Tag: Carlsen (Side 2 af 2)

Oliver Jeffers: Det vi vil bygge/Benji Davies: Det lille snefnug

Reklame. Bøgerne er sponsoreret af forlaget.
Forlag: CARLSEN
Udgave: 1
ISBN: 9788711986943
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: What We’ll Build
Sider: 48
Udgivelsesdato:15-10-2020
Format: Indbundet
Forlag: CARLSEN
Udgave:1
ISBN: 9788711989258
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel:The Snowflake
Sider: 32
Udgivelsesdato:15-10-2020
Format: Indbundet

Oliver Jeffers og Benji Davies er nogle af tidens helt store børnebogsforfattere. Med en helt særegen poetisk dybde og rene, klare følelser spiller de på hjertestrenge, der indfanger både store og små i historierne.

Deres historier rammer ind i livet og tager fat på emner, der ellers kan være svære at sætte ord på, alt det, der virkelig betyder noget. Derudover er illustrationerne altid forunderligt smukke, hvilket gør, at man tager bogen frem igen og igen.

Det vi vil bygge handler om forældrefølelsen, om de drømme og forestillinger, man har som forælder, når man står med sin baby i armene, alt det liv, der ligger foran, oplevelserne, drømmene, det store, der skal bygges op og leves. Jeffers rammer tonen klokkerent, og det er de helt store følelser, der kommer i spil, mens man læser.

Det lille snefnug sætter ord på længsel og drømme i barnesindet. Med magisk pen indfanger historien den helt specielle følelse, der tegner verden, når barnet ønsker sig noget, der er udenfor både vilje og rækkevidde. Det lille snefnug har også en stemme og et ønske om at nå frem til den lille pige, så de sammen kan opfylde hendes ønske om en hvid jul.

Davies og Jeffers er begge fænomenale til at indfange den barnlige magi, man ønsker sig i oplæsningen: historier, der fanger ind  og sætter sig i blod og sjæl, så de kan bevares for evigt.

Begge bøger vil være perfekte under juletræet til ægte bogelskere.

Gunilla Wolde: Den store Totte- og Lotte-bog

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Forlag: CARLSEN
Udgave: 1
ISBN: 9788711985380
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Originaltitel: Den store Thomas og Emma-boka
Sider: 400
Udgivelsesdato: 19-10-2020
Format: Indbundet

Totte & Lotte var et kæmpehit for tvillingerne, da de var små, og her i samlet og indbundet udgave er den det stadig. Jeg havde forventet, at det var en bog for Loui, der nu er nået toårsalderen og elsker at sidde og få læst højt, men det var faktisk tvillingerne, der fluks snuppede bogen, da den kom ind ad døren. Den er nu grundigt gennemlæst flere omgange, og hvis det lykkes mig at vriste den ud af hænderne på de store, så elsker Loui også, når jeg læser højt fra den.

Totte & Lotte er små, fine historier, enkelt fortalt, sødt illustreret, og det glipper aldrig at indfange små sjæle med de lærerige og søde fortællinger.

Da tvillingerne var små, læste vi tit de små enkeltudgaver om Totte & Lotte for dem. Deres yndling var den, hvor Totte er ved lægen. Vi læste den så tit, at vi endte med et par unger, der, når de skulle tælle, troligt sagde: tretten, fjorten, femten, seksten, kilo, sytten, atten … Vi undrede os over indsætningen af ordet ‘kilo,’ indtil det gik op for os, at der i Totte hos lægen står: Totte vejer seksten kilo. Så ved man, at en historie er læst mange gange!

Hvad enten det er de store selvlæsende tvillinger eller Loui, der kaster sig over den smukke, samlede udgave, så kommer bogen så fint omkring alle de emner, der rører sig i barndommen: at slå sig, at få mindre søskende, at rydde op, at være syg, at lege med andre, forskelle på drenge og piger, at starte i børnehave, etc. Historierne er eviggyldige, lærerige, søde og fængende, og de går rent ind i små børnesind, som prøver at indfange og forstå den verden, vi lever i.

Denne nye, smukt indbundne udgave har fundet et godt hjem hos os og er allerede læst mange gange. De varmeste anbefalinger fra alle os.

Tove Janssons mumitrolde

Reklame. Bøgerne er sponsoreret af forlaget.

Vi elsker mumitroldene. De har været en fast del af oplæsningen her i huset, siden tvillingerne var helt små, og de bliver stadig læst nu, hvor de er ni, og nu er Loui også kommet med på bølgen. Det gør mig altid nostalgisk at læse noget, som jeg husker fra min egen barndom, noget, som mine forældre gav til mig, og der er altså noget helt specielt ved Tove Janssons mumitrolde.

De fleste på min alder husker nok afsnittene i børnetimen, den mystiske stemning, lidt uhyggeligt, men samtidig trygt og rart. Tove Jansson skabte en helt egen verden, noget, der lever på tværs af generationer, og det er ikke alle forfattere, der formår at indfange den særlige magi, der kan gøre det.

Tove Jansson debuterede med mumitroldene helt tilbage i 1945. Som illustrator og forfatter kreerede hun det særegne væsen og fortalte deres verden og historie. Du kan læse mere om Jansson her og se flere af hendes udgivelser her.

Nedenstående udgivelser fra Carlsen er gendigtede og genfortolkede som billedbøger, og de er så fine. De indfangede både rastløse, iPadhungrende niårige og en næsten toårig, hvis opmærksomhed ellers er svært fastholdt. De skønne tegninger og dybsindige historier begejstrer stadig, og mumitroldene opnår kærlighed fra endnu en generation, hvis hjerter nås med den helt specielle magi, som Jansson skabte.

Lær ord med mumitroldene og Hvad sker der så er helt perfekte til en læsestund med lille Loui, som for hver ny dag udvider sit ordforråd (selvom det stadig oftest er ja, nej, gik (kiks), gop (kop), graktor (traktor) og brøøøøl). Havorkestret og Hvem skal trøste Knytten var mere til tvillingerne, som forsvandt helt ind i historien.

Fantastiske bøger som stadig begejstrer og nok aldrig går af mode.

Forlag: CARLSEN
Udgave: 1
ISBN: 9788711981696
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Originaltitel: Mumintrollen Och Havorkestern
Sider: 40
Udgivelsesdato: 28-08-2020
Format: Indbundet
Oversætter: Lene Ewald Hesel
Forlag: CARLSEN
Udgave: 1
ISBN: 9788711985410
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Originaltitel: Muumien ISO kuvasanakirja
Sider: 80
Udgivelsesdato: 12-08-2020
Format: Indbundet
Oversætter: Cecilie Louise Andersson
Forlag: CARLSEN
Udgave: 1
ISBN: 9788711981078
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Sider: 40
Udgivelsesdato: 01-09-2020
Format: Indbundet
Oversætter: Marianne Iben Hansen
Forlag: CARLSEN
Udgave: 1
ISBN: 9788711981061
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Sider: 40
Udgivelsesdato: 01-09-2020
Format: Indbundet
Oversætter: Marianne Iben Hansen

Sebastian Klein: Sebastians store quiz om dyr 2

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Forlag: CARLSEN
Udgave: 1
ISBN: 9788711984772
Sprog: Dansk
Sider: 220
Udgivelsesdato: 04-06-2020
Format: Indbundet

 

Vi er fans af Sebastian Klein her i huset, og vi har læst og genlæst hans dyrebøger flere gange med efterfølgende snak og quiz. Det var derfor med stor glæde, at vi modtog efterfølgeren til den store quiz om dyr. Her er 1000 nye spørgsmål og sjove facts om alverdens dyr, og det giver mange timers hygge med ungerne.

Især Emily kan fordybe sig i dyrebøgerne i timevis, og hun har troligt fulgt os rundt i huset med quizbogen i hænderne og stillet os spørgsmål om blækspruttearme og hyænepletter, mens vi forsøgte at koncentrere os om madlavning og tøjvask.

Sebastians store quiz om dyr 2 breder sig ud over spørgsmål i kategorier som “Dyr i logoer”, “Dyr i film” og “Dyr i sange”, og der går hurtigt sport i at svare, så man bliver den klogeste i familien. Som med de andre bøger i serien er det en flot og indholdsrig bog, der lægger op til timevis af sjov og hygge, og der er rigeligt med spørgsmål til hele den lange sommerferie.

 

Oliver Jeffers: En fabel om Fausto

Bogen er sponsoreret af forlaget
Forlag: Carlsen
Udgave: 1
ISBN: 9788711980477
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: The Fate of Fausto
Sider: 96
Udgivelsesdato: 03-03-2020
Format: Indbundet

“Jeg stamper løs og knytter min næve.”

Hvordan kan man eje verden? Hvordan kan man være herre over dyr, blomster og bjerge? Og hvad får man overhovedet ud af at kunne kalde sig herre over noget? Det store spørgsmål bliver stillet og besvaret i denne skønne bog.

Fortællingen er enkel, men dyb og sigende, og de malede illustrationer er underskønne. Bogen indeholder alt det som man kan ønske sig af en illustreret børnebog – en velskrevet historie med noget på hjerte og virkelig smukke illustrationer som indfanger børnenes interesse.

Det handler om menneskets ubetydeligehed set i forhold til naturen, og om hvor lidt ejendom betyder i den evige cyklus af liv og død. Det virker måske stort for en børnebog, men Oliver Jeffers formår at gøre det virkelig vedkommende i børnehøjde.

Om bogen siger Eliot: “Fausto er godt nok dum!” og Emily siger: “Den er virkelig smuk.”

God læselyst!

Peter Madsen & Henning Kure: Samlede Valhalla

Kassetten er sponsoreret af Bog & idé
Forlag: Carlsen
Udgave: 1
ISBN: 9788711918579
Sprog: Dansk
Originaltitel: Valhalla kassette 1500 ex.
Udgivelsesdato: 04-10-2019
Format: Indbundet

En stor kærlighed til tegneserien Valhalla blev formet i min barndom. Min far købte hæfterne (og har dem endnu), og jeg læste og genlæste dem med stor iver, og jeg er aldrig blevet træt af dem. For det første var historierne vanvittigt spændende, derudover var de sjove, og sidst, men ikke mindst, var tegningerne noget nær fænomenale. Den kærlighed er aldrig rustet, og da det nu er 40 år siden, de udkom, skal det selvfølgelig fejres. At bladre igennem de gamle bind er et hjertevarmt gensyn, og man bliver altså ikke for gammel til tegneserier. I hvert fald ikke af denne kaliber.

En af mine yndlingsscener er da Heimdal, der vogter over Bifrost, i rædsel råber “Mødre!” (Han har jo ni mødre), eller da Thor klæder sig ud i brudekjole for at narre jætterne. En scene, der altid vakte min rasende retfærdighedssans, var konkurrencen hos jætterne, hvor de snød og lod Thor danse med alderdommen og drikke havet og Loke spise om kap med ild. Jeg synes, det var så meget snyd, og det var helt forfærdeligt. Det vakte også en livslang interesse for nordisk mytologi, som jeg stadig dyrker, når jeg har tid til det. Den gamle asatro er et farverigt, mystiskt og ufatteligt univers, som man aldrig bliver færdig med.

Mit hjerte sprang et slag eller to over, da Eliot for ikke så længe siden kom hjem fra biblioteket med en af de gamle Valhalla-hæfter, som han begejstret slugte samme aften. Derfor var der heller ingen tvivl i mig om, at mit bibliotek skulle indeholde den flotte nye samlerudgave af Valhalla, som netop er blevet udsendt fra Carlsen. Det var også en glad Eliot, der tog den nye kassette i øjesyn, og nu ved jeg, hvad han læser den næste tid (men ingen fedtfingre!) Det er en smuk sag med de fem bind i hardback og samlet i en flot læder(look)kassette med guldprægning. Man bliver lidt højtidelig, når man kigger på den, og sådan skal det være med ting, man elsker.

Der er ikke noget nyt under solen i tegneserierne, men det er jo heller ikke meningen. Det er de nordiske guder, Tjalfe og Røskva, den tossede Loke og de grumme jætter med alle deres vanvittige påfund, som breder sig ud over siderne med Peter Madsens smukke og kyndige streg. Det er smukt, det er genialt, og det er et fantastisk gensyn.

Inden længe får jeg lov at møde Peter Madsen på Bogforum, og det glæder jeg mig vildt meget til. Hans tegninger har fulgt mig altid, og som voksen har jeg nydt at læse Troldeliv for ungerne, som også er vilde med hans tegninger. Det er lidt som en god, gammel ven, man aldrig har mødt, men er fortrolig med på grund af mødet i litteraturen. Nu ser jeg frem til at genlæse min elskede Valhalla-serie og se på de mange ekstra sider med fortællinger og beskrivelser, som findes i hvert bind. Men det bliver nok først efter Bogforum, for det er jo lige om lidt!

Se mere om Henning Kure her. Og se mere om Peter Madsen her.

Den smukke Valhallakassette kan købes her. Og ja, den hører altså til i din samling.

Fra forlaget:

Valhalla har 40 års jubilæum i år. Dette fejres med udgivelsen af en fantastisk flot kassette indeholdende de fem bind i serien Valhalla samlede saga. Kassetten er indbundet i et læderlignende materiale, hvor runer er præget ned i materialet så den fremstår superflot. Det er en unik udgivelse til den dedikerede læser. Fra ca. 5 – 99 år

Min rør og føl-bog om dinosaurer  

Bogen er sponsoreret af Bog og idé
Forlag: Carlsen
Udgave: 1
ISBN:9788711902851
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Baby touch and feel Baby dinosaur
Sider: 14
Udgivelsesdato: 10-10-2018
Format: Papbog

Lille Loui Lækkermås er allerede vild med bøger. Det er ikke så mærkeligt, når han ser alle andre i familien sidde med næsen dybt i bøgerne. Her har han fået sig en lækker bog om dinosaurer, som han elsker at kigge i og røre ved. Billederne er fine med glimmer og sjove teksturer, så der er masser at opdage. Og så er det ekstra sjovt, at storebror altid har været vild med dinoer, så han gerne vil vise frem og læse højt i en hyggestund.

En perfekt lille sag til de første litterære opdagelser.

Køb den her.

Hogwarts – opgavebog

Bogen er sponsoreret af Bog og idé
Forlag: Carlsen
Udgave: 1
ISBN: 9788711690826
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Hogwarts cinematic yearbook
Sider: 61
Udgivelsesdato: 15-06-2017

Denne lækre opgavebog er en drøm for alle Harry Potter-fans. Bogen skal udfyldes med tegninger af alt, der skal til for at starte sit første år på Hogwarts: hvilket dyr, du skal have med, hvilket kollegium du vil starte på, hvem du vil følges med, og hvad der skal i din tryllestav. Det er en skøn gave til den, der stadig venter på sit Hogwartsbrev, stor eller lille. Emily gik straks i krig og tegnede lystigt løs.

“Hvilken farve hår har Lupus, for han skal være min lærer,” spørger Emily efter lang tids koncentreret tegning. Og det kan da gøre enhver mor stolt!

Bogen er smuk og detaljeret og ikke mindst uundværlig på ethvert Potter-inspireret børneværelse.

Den kan købes her.

Sven Nordqvist: Findus flytter hjemmefra

Bogen er sponsoreret af Bog og idé
Forlag: Carlsen
Udgave: 1
ISBN: 9788711396636
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Original titel: Findus flytter ut
Sider: 28
Format: Indbundet

Emily og jeg har hygget med at læse Findus og Peddersen. Det er sjovt, som man aldrig bliver træt af det. Historierne er både sjove og spændende, og tegningerne er direkte geniale. I denne udgave er Peddersen træt af, at Findus vækker ham kl. 4 hver nat ved at hoppe i sengen. Det kunne jeg nemt relatere til, da tvillingerne er frygteligt morgenfriske… altid.

“Men vi hopper da ikke i sengen,” indvendte Emily.

Og det er selvfølgelig sandt. De nøjes med at kravle ind i smørhullet i dobbeltsengen og snakke løs som to gedekid med koffeinchok.

Peddersen ombygger havens gamle lokum til en fin lille hytte til Findus. Der går dog ikke lang tid, før Findus vender retur til Peddersens hus. Det er trods alt hyggeligere at være sammen.

Køb den her. Nyd den med dine børn.

Sebastian Klein: De 100 mest gådefulde dyr

Bogen er sponsoreret af Bog & idé
Forlaget Carlsen, 2018

 

I min søns seng bor en bog. Der bor faktisk et par stykker efterhånden, men denne er den største af dem, og den indeholder en masse spændende og uhyggelige historier om mærkelige dyr og væsener.

Vi er ret vilde med Sebastian Klein her i familien. Vores kærlighed til ham spirede på Ramasjang, voksede med Bidt, brændt og stukket og er nu i top med hans serie om “Verdens 100”. Emily og Eliot kan praktisk talt Verdens 100 farligste dyr udenad. Og de er skrubvilde med den nye bog om De 100 mest gådefulde dyr, som er så uhyggelig, at den indimellem må en tur i fryseren.

 

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=wC-j-zm2Vh8&w=560&h=315]

 

Den bliver dog ikke i fryseren ret længe af gangen, for så vinder nysgerrigheden igen. Udover at være god familiehygge, god læsetræning, inspirerende og underholdende er Sebastian Kleins bøger velskrevne, velstrukturerede og en ren fornøjelse at dykke ned i. Og så lærer du noget!

De 100 mest gådefulde dyr kan købes her.

 

 

Nyere indlæg »