Kvindernes internationale kampdag

Jeg er datter af en stærk kvinde, som er datter af en stærk kvinde, og jeg håber og tror på, at min datter også bliver en stærk kvinde.

Min bedstemor boede på et lille husmandssted i det yderste vestjylland, hvor hun fødte og opdrog otte børn og stod for hus, mad, høns, have, hjalp til på marken og passede mand og børn fra tidlig morgen til sen aften syv dage om ugen året rundt. Da børnene blev store og flyttede hjemmefra lærte hun sig selv engelsk, arrangerede turen og besøgte sin bror i New Zealand, og da hendes mand døde, og hun flyttede fra gården, lærte hun sig selv at bruge en computer, holdt ugentlige brætspilsdage for nabolagets kvinder og passede børnebørn og senere oldebørn. Min bedstemor elskede og elsker at læse bøger.

Min mor, som var hendes andet barn, trodsede alle omstændigheder og krævede at komme i skole i stedet for ud at tjene, som var normen. Hun kom derfor på efterskole og senere på højskole. I stedet for at gifte sig med en lokal bonde eller fisker, flyttede hun til Fyn, mødte en fyr i afghanerpels og med langt hår og giftede sig med ham, hvorefter de bosatte sig i centrum af Odense. Der uddannede hun sig til socialpædagog, blev senere NLP- og KST-terapeut med egen virksomhed. Min mor elskede og elsker at læse bøger.

Og hun fik mig … 🙂 Fælles for mig og min datter er, at vi elsker at læse bøger.

Har stærke kvinder noget til fælles? Åh ja. Trangen og kærligheden til viden og større perspektiver, trangen til at forstå verden og dens maskineri, behovet for at forstå og indgå i samarbejde med andre mennesker, forståelse frem for intolerance, samarbejde frem for konflikt, viden frem for uvidenhed, det lange seje træk frem for at give op.

Min bedstemor tog kampen op, og det gjorde min mor også, ligesom mange andre kvinder har gjort det og stadig gør det derude. Det er aldrig for sent, og det er aldrig nok. Kampen kan være i de små ting, i undladelserne. Undlad at tale kvinder ned, undlad at tale dig selv ned. Støt dine med-kvinder, drop kommentarerne om udseende og påklædning, drop nødvendigheden i at leve op til umulige idealer, vær naturlige sammen, støt det ægte, roen, nærværet. Vær mennesker; ikke køn.

Her er ti pragtfulde bøger skrevet af ti pragtfulde kvinder.

Gør din verden lidt større i dag; læs en bog.

Tua Forsström: En aften i oktober roede jeg ud på søen & Optegnelser

Margaret Atwood: Røverbruden

Rupi Kaur: Mælk og honning

Thit Jensen: Den erotiske hamster

Merethe Lindstrøm: Nord

Rakel Haslund-Gjerrild: Alle himlens fugle

Zadie Smith: Swing time

Kate Pankhurst: Fantastiske seje kvinder der forandrede verden

Toni Morrison: Elskede

Emma Glass: Peach

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *