Når jeg redigerer, er der meget, som jeg er på udkig efter på én gang. Det første indtryk er titlen. Nogle benytter sig af arbejdstitler, nogle starter med at finde på titlen og andre ændrer den undervejs – nogle måske også efter henstilling fra redaktøren. Titlen er rigtig vigtig, og jeg læser altid for at se, om den fanger essensens af bogen og på den rigtige måde reklamerer for, hvad der er at finde i fortællingen, som den dækker over.
Så er der kapitlerne. Hvis de har titler, skal disse ligeledes fange essens i kapitel og give mening. Og der skal også være samspil mellem dem og titlen, sproget i fortællingen og måden, de er inddelt på. Det er også vigtigt, at kapitlerne er inddelt, så fortællingen får den rigtige hastighed og rytme.
Når det mere tekniske er på plads, er der sproget, karaktererne, fortællingens sammenhæng, overensstemmelse mellem sprog og miljø, karakterernes samspil, er der styr på deres historie, udseende, dialog, opfører de sig pludseligt sært (pludselig usikkerhed i ellers selvsikker karakter f.eks.), er der en rød tråd i fortællingen, bliver alle løse ender forklaret og samlet op, er der tunge/kedelige passager, som skal slettes eller skrives om, er der flow i historie og sprog og meget mere.
Processen med at redigere er meget flydende. Jeg starter med at læse fra start til slut og tager evt. noter, hvis der er noget, jeg skal huske. Derefter begynder jeg forfra og nærlæser det hele. Herfra kan jeg godt finde på at springe i historien, fordi jeg nu kender den og kan huske, hvad der sker. Hvis jeg derfor støder på, at Lisa har blå øjne i begyndelse og brune til slut, kan jeg godt springe til de to steder og notere, at det skal ensartes (medmindre der er en grund til, at hun skifter øjenfarve.)
Ellers er det slavisk linje for linje, ensarte, samstemme, holde rytme, læse forfra igen, gå videre. Alt dette tager mange timer, rigtigt mange timer, og til sidst kender du hvert et ord, hver en vending, hvert et sideskift. Historien er under huden på dig, og du drømmer om den om natten og knokler med den om dagen. Men det er det hele værd. Det er verdens bedste job.
Min største kæphest er sproget. Det skal flyde. Det skal være musik. Det nytter ikke noget, at det bliver tung og ujævnt, for det kan ingen holde ud at læse. Verdens bedste historie kan falde på sproget, hvis det ikke flyder. Det er så vigtigt.
Og så elsker jeg, når sproget bliver til kunst. Når sanserne træder frem, og det bliver levende. Det er de færreste, der kan skrive sådan uden at redigere. Det kræver, at man sletter, pudser, skriver om. Ingen undslipper redigeringen.
Det er helhedsarbejde at redigere. Alt skal passe sammen, og når det gør, så bliver skrivning til kunst. Når alt det overflødige er skåret væk, sproget er strammet op og karaktererne er levende, så flyder historien, og det bliver fantastisk at læse.
Og det handler jo i sidste ende om at læse. At gøre læseoplevelsen transcendental – til noget, der løfter op, udvider og ændrer din verden. Det, som litteraturen virkelig handler om.
Vil du have hjælp til dit manuskript? Se her.