Georgi Gospodinov: Blinde Vajsja

Anmeldereksemplar fra forlaget
Jensen & Dalgaard, 2018

At læse god litteratur gør dig ikke bare klogere, det forstærker også din empatiske evne, det gør dig mindre stresset, mere tolerant, øger din forståelse for de større sammenhænge og så er det endda også en behagelig og underholdende beskæftigelse!

Herhjemme starter vi tidligt, så det bogstaveligt talt kommer ind med modermælken. Loui Mio og jeg har netop færdiglæst Georgi Gospodinovs novellesamling Blinde Vajsja og andre historier.

Gospodinov er en magiker og en opfinder af sprog. Han springer, dykker og slår kolbøtter, når han skriver, summer rundt, lander og sætter af, og det kan være lidt af en kunst at følge hans associationer og trapezhop, når han først er igang.

Og det gør det så enormt spændende at læse hans værker. Krummelurerne i sætningerne får det til at slå gnister i nervebanerne og skaber nye veje i hjernen, og du kan mærke horisonterne i din verden udvide sig. Det ændrer noget, denne læsning, og så er det en sand fornøjelse.

Gospodinovs historier er dybe og let saltede med en dyster og samfundskritisk ironi, der skaber undertoner for det trænede øre igennem alle historierne. Han skaber en hel verden, hvorefter han zoomer ind på de mindste detaljer, og han fører en mesterlig pen.

Carla fra Lissabon levede over tre sider i min roman. Hun var pludselig dukket op på side 75, og på side 77 forsvandt hun lige så pludseligt. Der findes den slags kvinder, hvis samlede personkarakteristik er udtømt med, at de forsvinder.

Hvis du ikke har læst Gospodinov, eller hvis du er ligeså vild med ham og hans helt særlige stemme, som jeg er, så kan du lige nå at bestille en som en sidste hurtig julegave. Du vil ikke fortryde det!

Køb den her. Læs den, før den flyver væk.

2 thoughts on “Georgi Gospodinov: Blinde Vajsja”

  1. Glæder mig til at læse…
    Gospodinov en af den slags der er så gode, at de er “farlige”: Inspiration KAN blive lidt for tydelig / overtagende egen stil…
    (Btw: Kan du ikke sætte en simpel “Like” på til andre WP-bloggere?)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *