‘Tis done!
Den sidste, færdigredigerede udgave af Eliors sang er endegyldigt sendt afsted her til morgen.
(indsæt en regn af konfetti)
Så mangler vi korrektur, forside, kort over Laru og illustration inden september og fantasyfestival. Det er vildt og lækkert.
‘Second star to the right and straight on ’til morning’
Jeg har som altid masser at tage mig til på kælderkontoret med den skønne udsigt. Posten har lige været forbi med et læs nye anmeldereksemplarer, og indbakken er fyldt med ting, jeg skal tænke over og svare på.
Computermaven er rumlende fyldt med spændende manuskripter, der skal oversættes, redigeres, læses og vurderes. Og lige om lidt er det weekend.
Alt imens er “Lysets datter” ved at blive indlæst som lydbog, og “Eliors sang” og en anden spændende nyhed bliver kærligt behandlet hos hver deres redaktør. Jeg skal også se at komme videre med treeren i Syvstjernesagaen. Og så kildrer mine fingre og hjernebølger efter at gå i gang med noget helt nyt.
Jeg gad godt strække denne fredag ud i uendelighed og bare skriveskriveskrive, men inden længe er ungerne hjemme fra skole og børnehave, der skal hygges, krammes og spises snolder, og weekenden forude byder på ukrudtslugning og rengøring. Måske en god, lang løbetur.
Jeg skal have opfundet en tidsstrækker … God weekend derude!
Hvordan er det lige, når man får sit manus tilbage fra redaktøren til runde to?
Reaktioner:
1) Sådan. Der kan ikke være meget at komme efter. Nu skal det bare lige tilrettes, så er det afsted.
2) Læser følgemail. Hm, den er lang …
3) Okay. Det er bare lidt omskrivning. Lad mig se på kommentarerne. Der kan ikke være mange!
4) Okay. Ros, ros … hov, skal der skrives til? Nej, hvorfor vil hun slette det. Jamen, hvorfor skal det uddybes? Det er nok bare lige starten …
5) Okay. Det bliver ved … hvad pokker … Nej, det vil jo tage virkelig lang tid, det der. Hvorfor synes hun det skal laves om?
6) Lukker manus. Venter. Åbner igen. Scroller.
7) Lukker manus.
8) Okay. Jamen, så skal jeg bare lige en uge i sommerhus med Rikke og skrive hele min bog om igen.
Så sidder man der midt i sin vante gænge og er ved at afrunde en fornem oversættelse, da hundene går helt amok i forsøget på at æde GLS-buddet gennem hoveddøren. Han efterlader forskrækket en pakke på trappetrinnet, før han løber i sikkerhed i bilen. Og se lige, hvad han kom med.
Det rører mig dybt, når mine kunder bliver så glade for mit arbejde. Det siger lidt om, hvor dybt det stikker, når man skriver. Det kommer fra hjertets dyb, og det er så vigtigt, at andre også behandler tingene med samme respekt. Når vi skriver, lægger vi vores hjerteblod i andres hænder, i det vi sender det ud.
Udover at jeg er virkelig glad for chokolade (!), fortæller det mig, at jeg har gjort mit arbejde godt, og det betyder allermest. Det er en svær balance at redigere andres arbejde, og når det lykkes, bliver jeg så glad.
Så tak for rosen, kære anonyme kunde. Det betyder virkelig meget. Og nu glæder jeg mig til chokoladen 😀
Mens jeg venter på den sidste finpolering af ‘Eliors sang’, kan jeg godt mærke, at jeg får lidt kildren i maven. Der er sket mange ting, siden jeg skrev den oprindeligt, men stadig lever eventyret i mig næsten lige så stærkt som dengang. Jeg kigger allerede så småt mod treeren (sig det ikke til Josephine, så får hun stress), og jeg glæder mig usigeligt til at dele den med jer. Der sker vilde ting for Enilia og de andre, når vi springer fra toeren til treeren, og jeg kommer til at skulle holde tungen lige i munden, når den skal redigeres, da det jo skal sammenholdes med de ændringer, jeg lavede i de to første.
Hele denne udgivelsesproces er sjov, vild og hård, og så giver det virkelig sommerfugle i hele kroppen, når det pludselig er nærved og næsten at bogen skal ud og deles med jer derude! 😮
#syvstjernesagaen#lysetsdatter#eliorssang#superlux#fantasy#danskfantasy#meredanskfantasy#fantasyserie#litteratur#danskeforfattere#enilia#louisehatrankjær#meredanskfantasy#dklit#author#authorlife#forfatterliv#bookstagram#bogsnak@superluxdk@josephines_skriblerier@danskfantasy
Køerne var ikke helt vågne, da jeg løb forbi dem klokken syv i morges, men nu er de oppe og i gang med fredagsgræsningen. Fem kilometers løb på isslag er knap så sjovt, måtte jeg erkende, men jeg kom i mål til trods for en lettere dårlig tid. Og sådan kan det nogle gange være både godt og dårligt på samme tid.
Det er sjældent, at noget er enten eller. Blandede følelser med mange nuancer, ligesom med anmeldelser og læsere. En bog kan have noget, men mangle noget andet. En god historie, der er dårligt skrevet, eller et forunderligt sprog bundet om en kedelig handling. Eller måske bare noget, der ikke rigtigt griber, fordi man ikke kan relatere til det.
Indenfor de sidste par uger har “Lysets datter” mødt to læsere med hver sin mening. Den ene kunne slet ikke forholde sig til Enilia og syntes, at hendes kamp mod sit lave selvværd og den manglende tillid til andres gode intentioner skabte en karakter, der var utroværdig. Den anden læser fandt bogen tryllebindende. Det er umuligt at falde i alles smag.
Jeg er ikke god til dårlige anmeldelser. Er der nogen, der er det? Det gør ondt, når andre ikke synes, at det, jeg laver, er godt, og jeg skal hale mig selv op hver gang og tale dunder, før jeg kommer på banen igen. Samtidig ved jeg, at med den metier, jeg har valgt, så er det virkelig noget, jeg skal have lært. Der vil altid komme dårlige anmeldelser. Der vil altid være nogen, der ikke ser verden, sådan som jeg ser den, eller elsker det samme, jeg gør.
Og jeg gør det jo selv. Jeg anmelder andres værker, læser, elsker eller hader. Der er ofte bøger, jeg ikke bryder mig om, og derfor lægger hen i min ‘gæstestak’, som er en bunke bøger, mine gæster kan kigge i og tage fra, når de kommer på besøg. (Jeg har planer om et bogskab, der skal stå ude ved vejen. Jeg skal bare lige finde en tømrer.)
Den kritik, jeg har fået på “Lysets datter” bruger jeg konstruktivt, mens jeg redigerer “Eliors sang.” Jeg kan ikke ændre på, at der er nogen, der ikke kan lide Enilia, hun er den, hun er, men der er ting, jeg kan arbejde på, såsom kapitellængde og bedre forklaringer af dimensioner, reinkarnation, hjerte til hjerte-snak og karakterer, som nogle læsere synes mangler scenetid.
Samtidig sidder jeg og skeler forlegent til stakken af bøger, som jeg mangler at anmelde. Jeg lover, det kommer snart. I hvert fald inden den vælter ned fra skrivebordet. Jeg skal være færdig med at redigere, det er førsteprioritet, og så snart det er gjort, skal jeg i gang med den næste storslåede oversættelse for Svane & Bilgrav. Åh, hvor jeg dog elsker deres bøger. De er så fyldt med sjæl og varme, altid med noget vigtigt på hjerte. Det betyder også så meget for mig, når jeg skriver.
Det er fredag, weekenden truer forude, jeg skal til yoga efterfulgt af fredagsfamiliehygge, og lørdag formiddag skal jeg mødes med den skønne venindekollegaforfatter Rikke Alrø, så vi kan planlægge oplæg og foredrag om #stærkekvinder i fantasy. Måske får jeg også sneget lidt arbejde ind. Vi får se.
God weekend derude 🙂
“Eliors sang.” Den længe ventede efterfølger til “Lysets datter” er retur fra redigering, og nu venter det hårde arbejde. Den skal tilpasses de ændringer, jeg lavede i etteren efter tyve års skuffetid, og den skal strammes op på mange punkter, nogle karakterer skal have mere scenetid, nogle mindre, og nogle temaer skal mere frem i lyset. Som med alt hårdt arbejde, er der ikke andet at gøre end at gå i gang og tage det skridt for skridt.
Enilia går endegyldigt mod krigen, den mulige opfyldelse af sagnet om lysets børn. Hun er langt fra Tinbys had og isolation, og hun skal finde sit ståsted der, hvor hun altid har drømt om at være. Hun er splittet i sin kærlighed, splittet mellem at turde eller ikke turde tro, at hun er noget værd. Hun bliver nødt til at tage stilling til, hvem hun ønsker at være. Om hende står Elior, Mevarn, Ebira, Laino, de ældre med al deres ro, og de unge, der ligesom hende frygter krigen. Og når al den gru er ovre, venter endnu mere af det ukendte.
Ja ja, jeg skal nok skynde mig … !
Jeg har tilladt mig selv et par fridage hen over julen, men nu er jeg i gang igen. Jeg har fået manuskripter tilbage fra redaktørerne på de to bøger, der skal udgives i 2022. “Spillet” som jeg har skrevet sammen med Torkild, og næste bog i Syvstjernesagaen “Eliors sang.” Begge skal have en grundig gennemskrivning, og det kræver altså sin kvinde.
Det er slut med pebernødder og julesange, for nu skal der gang i de kreative hjerneceller. Det er et arbejde, som jeg både elsker og hader. Elsker, fordi det er det, jeg brænder for; at skrive, og hader, fordi det er arbejde, der er virkelig krævende. Alt skal hænge sammen, alt skal være perfekt, hvert et ord, hver en sætning, hver en karakter og hele plottet. Der må hverken være for lidt eller for meget, og det er i og for sig sværere end at skrive udkastet til bogen.
Udgivelsen er tæt på set i redigeringstid, men langt væk, når man sidder med næsen i stoffet. Nu skal der bare knokles.
Jeg har fundet mine gamle ringbind med noter, kladder og tegninger frem og er godt i gang med at redigere anden bog i “Syvstjernesagaen”, nemlig Eliors sang. Du kan godt glæde dig.
Jeg har altid foretrukket at skrive noter, tanker, brainstorms, forbindelser, huskesedler og lignende i hånden, og selvom det verdens allersværeste krydsreferencesystem, som tager timer at finde rundt i, så er det sådan et, jeg stadig benytter. Jeg skriver selve historien på skærm, men alt andet er i håndnotesystem. Det ser altså også sejere ud som galleri 😀
Det er en mærkelig rørende proces for mig at arbejde med den historie, som jeg skrev for tyve år siden, da jeg selv var midt i det følelsesmæssige oprør, som min hovedperson Enilia befinder sig i. Hun må kæmpe med karawianere og mørkets væsener udenpå og mod sig selv og sit mindreværd indeni, mens hele verden venter på, at hun opfylder sagnet om lysets børn. Jeg elsker alt ved historien, og jeg elsker den tid, jeg skrev den i, og jeg elsker alt det, som den giver mig nu, og som jeg får at vide derude, at den giver sine læsere. Det betyder alt for mig.
Jeg elsker hende, og jeg elsker den fantastiske historie, som jeg skrev frem i det, der nu føles som et helt andet liv. Og jeg glæder mig usigeligt til at kunne præsentere jer for en trykt version og en udgivelsesdato i den nære fremtid.
Kender jeg for øvrigt en, der kan få sådan nogle hjemmestrikkede verdenskort til at se mere ægte ud?
Jeg har glædet mig så meget til at dele det her med jer.
For lidt mere end et år siden modtog jeg et telefonopkald fra Søren Byder. Han havde skrevet en selvbiografi for flere år siden, da hans liv ændrede sig totalt. Han var stødt på skrivforlivet.dk på nettet, og nu ville han gerne have min hjælp til at redigere bogen, før vi fandt et forlag til den.
Søren og jeg har knoklet lige siden, og nu ser de nogen-og-tres .rtf-filer lidt anderledes ud og er blevet til en fantastisk autofiktiv roman om en livskrise, der ændrer alt for en mand. Det er fantastisk at arbejde så intenst med en historie, at skrive i mellemrummet mellem fakta og fiktion og digte i en andens livshistorie, så man til sidst kender det menneske som sig selv.
Jeg er så glad og så stolt. Det har været så givende og spændende at samarbejde med Søren om at skrive denne bog, og jeg glæder mig voldsomt til at fejre udgivelsen med masser af champagne til efteråret.
Forlaget Brændpunkt er de heldige mennesker, der får lov at udgive bogen. Og de har fået den til at se brandgodt ud!
© 2023 Louise H. A. Trankjær
Tema af Anders Noren — Op ↑
