Midt i flyttekaos, pyjamasweekend og januargråt tog vi en tur i teatret. Ordløst, havde de skrevet om stykket om Kasse-Madsen, og jeg har meget spændt på, hvordan børnene ville reagere på 40 minutter uden et ord. Alle, der kender mine tvillinger ved, at de er uhyrligt glade for ord!
På vej ned af Frederiksgade talte vi om, hvordan man kan vide, hvad der sker uden ord, hvordan man udtrykker følelser f.eks. med ansigtet og hænderne, og hvordan man kan bruge lys og musik til at kommunikere det, man vil.
Kasse-Madsen bjergtog mine snakkeglade tvillinger fra første sekund, og mor blev også revet med. Det var så stemningsfyldt, så veludført og ikke mindst imponerende talende uden ord. Og det var vedkommende i en tid, der er så fortættet indad og bange for alt, der er anderledes og ukendt. Emily især var fyldt til randen med spørgsmål, da vi forlod teatret, og Eliot var selv blevet helt ordløs.
Jeg tog mig selv i at være i gang med en dybere analyse, men smed den væk og lod mig selv glædeligt nøjes med at erindre, at jeg både havde leet og haft en tåre i øjnene, mens jeg så Kasse-Madsen. Jeg glemmer aldrig, hvordan han uden at kigge rakte ud og forsigtig trak den nærmeste kasse ind til sig.