Ja, altså, hvis du ikke har andet planlagt end lidt tilfældigt tv-kiggeri eller et slag Ludo med katten, så kom ned på Kulturhuset Industrien i Aarup kl. 19:00 og hør mig fortælle om mit liv i litteraturen, mit liv med bøger, blomster og børn.
Jeg fortæller om, hvordan jeg voksede op med bøger, selv begyndte at skrive, uddannede mig i litteratur og begyndte at arbejde professionelt som redaktør og oversætter.
Skal vi ses til Bogforum?
Jeg er så småt i gang med at planlægge mine dage på Bogforum, hvor jeg så frygteligt gerne vil nå at hilse på alle mine kollegaer, nye og gamle klienter og eksterne samarbejdspartnere.
For at få det hele til at gå op, tror jeg, at jeg er nødt til at ty til en liste med faste aftaler 😅
Så smid mig en besked, hvis du gerne vil ses til en kop kaffe eller noget, og så lad os fastsætte tid og sted, så vi når det.
Jeg glæder mig helt vanvittigt 💃🏻
Om en måned har du mulighed for at høre mig fortælle om mit liv i litteraturen, mine bøger, mine tanker om bøger og om, hvordan jeg kom frem til at være, hvor jeg er i dag.
Bøger, blomster og børn <3
Det er d. 27/10 kl. 19:00 på Industrien i Aarup
Husk at bestille din billet!
Jeg ejer ikke en fodboldtrøje :-O Men i dagens anledning fik jeg lov at låne en af Eliot, og her er vi så i vores fodboldtrøjer! Vær med og støt en god sag!
<3 <3 <3
Fodboldtrøjefredag er Børnecancerfondens årlige indsamlingsdag
Træk i din favorit fodboldtrøje fredag den 24. september, og vær med til en sjov dag, hvor alle kan være med.
Men det er ikke kun sjov. Dagen handler om at samle ind til de 500-600 børn, der hvert år er i aktiv behandling for børnekræft.
Fodboldtrøjefredag er skabt i samarbejde med Danske Spil.
Donér et valgfrit beløb på
MobilePay 201717
Tag en fodboldtrøje på og del en selfie med
Tag på arbejde/studie/hjemme i trøjen
d. 24. september
SMS “TRØJE” til 1217
så støtter du børn med kræft med 150 kr.
MobilePay til 201717
så støtter du børn med kræft med et valgfrit beløb
Bank 4183/4300891543
Husk at skrive ”FodboldtrøjeFredag” i overførslen
Jeg har glædet mig så meget til at dele det her med jer.
For lidt mere end et år siden modtog jeg et telefonopkald fra Søren Byder. Han havde skrevet en selvbiografi for flere år siden, da hans liv ændrede sig totalt. Han var stødt på skrivforlivet.dk på nettet, og nu ville han gerne have min hjælp til at redigere bogen, før vi fandt et forlag til den.
Søren og jeg har knoklet lige siden, og nu ser de nogen-og-tres .rtf-filer lidt anderledes ud og er blevet til en fantastisk autofiktiv roman om en livskrise, der ændrer alt for en mand. Det er fantastisk at arbejde så intenst med en historie, at skrive i mellemrummet mellem fakta og fiktion og digte i en andens livshistorie, så man til sidst kender det menneske som sig selv.
Jeg er så glad og så stolt. Det har været så givende og spændende at samarbejde med Søren om at skrive denne bog, og jeg glæder mig voldsomt til at fejre udgivelsen med masser af champagne til efteråret.
Forlaget Brændpunkt er de heldige mennesker, der får lov at udgive bogen. Og de har fået den til at se brandgodt ud!
I dag drager min bog ud på sin helt egen rejse, hvor den skal hjem og besøge syv* nysgerrige læsere. Jeg har pakket den godt ned sammen med lidt lækkerier, og jeg bliver helt vemodig ved tanken om det eventyr, den har været, og det eventyr, den endnu vil byde på.
Som nogle af jer måske ved, begyndte min og Enilias historie for cirka sytten år siden. Jeg har skrevet romaner både før og siden, men Syvstjernesagaen er noget ganske særligt stadig væk. Historien fulgte mig gennem en vild del af mit liv, hvor jeg prøvede mig selv af i verden, fandt mit eget ståsted og oplevede en masse personlige eventyr, som nu er en del af den, jeg er. Ligesom Enilia er en ung kvinde, der skal ud og finde sig selv i Syvstjernesagaen, var den periode af mit liv også en periode, hvor jeg prøvede til og fandt mig selv.
For mange er de første år i tyverne en vanskelig, men spændende tid. Det er da, at hver dag er knitrende ny og fyldt med muligheder. Man møder nye mennesker hele tiden, flytter rundt, uddanner sig, skifter jobs eller kærester og går fra at være ung til at være voksen sådan rigtigt. Man er ikke længere teenager, og man skal finde ud at passe ind i den identitet, hvor man forventes at kunne tage ansvar og egne beslutninger. Verden er stadig eventyrlig og funklende. Man har stadig al tid foran sig.
Enilia begynder sin rejse i Tinby, hun er for første gang hele alene i Laru (verden), og hun skal forholde sig, ikke bare til andre mennesker og ainatunari, men til sig på en helt ny måde, nemlig i forhold til andre, der anerkender hende som en ung og selvstændig voksen. Hun har ingen erfaring med forhold til andre, hverken venner eller partnere grunden isolationen med Marian og Elior i Tinby, og det kaster hende i nogle voldsomme følelser, da hun har tilbragt hele sin ungdom med at føle sig udenfor og mindre værd. Og netop følelsen af mindreværd er en, som mange kan relatere til, og jeg håber, at Enilias historie og erfaringer kan give andre en af følges med på rejsen gennem sig selv frem mod at finde fodfæste i en stormfuld verden. At føle sig mindre værd eller udenfor er en af de hårdeste følelser for et menneske, og det er voldsomt svært at komme igennem. Det kan både Enilia og jeg skrive under på. Enilia bevæger sig mod krigen mod mørket, men samtidig er hun i krig med sig selv og tankerne om, at hun ikke er god nok, og hun er ude af stand til at tage imod andres kærlighed og tillid. Og hvad betyder det for en ung jani?
Igennem Syvstjernesagaen modnes og vokser Enilia, og det gør alle vi andre også. Vi lærer og erfarer, slår os på verden og kommer på benene igen, og det er ikke usædvanligt, at livet giver nogle gevaldige knubs. Vi lærer at værdsætte vores familie og venner, vi lærer at værdsætte os selv. Og netop det sidste er så uendeligt betydningsfuldt, for hvis du ikke kan elske dig selv, kan du heller ikke mærke andres kærlighed eller værdsætte den. Det er en vigtig rejse, en kamp mod mørket i sig selv, en rejse mod lyset.
Enilia og jeg voksede sammen i vores tidlige tyvere. Jeg husker hende så tydeligt, og ind imellem savner jeg hende og den vilde, turbulente tid, hvor bølgerne gik højt hver eneste dag, og alting gnistrede af magi og muligheder, også selvom det gjorde ondt med mellemrum. Enilia voksede op, og det samme gjorde jeg, men nogle gange prikker hun stadig til mig med latter i blikket, og så husker vi det hele sammen i nogle timer over en kop kaffe.
Jeg ønsker Enilia den vildeste, mest eventyrlige, bogrejse, og jeg håber, at I allesammen derude vil følge med og elske hende, som jeg gør det.
* Tallet syv er vigtigt i Syvstjernesagaen. Først og fremmest på grund af den syvtakkede stjerne, som symboliserer lys, liv, magi, jord, luft, ild og vand – de tre magiske og de fire jordiske elementer. Derefter er alt andet med syv også magisk: de syv farver i regnbuen, de syv chakraer, syv i de forskellige religioner, heptomaderne, tallet syv som totaliteten, månens fire faser af syv dage, syv symboler for Buddha, den syvende bølge på havet, osv, osv.
Jeg er datter af en stærk kvinde, som er datter af en stærk kvinde, og jeg håber og tror på, at min datter også bliver en stærk kvinde.
Min bedstemor boede på et lille husmandssted i det yderste vestjylland, hvor hun fødte og opdrog otte børn og stod for hus, mad, høns, have, hjalp til på marken og passede mand og børn fra tidlig morgen til sen aften syv dage om ugen året rundt. Da børnene blev store og flyttede hjemmefra lærte hun sig selv engelsk, arrangerede turen og besøgte sin bror i New Zealand, og da hendes mand døde, og hun flyttede fra gården, lærte hun sig selv at bruge en computer, holdt ugentlige brætspilsdage for nabolagets kvinder og passede børnebørn og senere oldebørn. Min bedstemor elskede og elsker at læse bøger.
Min mor, som var hendes andet barn, trodsede alle omstændigheder og krævede at komme i skole i stedet for ud at tjene, som var normen. Hun kom derfor på efterskole og senere på højskole. I stedet for at gifte sig med en lokal bonde eller fisker, flyttede hun til Fyn, mødte en fyr i afghanerpels og med langt hår og giftede sig med ham, hvorefter de bosatte sig i centrum af Odense. Der uddannede hun sig til socialpædagog, blev senere NLP- og KST-terapeut med egen virksomhed. Min mor elskede og elsker at læse bøger.
Og hun fik mig … 🙂 Fælles for mig og min datter er, at vi elsker at læse bøger.
Har stærke kvinder noget til fælles? Åh ja. Trangen og kærligheden til viden og større perspektiver, trangen til at forstå verden og dens maskineri, behovet for at forstå og indgå i samarbejde med andre mennesker, forståelse frem for intolerance, samarbejde frem for konflikt, viden frem for uvidenhed, det lange seje træk frem for at give op.
Min bedstemor tog kampen op, og det gjorde min mor også, ligesom mange andre kvinder har gjort det og stadig gør det derude. Det er aldrig for sent, og det er aldrig nok. Kampen kan være i de små ting, i undladelserne. Undlad at tale kvinder ned, undlad at tale dig selv ned. Støt dine med-kvinder, drop kommentarerne om udseende og påklædning, drop nødvendigheden i at leve op til umulige idealer, vær naturlige sammen, støt det ægte, roen, nærværet. Vær mennesker; ikke køn.
Her er ti pragtfulde bøger skrevet af ti pragtfulde kvinder.
Gør din verden lidt større i dag; læs en bog.
Tua Forsström: En aften i oktober roede jeg ud på søen & Optegnelser
Thit Jensen: Den erotiske hamster
Rakel Haslund-Gjerrild: Alle himlens fugle
Kate Pankhurst: Fantastiske seje kvinder der forandrede verden
Jeg har været på kæresteweekend med tid til både gåtur i sneen, champagne og lange snakke foran brændeovnen foruden lidt timer til skriveriet. Da jeg kom ned på kontoret i dag, var der to ting, der ramte mig næsten samtidig. Den første var en artikel på Akademikernes A-kasse om mig og mit selvstændige virke, og den anden var en sms-besked, som jeg fik i fredags fra en klient, som jeg netop nu ghostwriter for. Projektet er tophemmeligt, men virkeligt spændende, en omskrivning af erindringer til fiktion. Det er en fantastisk udfordring, da det handler om at danne karakterer ud fra virkelige mennesker og skabe en fiktiv verden ud fra brudstykker og glimt. I fredags fik jeg en SMS fra klienten, da han havde læst det, jeg indtil nu har skrevet, og den ramte mig lige i hjertet.
Som Akademikernes A-kasse har skrevet, så har jeg skabt mit eget drømmejob. Jeg arbejder med det, jeg brænder for, og der er ingen dage, der føles som arbejde. Jeg elsker det, jeg laver, og alle mine opgaver omhandler litteratur, hvad end jeg er redaktør, oversætter, kritiker eller forfatter. Jeg får lov at være litteraturnørd hver dag fra morgen til eftermiddag, og jeg får lov at arbejde med alle aspekter af bøgerne fra idéplan til den endelige trykte udgave. For bare fem år siden kunne jeg ikke have forestillet mig, at jeg ville sidde sådan her i dag og være i stand til at arbejde så intenst med det, jeg elsker, men det lykkedes, og jeg glæder mig over det hver eneste dag.
Som jeg tidligere har skrevet i et blogindlæg, så handler det om at blive ved og ved, aldrig give op, men leve hver dag med det mål, man brænder for. Ud over at jeg nu er i stand til at arbejde med min drøm hver evigt eneste dag og leve af det, så får jeg også så søde og opmuntrende beskeder, så jeg ved, at det jeg laver ikke kun giver mening for mig, men også for dem, som jeg arbejder for. Mine klienter er mine arbejdsgivere på sin vis. De overlader mig deres drøm, deres guld, og har tillid til, at jeg får det bedste frem i deres værk. Det er et kæmpe ansvar, og det betyder alt for mig, når jeg får sådan en respons. Jeg laver aldrig noget halvhjertet, ej heller er der opgaver, som jeg ikke håber, får det liv, som klienten ønsker for det. Litteratur kommer fra sjælen, fra hjertet, og når klienter sender mig deres skriverier, sender de mig deres hjerteblod, og jeg søger altid at give det alt det bedste, jeg har i mig.
Det er mandag. Jeg er træt efter en intens, men skøn, weekend, og jeg sidder igen med fingre, sjæl og øjne på en opgave, som betyder alt for den klient, der har sendt mig den. Jeg er cirka halvvejs, og jeg tror på, at den vil skabe store ringe i vandet, når den kommer ud, som en personlig beretning om et gennemlevet mareridt, der kan ramme enhver, når man mindst venter det. En stærk og barsk personlig fortælling, som fortjener kærlig omsorg. Jeg glæder mig til at se den få liv.
Når jeg er færdig med den, har jeg stadig min ghostwriting og en oversættelse, som jeg skal videre med, samt et par andre små opgaver og så selvfølgelig min egen nye bog. Der er hele tiden en strøm af arbejde, og jeg elsker hvert et sekund af det. Jeg er så taknemmelig for, at jeg kan lave det, jeg gør, og jeg vil sætte et stort hjerte i min kalender i dag, fordi jeg blev mindet om, hvor meget det hele betyder for mig.
Når jeg har tid, hvilket ikke er så ofte, som jeg gerne ville, skriver jeg for øjeblikket på en roman, der involverer viden om at overleve i naturen i Norden. Det er ikke noget, jeg har den største erfaring med (læs: ingen udover en familietelttur med en enkelt overnatning i Sdr. Omme i min barndom), og jeg er derfor nødt til at læse mig til den viden, som jeg har brug for.
Temaet i min nye roman er en øde verden, overlevelse som både fysisk og psykisk disciplin og konceptet at være alene og forladt, nødsaget til at acceptere døden som rejsefælle. Det lyder dystert, og det er det også, men det bliver godt.
Jeg lyttelæser en masse romaner i genren apokalypse/dystopi på min elskede app Nextory, og jeg har også netop læst fagbogen Bushcraft i Norden, som er en ren guldgrube af viden om, hvordan man overlever i naturen på de nordlige breddegrader; hvordan man finder spiselige planter, fanger fisk, tænder bål, laver ly og klarer små skader og nødsituationer. Selvom jeg er typen, der foretrækker sofa, slumretæppe og varm te, så er det tillokkende at tage en tur ud og prøve færdighederne af. Bogen er skrevet af Jesper Hede, og den er så fint struktureret og velskrevet, at jeg må give den mine varmeste anbefalinger, både til dem, der rent faktisk pakker rygsækken (dem er der også råd om i bogen) og tager ud i den nordiske vildmark, og til dem, der ligesom mig researcher og lader fiktive karakterer gennemgå strabadserne, mens jeg spiser Marabou og fletter tæer i hyggesokkerne.
Du kan købe Bushcraft i Norden her. Læs mere om forfatteren her.
Jeg læser også skønlitteratur om overlevelse, nogle gange den fysiske, men også gerne den psykiske, den rent menneskelige overlevelse, det at gennemgå frygtelige ting og alligevel stå på den anden side som et helt menneske, der kan leve og ånde og finde glæde i livet igen, hvilket nogle gange er en større bedrift. I den forbindelse har jeg læst Liselotte Michelsens roman Isfald, som beskriver flere personernes overvindelse af personlige traumer, hvordan de kommer igennem til hinanden og videre hen over den afgrund af sorg og angst indeni, som sidder tilbage efter et traume. Romanen er velskrevet, og især den sidste halvdel er knivskarp på de følelser, der kan lede til et menneskes undergang uden at involvere fysikken. Omend indledningen til den store tur kan virke en smule langtrukken, så vejer slutningen solidt op for det, og de karakterer, der er bygget op med flere spændingsmomenter igennem romanen, bliver foldet helt ud i al deres skrøbelige menneskelighed. Romanens to hovedpersoner tager ud i den arktiske vildmark, hvor naturens barske vilkår fremmaner alt det, de begge har holdt nede. Det er fin og dyb læsning med en overraskende slutning.
Du kan købe Isfald her. Læs mere om forfatteren her.
Nu glæder jeg mig voldsomt til weekenden, hvor jeg skal nyde en sjælden børnefri tid og koncentrere mig om mine egne skriblerier. Jeg er cirka halvvejs med den nye roman, og det er ikke den hurtigste, jeg har skrevet, da det er en af den slags, hvor hver et ord og hver en sætning skal hives op fra dybet. Men jeg ved, at det ender med at være det hele værd, og jeg glæder mig meget til en dag at dele den med jer.
Noget af det allerbedste ved mit job er, når jeg ser mine klienter lykkes med deres drømme.
Karakteren af disse drømme er lige så forskellige som mine klienter; nogle drømmer om at lave en Rowling med verdensomspændende succes og ugudelig rigdom, andre vil bare gerne kunne leve af at skrive og andre igen vil bare gerne kunne holde deres manuskript i hånden i form af en rigtig bog, fordi de har lagt blod, sved og tårer i projektet, og det er deres hjertebarn. Hvad end niveauet er, betyder det meget for mig, når får mailen eller opkaldet: Så lykkedes det …
Sidste skud på stammen er Anne-Kirsten Brønserud, der er udkommet med sin pragtfulde roman om opvækst i 60-70’ernes Danmark. Med sikker pen og skøn stil fortæller hun om flere generationers liv i denne periode med glimt fra både barndom, ungdom og voksenliv i de hårde tider og de gode. Det er en hjertevarm og realistisk fortælling med fokus på menneskets inderste verden og den erfaring, man får med sig igennem livet. Brønserud kom til mig med et stort ønske om at få sin bog udgivet. Den er et rigtigt hjertebarn, som hun har brugt masser af tid og kræfter på, og det kan mærkes i bogens sjæl.
Det er meget forskelligt, hvilken form for hjælp, der er brug for. Nogle forfattere tikker ind med et manus, der er så godt som færdigt, men blot kræver en smule polering eller udeladelse af nogle fyldord, der tynger teksten. Andre er måske kun på idéplan eller helt rå og skal have hjælp til at bygge det hele op. Det er tit sådan, at det fra forfatterens side er svært at se, hvad der er skidt og kanel, når man sidder med sit eget manuskript. Man stirrer sig blind på det, fordi man er så langt inde i personerne og historien, og når man har det hele i hovedet, bliver det svært at skelne det på skrift. Og hvad er det lige, der giver den berømte x-faktor, som gør, at manuskriptet kan komme ud over rampen? Er det sproget, der halter? Strukturen eller gabende plothuller? Mangler karaktererne liv, eller er der passager, der bliver for lange og kedelige?
Jeg bliver så glad, når jeg ser, at et af mine bogbørnebørn er kommet ud som “rigtig bog.” Hver eneste tekst, som jeg arbejder med, kommer under huden på mig og bliver en del af mig, som jeg ikke helt kan slippe igen. Historierne lever videre i mig, og det betyder meget for mig, at de får det liv, som de fortjener. Jeg kalder de manuskripter, jeg har arbejdet med, for mine bogbørnebørn, for det er jo forfatteren, der er forælder. Som bogbedstemor har jeg glæden og kærligheden, men intet af ansvaret. Det er skønt. Jeg er så stolt, når jeg sidder med den færdige bog i hånden; duften af nyt tryk og den fine, endnu ikke kaffeplettede forside. Det giver mit arbejde den ekstra lille sløjfe af glasur og sukkerpynt, som er helt uundværlig.
Tillykke til Anne-Kirsten og alle de andre som lykkes med deres drømme. Giv aldrig op 🙂
© 2024 Louise H. A. Trankjær
Tema af Anders Noren — Op ↑
