Ind imellem oplever jeg at have fem eller ti minutter, hvor jeg bare sidder og tænker: Hvad skal jeg finde på? Det er ikke tit, for med tre børn, hus, høns, hund og selvstændig virksomhed er der altid noget at lave. Og så har jeg ikke engang nævnt alle de bøger, jeg gerne vil læse hver dag.
Men ind imellem sker det. Så læser jeg måske lidt nyheder på telefonen, scroller på Face eller Insta, og nogle gange lidt på Buzzfeed. På Buzzfeed er der sjove quizzer á la: Hvilken karakter i Harry Potter minder du mest om? Eller: Ville du overleve en uge på Hogwarts? Eller: Hvilken farve er din hjerne? (Den er lilla). Jeg har et blødt punkt for Harry Potter-quizzer. Jeg ender selvfølgelig altid med at høre til på Gryffindor, overleve min tid på Hogwarts og kende 10 ud af 10 trylleformularer. Man er vel fan!
Jeg må dog indrømme, at jeg undertiden når at tænke for mig selv, at jeg nok nærmere er en af de voksne nu, når quizzen meddeler mig, at jeg er Hermione. Mine unger siger også, at jeg er ligesom Molly Weasley, i hvert fald kan jeg råbe lige så højt. Det rører noget i mig, når jeg tænker på, at jeg ikke længere er helten ude på barrikaden, men den betænkelige mor i baggrunden. Jeg er ikke sikker på, at jeg er klar til at indtage en plads i baggrunden. Jo, jeg fylder 43 i år, og jo, jeg har fået mig en hverdag, som inkluderer ansvarlige sengetider, sunde måltider og styr på budgetkontoen. Betyder det, at jeg er blevet kedelig? (Ikke at forglemme, hvor guddommelig sej Molly er, når det kommer til kamp!)
For det er jo det, jeg tænker, når pilen lander på Molly i stedet for den unge, frie hovedperson. Jeg kan også se det på mine skriverier. Det var faktisk det, der ledte mine tanker hen på dette emne i dag. Mine første bøger, som nu bliver udgivet af Superlux, er drevet frem af en ung og fri hovedperson, som ikke behøver at tænke på madpakker og kommende regninger. Hun kan bare kaste sig hovedkulds ud i eventyret og se, hvor det fører hen. Mine eventyrdage er ovre. Det er nok det, der bider lidt. I den roman, som jeg er ved at skrive nu, er hovedpersonen af en helt anden støbning. Det er ikke uforståeligt, jeg er trods alt tyve år ældre, end da jeg skrev Lysets datter. Selvfølgelig skriver jeg anderledes, og selvfølgelig består mine karakterer af noget andet nu, for ligesom man selv modnes, gør ens skriverier det også.
Mon jeg savner eventyret? Det kan jeg godt tro ind imellem. Det mere ukomplicerede og sort-hvide, der engang prægede verden. Lyset mod mørket. Det gode mod det onde. Der er i hvert fald fulgt nogle tanker med udgivelsen af Lysets datter. Enilia er på rejse nu, #EniliasBogrejse, og møder en masse mennesker i form af læsere derude, og hun skal i sin fortælling lære så meget om sig selv og verden, og her står jeg, nu i form af Molly Weasley, der er stukket af med tiden og har levet tyve år siden dengang.
Som forfatter efterlader man disse tidskapsler drypvis i sit liv. Mine første ligger gemt væk i en æske med forsider af påklistrede udklip fra Mix og Vi Unge, og ryggene på de gulnede, maskinskrevne ark er syet sammen med rødt garn. Den næste forsvandt med en sammenbrændt harddisk. Og så kommer Syvstjernesagaen, mine vilde tyvere, min længsel efter den store kærlighed og min søgen efter mig selv og min plads i verden, min rasende kamp mod det onde og det uden mening. De er alle dele af mig, ikke noget, der er væk, men noget der siden er ændret. Nu skriver jeg noget helt andet, ikke længere så følelsesstyret, men mere drevet af tanke og eftertænksomhed.
Som menneske efterlader man disse tidskapsler drypvis i sit liv. De forsvinder ikke, følelserne og tankerne fra man er syv, sytten eller otteogtyve. De ligger gemt væk i æsker med påklistrede billeder og fint syet garn i ryggen, gulnede, men ikke glemte. Mine vilde tyvere, mine søgende tredivere, mit nuværende Molly Weasley-liv (med tryllestaven klar i ærmet). Karawianere og ildspyende drager er skiftet ud med minus på budgetkontoen og uoverskuelige vinduespudsninger, en helt anden form for kamp. Og længslen, rejsefeberen, eventyrlysten … den gnistrer stadig.
Det er ikke sort-hvidt mere. Det er alle nuancer af farver og toner. Eventyrlysten står ikke alene. Jeg er både Enilia og Molly Weasley. Jeg er også dele af Snape, Lestat, Mio og den ildspyende drage, jeg er helten og skurken, mennesket, det gode og det grusomme. Jeg er tretten og treogfyrre. Tidskapsler og puls. Og quizzerne på Buzzfeed farver min hjerne lilla og fortæller mig, at jeg hører til på Gryffindor. Jeg nyder min lille pause, inden det er tid til at lave aftensmad og putte unger. Og så kan jeg måske nå at skrive lidt.
