Bogen er sponsoreret af forlaget
Oversætter: Amalie Harder Hesel og Thomas Harder
Forlag: Jensen & Dalgaard I/S
Udgave: 1
ISBN: 9788771513950
Sprog: Dansk
Originalsprog: Italiensk
Originaltitel: Il Rinomato Catalogo Walker & Dawn
Sider: 360
Udgivelsesdato: 22-10-2019
Format: Indbundet
Jeg læste denne bog højt for Emily og Eliot, og jeg må nok indrømme, at selvom de er vildt begejstrede for den, så er jeg nok endnu mere begejstret. Det er rigtig længe siden, at jeg har læst en bog højt for børnene, hvor spændingen fik mig til at hoppe i sofaen på linje med dem, og jeg måtte gang på gang stoppe mig selv i at læse videre, når de var puttet. Det her er altså en voldsomt spændende, vanvittigt velskrevet og enormt gribende historie. Bum! Så er det sagt.
Og så er denne udgivelse så smuk! De detaljerige og skønne illustrationer fortsætter hele vejen igennem bogen, og det er fantastisk for en litteraturelsker, når der er kræset så meget for udtrykket i en bog.
Selve historien om de fire børn Julie, Tit, Te Trois og Eddie, sender nostalgiske hilsner til historier fra vores bedsteforældres barndom med Oliver Twist, Huckleberry Finn og lignende skønne klassikere. Vi befinder os i Louisianas bayou i starten af 1900, og her lever børn under barske vilkår (som kræver et par samtaler i løbet af højtlæsningen: Hvorfor ryger børn? Bliver de slået? Må de godt drikke alkohol?)
Mens de fisker i bayouen ved deres hemmelige hule, som de alle fire søger til for at undslippe hårde hænder, ensomhed og tunge pligter, finder de fire børn tre dollars i en gammel konservesdåse, en ægte formue. De ender med at bruge pengene på at bestille en pistol fra Walker & Dawns berømte postordrekatalog, men i stedet for pistolen ankommer et gammel, skrammet lommeur … og så tager historien fart. Historien fortælles skiftevis af de fire børn med hver deres stemme og virkelighed, hvilket tilføjer universet en endnu stærkere klang.
Jeg er virkelig vild med denne bog, sådan helt ud i fingerspidserne og de litterære nerveender, og jeg kan kun sige: Læs den, læs den, læs den. Den besidder den sjældne, men klassikerskabende magi på linje med Narnia, Mio, min Mio og Den uendelige historie. Historier, der aldrig igen forlader dig, men vil være med dig til verdens ende.