Selja Ahava: Kvinden der elskede insekter

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgave: 1
ISBN: 9788771517620
Sprog: Dansk
Originalsprog: Finsk
Originaltitel: Nainen joka rakasti hyönteisiä
Sider: 346
Udgivelsesdato: 18-03-2021
Format: Hæftet

Kvinden der elskede insekter er en forrygende fortælling om en kvinde, der ønsker at folde sine vinger ud og forlade sit bur. Det er en roman om den menneskelige udlængsel, om ønsket om at kende sig selv og verden, om trangen til at blive kendt og elsket for den, man er og om alt det, som det koster at leve sig selv ud.

På forunderlig vis følger læseren kvinden Maria gennem livet, hvor hun iagttager verden og menneskene omkring sig. Det handler om forgængelighed, om livets cyklus, om menneskets afstumpethed i ønsket om at holde fast og om det fængsel, man som kvinde befinder sig i, når det forventes, at man aldrig spreder sine vinger. Der er mange lag i romanen, kvindekamp, kærlighed, klima … Marias oplevelse af livets opståen og forfald, insekternes forvandling i direkte metafor til hendes egen forvandling, hendes afmagt i forhold til tilknytning, hendes kærlighed til videnskab i modsætning til det skønne og overfladiske. Lag for lag trækker romanen sin læser ned i dybet, hvorfra alt liv opstår i mørke og muld, mens Maria drives frem gennem tiden med sin kærlighed til det allermest grundlæggende.

Udover den fabelagtige fortælling om en kvindes længsel efter frihed, den syngende græshoppe i den lille æske, er Kvinden, der elskede insekter en elegi over kvinden, der ikke ønsker at være mor, hustru eller fange. Hvilken skam, hvilken synd. Hun ønsker at leve, som mormor bad hende gøre det, og hun kæmper for hvert åndedræt til det sidste.

Kvinden, der elskede insekter er storslået læsning. Sproget er levende og rigt med stærkt sanselige billeder, og det er umuligt ikke at blive revet med og læse derudad med hundrede kilometer i timen. Fortællingen er stærk på så mange niveauer, fordi den fungerer som et smukt kunstnerisk udtryk såvel som en stærk udsigelse om kvinders kamp for den simple ret til at leve som man vil, og derudover er det en fortælling om en kvinde, hvis valg i livet koster så meget, ikke kun for hende selv, men for alle, og ovenover det handler det om liv og død, om luft og muld, om skrøbelige vinger, der så let bliver knust, om puls, sved, straf, blod, had, alderdom, natur, fødsel og forfald. Det er hæsblæsende læsning samtidig med, at det er så fint som sommerfuglestøv og ganske uforglemmeligt.

Se min tidligere anmeldelse af Selja Ahava: Før min mand forsvinder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *