Kaptajnens vers – Louise H. A. Trankjær

Bogen er sponsoreret af forlaget

Lindhardt og Ringhof, 2019

“Se dig omkring – der er kun en ting her, der er farlig for jer – poesien”

Har du nogensinde været sådan rigtig forelsket? Forelsket elektrisk gennem hele kroppen, så alting synger og lever? Hvis ikke, så bliver det svært for dig at forstå Nerudas digte; enten det, eller også bliver du så misundelig, at du skynder dig ud og forelsker dig.

Kærlighed er en mærkelig størrelse, og den er forskellig fra person til person, men den har også mellemmenneskelige træk, en rytme, en klang og en sanselighed, som vi alle kender. Det er den, vi kan genkende i Nerudas digte til sin (daværende) elskerinde (senere kone) Matilde.

Digtene kommer hele vejen rundt om kærlighed og fortæller om det spirituelle islæt, det kropslige, det mentale og det følelsesmæssige, de besidderiske følelser, angsten, vreden, glæden, lykken, det euforiserende og kvælende, alt det, som kærlighed er mellem to mennesker.

Nuvel,

hvis du lidt efter lidt holder op med at elske mig,

holder jeg op med at elske dig lidt efter lidt.

Hvis du pludseligt

glemmer mig,

søg da ikke efter mig,

for jeg vil allerede have glemt dig.

(Hvis du glemmer mig)

Sproget i digtene er jo Nerudas. Spraglet, men simpelt, skiftevis blødt og hårdt, syngende, fortællende, inderligt og evigt pulserende med den glød, som manden lagde i sine ord; den kan ikke slukkes. Og det gør det til en konstant glæde at læse ham.

Digtsamlingen har en lidt speciel historie. Da Neruda skrev den til Matilde, var hun stadig en hemmelighed, og derfor kunne han ikke udgive den som vanligt. Han lod den derfor udgive anonymt og i bare 50 eksemplarer. Så mente han, at den ville forblive deres lille hemmelighed ligesom forholdet. Men selv uden navnet Neruda i ryggen, tog digtene fart. Senere, da Matilda og han var gift, indrømmede han, at han stod bag digtene.

Neruda er meget mere end kærlighedsdigte. Hvis du får mod på at udforske hans forfatterskab og liv, så er alt blot en googlesøgning væk. Han fik Nobels Litteraturpris i 1971, var meget politisk aktiv og brugte megen tid og energi på at kæmpe for sine overbevisninger, ikke blot på papiret. Blandt andet mistænker man, at han blev snigmyrdet og ikke døde af sygdom som først antaget.

Det er altid interessant at læse digtere, eller i det hele taget forfattere, som af en eller anden grund på et eller andet tidspunkt er blevet gjort forbudte; så ved man, de har noget at sige! Som for eksempel:

I’m Ramón González Barbagelata from anywhere,
from Cucuy, from Paraná, from Rio Turbio, from Oruro,
from Maracaibo, from Parral, from Ovalle, from Loconmilla,
I’m the poor devil from the poor Third World,
I’m the third-class passenger installed, good God!
in the lavish whiteness of snow-covered mountains,
concealed among orchids of subtle idiosyncrasy.

I’ve arrived at this famous year 20000, and what do I get?

With what do I scratch myself? What do I have to do with

the three glorious zeros that flaunt themselves

over my very own zero, my own non-existence?

Pity that brave heart awaiting its call

or the man enfolded by warmer love,

nothing’s left today except my flimsy skeleton,

my eyes unhinged, confronting the era’s beginning.

The era’s beginning: are these ruined shacks,

these poor schools, these people still in rags and tatters,

this cloddish insecurity of my poor families,

is all this the day? the century’s beginning, the golden door?

Well, enough said, I, at least, discreet,

as in office, patched and pensive,

I proclaim the redundancy of the inaugural:

I’ve arrived here with all my baggage,

bad luck and worse jobs,

misery always waiting with open arms,

the mobilization of people piled up on top of each other,

and the manifold geography of hunger.

(The Men)