“Blå nætter” er blevet shortlistet til årets Mofibo Awards! 😀
Du kan gå ind og stemme på linket nedenfor og sende den videre til den endelige nominering.
Jeg er så glad og stolt over, at Montepienza-serien er nået så langt og at der er så mange læsere, og jeg håber, du vil være med til at sende den videre 🙂
#superlux #romance #blånætter #mofiboawards #montepienza #bøgerbægerbøger #læsdigglad
For pokker, hvor kan den mand skrive. Det er sådan helt vanvittigt godt, så man bliver svimmel, overvældet og helt ør af litterær lykke. Det er det, jeg taler om, når jeg taler om litteratur. Det er lige her.
Og så er historien også bragende god. Stemningen, lyset, følelserne, fortiden, nutiden og en dunkel anelse om en fremtid. Det gør ondt. Det bliver let. Og så gør det ondt igen.
Vi er i et lille fiskerleje på Island. Vi er omgivet af sorte lavasletter, af urkræfterne, af slægtens tyngde, forventninger og sind, der ønsker sig ud, ud, ud, hvor vingerne slet ikke kan bære.
Ari er hovedpersonen, der har gjort alt for at fortrænge sin fortid, men nu bliver mødt med den, erindring for erindring, og netop nu, hvor hele hans liv er faldet på gulvet og er blevet knust som en uerstattelig nedarvet vase. I Keflavik besøger han fortiden og alt det, der har gjort ham til den, han er. I fødebyen, hvor der ikke findes drømme, håb, idealisme eller fantasi, men hav, jord, fysiske kræfter, liv og død.
Historien er spundet over og af menneskelighed, spundet af følelser, krop og liv. Af tragedie, komedie, glæde og uendelig sårbarhed – alt det, der gør os levende.
I Keflavik lever man af at fange fisk. Man lever ikke af poesi, ikke af politik, af drømme eller kærlighed. Du fanger fisk, ellers er du intet. Og hvad kan man bruge ord til? Stefánsson skriver, at forfattere tror, de kan ændre verden med ord, mens politikere forstår, hvilken magt der er i at bruge ord til egen vinding (løseligt husket citat). Og det er jo netop det, det hele handler om: ordene. Og hvor smukt sammensat de er i denne roman, så de så nænsomt indfanger den islandske sjæl. Livet er, hvad det er. Mennesker kan ikke blive eller gøre mere. De er, som de er. Det afspejles i titlen. Der er en grund til, at fisk ikke har fødder. Det er fordi, man ikke kan gå på vandet. Det er bedst at vide, hvad man er, og hvad man kan.
Alt i alt en pragtfuld og afsindigt velskrevet roman. Jeg er officielt meget stor fan af Stefánsson!
Køb den nu. Køb den her.
Lyttelæst via Mofibo
Indlæst af forfatteren selv
“Den, der lever stille, lever godt,” siger Christinas mor altid. Det er hendes måde at leve på, og det er den måde, hvorpå hun forsøger at opdrage sin datter. Men trods det stille larmer morens kolde bemærkninger betragteligt, når de gang på gang sendes afsted som sylespidse pile direkte mod datterens hjerte.
Kan det være rigtigt, at der findes en mor, der ikke elsker sit barn? Det virker umiddelbart ufatteligt, umuligt, men jo, trods tabu er det faktisk noget, der ind imellem sker. Og måske er det også tilfældet i Leonora Christinas liv.
Christina bliver til Leonora i den selvbiografiske fortælling Den, der lever stille. Og Leonora nægter at leve stille, men trods alt det rebelske, alt det forbudte og alt det selvstændige, hun opnår, længes hun gennem hele livet stadig efter sin mors kærlighed. Eller i det mindste en forklaring på dens fravær. En forklaring, som hun aldrig får.
Fortællingen starter ved moderens død og bevæger sig frem og tilbage i tiden herfra. Med et farverigt og billedtungt sprog fortæller Leonora Christina Skov om sin opvækst, sin kamp mod forældrenes forstokkede stilstand og sine selvstændige beslutninger, der ledte til det liv, hun altid ønskede sig, men også til det endelige tab af drømmen om forældre, der kunne forstå og rumme.
Det, der overraskede mig mest ved bogen, var, at det var så nemt at trække tråde til mit eget liv trods det, at jeg voksede op med kærlige og rummelige forældre: Kulden i folkeskolen, det at være anderledes, valget af litteraturstudiet, valget af en kvinde fremfor mænd og mest af alt den voldsomme kærlighed til litteratur, til at skrive og læse.
Og derfor mener jeg også, at bogen er relevant på så mange planer. Det handler ikke om det at være lesbisk, det handler ikke om at være anderledes på den måde. Nej, det handler om at vælge sin egen vej og stå ved den. Og det handler om, hvad forældres manglende kærlighed og forståelse gør ved et barn. Og netop det er så vigtigt. Netop det er hele omdrejningspunktet. Det er ikke skandale, det er ikke sladder, det er ikke sensation. Det er en piges sønderrivende kamp for at opnå sin mors kærlighed, som burde være givet uforbeholdent.
Men udover kernetemaet er der mange vigtige elementer i fortællingen: Feminisme, ligestilling, psykisk sygdom, tolerance og den evige kamp mod fordomme.
At bogen er indlæst af forfatteren selv giver en ekstra dimension til teksten. Trykket ligger altid de rigtige steder, dialogerne er gengivet, som de er oplevet. Kulden og varmen skifter præcis, som de skal. Det burde være tilfældet noget oftere, især ved selvbiografier.
Det er en stærk bog, der uden tvivl vil hjælpe mange igennem lignende problemstillinger, men selv uden problemer er den værd at læse alene for dens fortællerstemme, der på ganske vidunderlig vis gengiver et liv, der er vel levet.
Køb den her!
Forlaget Gyldendal, 2018
Lyttelæst via Mofibo
Oplæst af Thomas Leth Rasmussen
Da jeg var helt ung, knap ude af folkeskolen, en drømmer svævende et godt stykke over den satte muld, drømte jeg om at rejse jorden rundt, jeg drømte om store, gamle træskibe med master og knirkende træværk, om skumsprøjt, fjerne kyster, eventyr og et liv, der fik hjertet til at banke og sjælen til at skrige af fryd. Jeg ville sejle på Kon-Tiki, tage på togt med Nordkaperen, sidde på fjerne strande og lave mad over bål og skrive historier sammen med Ib Michael. Jeg ville bygge skoler i Sydamerika, brønde i Afrika, se hele verden, redde hele verden og aldrig, aldrig blive sat.
Det blev lidt anderledes, mit liv, men nu har jeg netop mødt mit unge selv igen, og den gamle, velkendte og voldsomme udlængsel er genvakt med lyttelæsningen af min gamle rejsekammerat (i fantasien) Troels Kløvedal.
Bogen er hans livshistorie såvel som hans tanker og meninger om livet generelt. Det er et fantastisk cv, men også en beskrivelse af, hvordan hans liv blev som det blev, og ikke mindst hvordan han nu ser tilbage på det hele, mens det langsomt nærmer sig en slutning.
Det er ikke de store, svungne sætninger eller ord, der præger fortællingen, men den er gennemsyret af det samme stof som skabte eventyret i Kløvedals liv, og det smitter. Det er en helt bestemt form for gå-på-mod, styrke og positiv attitude, som de fleste af os godt kunne bruge en ekstra dose af, og det er en hilsen til 68-generationen, som gik på barrikaderne for at skabe frihed til os, der fulgte efter.
Fortællingen er levende i al sin enkelhed, den vibrerer med bølgegang, Grækenlands lys, store eventyr, den gode litteratur og kollektivernes udødelige sammenhold. Den er glæde, livsglæde, og det smitter betragteligt.
Indlæsningen af Thomas Leth Rasmussen er også smittende glad, og det er tydeligt at høre samme begejstring i stemmen som i skriften.
Hatten af for Troels, for et liv, der er levet til bristepunktet og for den besked, han sender videre her: Friheden er din. Tag den nu og lev dit liv.
Og hvis I nu vil have mig undskyldt, så pakker jeg vadsækken og stikker (langt om længe) til søs.
P.S.: Kære Troels. Hvis du læser dette, så tak for drømmene, og der er altså nogle litteraturstuderende, der læser rigtigt, rigtigt mange bøger bare fordi 😉
Forlaget Rosinante, 2017
Via Mofibo
Indlæst af Bent Otto Hansen (yderst behagelig indlæsning)
En lyttelæsning af Jesper Wung Suns biografi En anden gren er en stærk oplevelse. En anden gren er en biografi, der virkelig kryber under huden på dig. I kernen finder du en stærk kærlighedshistorie, omkring den finder du en fortælling af vores europæiske historie, en fortælling om vores samfund, hvis skræmmende holdning til “fremmede” mennesker er ligeså vedkommende nu, som den var i 1902.
Lige fra begyndelsen er hovedpersonerne San og Ingeborg stærke, dybe og enormt velskrevne. Deres møde er uundgåeligt, men deres skæbne er uforudsigelig lige til slut. Og gribende …
Der var ikke meget latter i historien, faktisk ingen, men der var spandevis af tårer. Og der er en fortælling om en kamp for kærlighed som kræver uhyggeligt store ofre, en fortælling om en verden, der ikke giver plads til forskellighed, en verden, hvis indsnævrethed og intolerance er kvalmefremkaldende. Det gør historien ekstremt vedkommende netop nu.
Hvis jeg partout skal finde et enkelt kritikpunkt må det være, at fortællingen enkelte steder synes noget langtrukken med passager, der måske med fordel kunne være udeladt, men det spolerer ikke historien. Overhovedet.
Mødet mellem kulturer, både det indre mellem San og Ingeborg, og det ydre, bedst portrætteret i udstillingen i Tivoli, er virkelig godt beskrevet med både realisme og empati. Alle karakterer, både hovedpersoner og antagonister har dybde og et solidt fodfæste i virkeligheden, så ingen virker karikerede eller ensidige, og det giver dig kun lyst til at læse mere.
Sproget er betagende, farverigt, malende og medrivende. De Gyldne Laurbær er yderst velfortjente.
Kort sagt er En anden gren noget nær et must-read. Køb den her.
Bechs Forlag, 2014
Lydbog på Mofibo
Indlæst af Torben Sekov
Trives ej længere her er en genudgivelse. Romanen udkom oprindeligt i 1960, hvor den blev smukt modtaget. Sidenhen er den gået lidt i glemslen, hvilket er synd. Jeg har lyttelæst den på Mofibo, som jeg (også) elsker for også at føre “smal” litteratur som dette.
Jeg læste Chinua Achebes første roman Alt falder fra hinanden i forbindelse med mit studie, men selvom den var en del af pensum, var jeg voldsomt begejstret for den. Trives ej længere her er Achebes anden roman, og den har tråde til den første, omhandler samme tema og hovedpersonen er barnebarn af hovedpersonen fra den første roman.
Achebe skriver virkeligt godt, og hans romaner er en fantastisk indgangsvinkel til vilkårene, kulturen, historien og livet i Nigeria i årene, hvor de opnåede selvstændighed.
I målestokken for virkelig god litteratur er Achebes toer i mine øjne dog ikke ligeså god som etteren, i hvert fald greb den mig ikke på samme måde. Den har ikke samme gribende fortælling, samme poetiske sprog, men det betyder dog ikke, at den ikke er vigtig, for det er den. Hvis vi taler om litteratur, der har noget på hjerte og som gør en forskel, så taler vi også om Achebe. Migrantlitteraturen er stadig ekstremt vigtig, måske endda vigtigere nu end nogensinde før i vores verden med den voldsomme, dybere splittelse henover årtusinders kulturkløft, der er ved at udvikle sig.
Trives ej længere her handler om Obi Okonkwo, som er blevet udvalgt til at uddanne sig i England med det formål at vende retur til sin fødeby og hjælpe i administrationen. Obi er meget retskaffen, moralsk og fast besluttet på at udrydde traditionen med bestikkelse i sit hjemland. Henover tid går det dog op for ham, at det ikke er så nemt endda, og han må indse, at han ikke kan stå imod. Derudover tumler han med ulykkelig, umulig kærlighed, en familie, der ikke længere kan forstå ham, og det ender (hvor det begynder in media res) med en retssag grundet korruption.
Achebes sprog er klart, let og tit smykket med en underfundig humor, der tegner smil mellem linjerne. Læs den for at forstå splittelse, for at forstå, hvordan man kan stå mellem kulturer og læs den for at forstå, hvad manglende tolerance kan føre til.
Køb den her
Batzer & Co, 2012, Mofibos lydbogversion
Indtalt af Dan Schlosser
Med mit elskede Mofibo har jeg lyttelæst Eugen Ruges I tider med aftagende lys. Det er historien om fire generationer og deres oplevelser henover Europas store, historiske begivenheder, kommunisme, livet i DDR og de interne stridigheder og konflikter i familien. Mens den ældste generation helt igennem er kommunister, går det langsomt tilbage med begejstringen for styret gennem de yngre generationer.
Historiens centrale punkt er Vilhelms halvfemsårs fødselsdag, som vi får fortalt gennem flere forskellige personers synsvinkler, hvilket så fint viser, hvordan de forskellige karakterer oplever deres fælles virkelighed. Den yngste generation er repræsenteret ved oldebarnet Markus, som hellere vil drikke, ryge hash og gå i byen end tænke i uddannelse, fædreland og politik. Han kan slet ikke forstå de ældre generationer, som for ham befinder sig i en helt anden virkelighed.
Historien springer frem og tilbage i tid alt efter personerne, som hver især får lov at fortælle deres syn på livet. Tidsmæssigt foregår fortællingen mellem 1950’erne og 2001 og spænder geografisk fra Mexico til Rusland. Det centrale er ikke DDR’s historie, men følelsen af DDR og det liv, det skabte for familien.
Eugen Ruge skriver fantastisk godt, og han formår at lade alle de forskellige personligheder træde frem i fuldt flor. Tiltrods for deres forskelligheder, får de alle ret: Ingen virker mere fremtrædende end andre eller mere retfærdiggjort end andre.
Historien er ligeledes både tåre- og latterfremkaldende, til tider virkelig komisk, men også med en kæmpe bagkant af de virkelige tragedier, der er i bagagen i vores europæiske historier.
Alt i alt en virkeligt fremragende fortælling, der kan købes her.
Politikens Forlag, 2016
Vi har købt hus, min familie og jeg, og de sidste mange dage har jeg tilbragt med at skrabe og dampe tapet af væggene. Til dem, der aldrig har prøvet dette, kan jeg kun sige: Lad være. Gør det aldrig.
For at dæmpe smerten ved det katastrofalt kedelige arbejde havde jeg selvfølgelig Mofibo i ørerne. Og bogen var Jean-Paul Didierlaurents Læseren i morgentoget. Jeg har ikke tidligere læst Didierlaurent, men det bliver bestemt ikke vores sidste møde.
Bogen er en lille sag på kun nogle få timer. Det var derfor en kort, men absolut stor fornøjelse. I bogen møder vi Guylain Vignolles, som lever af at makulere bøger på en fabrik. Til formålet findes den kæmpestore, forslugne maskine Zerstor, som forvandler levende fortællinger til en grå masse. Guylains eneste fornøjelse i livet er at redde de få, løsrevne sider, som Zerstor ikke får slugt. Disse sider gemmer han møjsommeligt i en mappe med trækpapir, og når de er tørre og klar, læser han dem op for sine medpendlere i morgentoget.
Charmen i fortællingen er de fantastiske, farvestrålende karakterer, som forfatteren har fået skabt: chefen på fabrikken, de gamle, blåhårede damer Monique og Josette, den stakkels Guiseppe, der mistede sine ben til Zerstor, og nu forsøger at få dem tilbage ved at indsamle alle de bøger, der blev trykt af den genbrugsmasse, som benene blev til (!), perfekt navngivet: Haver og køkkenhaver før i tiden. Og så er der selvfølgelig kvinden, som Guylain forelsker sig i: “tissekonen” Julie, som han lærer at kende gennem et tabt USB-stik med hendes notater om livet.
Jeg skal ikke afsløre mere af plottet, som i sig selv ikke er dybt, men heller ikke fortællingens bærende element, men blot opfordre alle litteraturelskere til at læse eller lytte til denne fortælling. Den er så fin og ligeså forslugen som Zerstor selv.
Køb den her
Forlaget Modtryk, 2015
Ved hjælp af mit elskede Mofibo har jeg henover busture, rengøringsrunder, hundeluftning og løbeture læst “7 satans lange dage” af Jonathan Tropper. I min nuværende læsestak er det en ret anderledes bog, der tiltrods for, at den indeholder en del tragedier, er skrevet komisk og får dig til at grine højt flere gange. Sproget er let og løftende, karaktererne er dybe og velbeskrevne, og til trods for en let træg start kommer der snart godt gang i fortællingen.
Hovedpersonen, Judd, får besked om sin fars død på et uheldigt tidspunkt i sit liv, hvor han kæmper med en masse andet. Han føler sig fremmedgjort i forhold til sin familie, og da det bliver klart, at hans far har bedt familien sidde shiva i syv dage ved hans død, bliver det hele endnu værre. Hvordan skal han kunne holde sin familie ud i en hel uge?
Konflikterne og kontrasterne er massive, og de syv dage i moderens hus bliver et sammensurium af sex, vold, gamle konflikter, skænderier og kampe, der nok skulle være taget for mange år siden. De forskellige personers historier foldes ud og flettes sammen på magisk vis. Humoren er tilstede hele vejen igennem, men den fordriver ikke helt alvoren i konflikterne, og det er en flot tosomhed af alvor og grin, der bærer historien oppe.
Uden at lave spoilers og afsløre andet om handlingen vil jeg blot anbefale denne bog til alle, der elsker en god fortælling med både grin og gråd.
Køb den her: Jonathan Tropper: 7 satans lange dage
© 2024 Louise H. A. Trankjær
Tema af Anders Noren — Op ↑
