Oversætter: Henrik Andersen
Forlag: People’sPress
Udgave: 1
ISBN: 9788770361811
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Sider: 466
Udgivelsesdato: 22-08-2019
Format: Indbundet
Indimellem falder jeg for de stort markedsførte romaner, det indrømmer jeg, selvom jeg oftere er typen, der render rundt ved de bagerste hylder med de sjældne perler fra mindre forlag og glemte udgivelser, som er så yderst værdige til omtale.
Nogle gange går det godt med marketinggiganterne, andre gange knap så godt. I dette tilfælde var det dog en positiv oplevelse, da jeg fik stukket En helt normal familie i muleposen med de andre bogindkøb.
Som titlen afslører handler bogen om en helt normal familie med mor, far og teenagedatter. Plottet er opklaringen af et mord, som familiens datter bliver anklaget for at have begået. Bogen er inddelt i tre dele, en for hvert familiemedlem, og den begynder med faren, byens præst. Fortællingerne fra de tre optrevler langsomt, hvad der rent faktisk skete den aften, da manden blev dræbt, og samtidig fremviser de, hvordan den helt normale familie er gået i opløsning.
Bogen er en vaskeægte pageturner, hvor du ikke kan regne ud, hvad der sker, og derfor sluger siderne i rasende fart for at finde ud af, hvad der skete. Det er spændende, og det er fastholdende, og det er alt i alt en helt okay fortælling, hvor spænding og plot har førersædet fremfor sprog. Samtidig har bogen meget at sige om det at være en familie, at være menneske, der vil gøre alt for et andet menneske, og om, hvor grueligt galt det kan gå, selvom man er helt normal.