Mælk og honning – Louise H. A. Trankjær

Bogen er sponsoreret af forlaget

Forlaget Lindhardt & Ringhof, 2018

Jeg blev meget nysgerrig, da jeg så, at Rupi Kaur havde modtaget meget blandede anmeldelser. Nogle skrev direkte, at de ikke anså hendes digte for at være lyrik, men at bogen blot var som en teenagedagbog, der var skrevet i digtform med flittig brug af enterknappen. Andre var på halen i benovelse over kraften og ærligheden i digtene.

Så bliver du altså en lille smule nysgerrig efter at se, hvad bogen rent faktisk består af.

Hvis du ikke kender Rupi Kaur, så kan jeg fortælle, at hun er en såkaldt Instragramdigter, af de indfødte kaldet instapoet. Hun bruger app’en til at fremvise billeder med små digte oftest sammen med en lille sort stregtegning. Hvert andet billede er af hende selv. Det er råt og usødet, uprætentiøst og enkelt. Og det er jo selvfølgelig ikke for enhver.

Det er nyt, men ikke så nyt alligevel. Den rå og simple form har eksisteret længe, og det nye må derfor være, at det kombineres med Instagram og selfies. Selfies er heller ikke for enhver, omend fænomenet breder sig langsomt opad i generationerne. For de fleste under 30 er det nok en hverdagsting, du ikke tænker to gange over.

Digtene er simple i både form og stil. Det er enkelt sprog uden nogen sværhedsgrad i analysen, der er ingen skjulte meninger, det er førstepersonsperspektiv med en direkte henvendelse til et dig, som oftest må være henvendt til læseren, eller rettere betragteren på Instagram. Det skaber på en ganske enkel måde en forbindelse mellem du og jeg, mellem digter og læser. Og det er denne forbindelse, der er så stærk hos Rupi, og det er det, der har gjort hende så populær.

Det må ikke være svært, det må ikke være opstillet i gammeldags form – det er en direkte henvendelse fra digteren og ud, en selvpromovering, som den er normal nu, og som samtidig er en selvåbenbaring overfor et “du”, som er hele verdenen. Bogen er delt op i fire dele: det smertende, det elskende, det ødelæggende og det helende. Vel i og for sig de dele, der oftest udgør et menneske.

selvfølgelig vil jeg gerne være succesrig

men jeg higer ikke efter succes til mig

jeg har brug for for at være succesrig for at få

nok mælk og honning

til at hjælpe dem omkring

mig til succes

Formen passer med verden, som den er nu: lidtløsrevet, hastig, on the go. Det må ikke tage for lang tid eller kræve for meget fordybelse. Det skal kunne indoptages her og nu og ramme plet i første forsøg. Og det skal være noget, du kan relatere til. Samtidigt river Rupi tabuer ned og taler frit om emner, der ellers gerne pakkes ind. Hun taler om menstruation, om seksuelt misbrug, om det at være kvinde, være sårbar, være udskældt og brugt. Hun taler direkte ud til andre kvinder, til dig, til os og er hudløs i sin henvendelse.

Når du kommer ind i teksten, ser under titlen med dens reference til et sted, hvor gaderne flyder med mælk og honning, ønskedrømmen, utopia, og lader digtene ramme dig, hvor de er ment til at ramme, så er Rupi Kaurs digtsamling fuldt ud værdig til sin berømmelse.

Personligt læste jeg den med stor glæde, både som litterat og som kvinde, som en del af min tid og som verdensborger. Det er poesi, der kræver liv og stemme, der kræver at blive læst højt, delt og husket.