma og Léon flirter, men da Léon indrømmer sin kærlighed til Emma, trækker hun sig, og han ender med at tage til Paris for at studere. Emma bliver endnu mere trist.

Emma ender med at have en rigtig affære med den rige Rodolphe, alle ved det, undtagen Charles, som optræder som den stolte og hengivne ægtemand. Jo mere Emma giver sig hen til affæren, jo mere begynder den at kede Rodolphe. Emma låner penge for at købe gaver til ham, og da han bryder med hende, bliver hun syg af elendighed. Charles forsøger at komme ud af den gæld, Emma har stiftet, og låner penge til hendes behandling. Emma kommer sig, og til trods for deres elendige økonomi inviterer Charles hende i operaen i Rouen for at forsøge at gøre alt godt for hende. Der møder hun Léon, og de to indleder en affære. Emma sniger sig konstant til Rouen, låner flere og flere penge hos manden Lheureux. Alt eskalerer med affæren og gælden, og hun bliver meget skødesløs med det hele.

Affæren begynder at kede hende, og hun forsøger at blive mere og mere krævende overfor Leon for at slippe af med ham, samtidig med at hun låner flere og flere penge. Til sidst vil Lheureux overtage Emmas ejendom for at inddrive sine penge. I desperation tigger Emma hos Léon, alle byens forretningsmænd og forsøger at gå tilbage til Rodolphe, men alt til ingen nytte. I den dybeste fortvivlelse indtager hun arsenik og dør i voldsomme smerter.

Først en tid efter hendes død opdager Charles hendes affærer, da han finder breve fra Rodolphe og Léon. Han dør, og deres datter bliver sendt bort.

Emmas historie er skrevet med en blanding af medfølelse og ironi, endda foragt. Hendes drømme er romantiske og ægte, men hendes forsøg på at leve dem er patetiske. Samtidig bliver borgerskabets kunstige former udstillet, men de ægte mennesker iblandt dem bliver også fremhævet. Det bliver derfor ikke ensidigt, men heller ikke poleret, når Emma og hendes medborgere træder op på scenen i Madame Bovary. Dem, der skal foragtes, er groteske og karikerede, men der efterlades rum til at Emma, Charles, Leon og de andre får lov at blive set i perspektiv.

Drømme, der umuligt kan indfries. Luftkasteller, der brister, når øjnene åbnes. Et håbløst romantisk hjerte, der knuses af virkeligheden.

Madame Bovary forbliver blandt mine favoritter, og denne smukke nyudgivelse fra Lindhardt og Ringhof er værd at have på hylden. Den passer også fint ind under juletræet.

2 thoughts on “Gustave Flaubert: Madame Bovary”

  1. Jeg synes som du at Madame Bovary er fremragende litteratur, udvikligsromanens moder. Den er selvfølgelig præget af sin tid: Naturalisme med Flaubert som kirurg der undersøger sine personer. Emma er sine gener og må i følge naturalisternes pessimistiske determinisme gå til grunde, uegnet til at leve omgivet af middelmådige kuldslåede småborgere. Den pessimisme deler jeg nok ikke helt

    1. Også kontrasten mellem Emma og Charles er spændende, det flyvske kontra det jordnære, den enes undersøgelse af følelseslivet, den anden af kroppen. På den måde kan man blive ved med at grave i romanen, hvilket blot gør den endnu mere fremragende. Emma, synes jeg, går til grunde, ikke på grund af uegnethed, men fordi hun træder det sidste skridt ud i det flyvske, ikke med ønsket om at dø, men med længslen efter det store drama, der endelig kan indfri hendes drømme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *