Kazuo Ishiguro: A pale view of hills

Faber & Faber, 1982
Forlaget Centrum, 1984

Kazuo Ishiguro er født i Japan, men vokset op i England. Jeg har netop læst hans debutroman A Pale View of Hills. Det er altid spændende at læse en debut efter at have læst noget af det senere. Han vandt Nobelprisen i litteratur i 2017 og Booker-prisen for romanen The Remains of the Day. Min første oplevelse med ham var romanen Never Let Me Go, som jeg aldrig vil glemme. Det er en af dem, der bider sig fast og aldrig slipper igen. Den bliver en del af din krop, af din sjæl og af dit liv.

Læser du et helt forfatterskab, vil du opdage, at du kan følge forfatterens udvikling bog til bog, skiftende interesser, nye fiksideer, tråde, der spinder sig fra bog til bog, fra historie til historie, forfatterens sjæl og tanker, der spreder sig ud og deler sig, men altid med et tydeligt kendetegn, et litterært fingeraftryk.

Kazuo Ishiguro har sin egen stemme, sin egen tone, og en måde at beskrive karakterer på, der gør noget helt særligt. Karaktererne er lidt tilbagetrukne fra verden, virker lidt kyniske, måske ironisk distancerede fra andre mennesker. Samtidig har han en stemning, der gør, at du som læser konstant forventer det værste, som om noget forfærdeligt hele tiden lurer på næste side, en ondskab, eller måske nærmere en uafvigelig skæbne af den grumme slags.

A Pale View of Hills er hovedpersonen kvinden Etsuko. Fortællingen foregår i England, hvor Etsuko mindes sit liv i Nagasaki i tiden efter krigen. Og historien er yderst velfortalt, både i nutiden og den fortalte tid. Etsukos datter Keiko har begået selvmord, og det er i processen med at forsøge at komme videre, i samtalen med den anden datter, Niki, og i minderne, at Kazuo Ishiguro virkelig viser sit værd som forfatter.

Der er tydeligvis sket en masse fra debuten til Never Let Me Go, og når jeg engang når til de senere, er der sikkert sket mere. Jeg kan godt fornemme en kvalitetsforskel, men den er oppe i den liga, hvor det ikke gør noget. Den indtager og optager dig og suger al eksistens ud af rummet omkring sig.

Så læs den, læs den, når der er tid og rum til den, men læs den.

Køb den her på dansk og her på engelsk.

20180607_163123.jpg

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *