Kategori: Digte (Side 3 af 3)

Pablo Neruda: Kaptajnens vers

30. januar 2019 / louise1978 / 0 kommentarer

Bogen er sponsoreret af forlaget

Lindhardt og Ringhof, 2019

“Se dig omkring – der er kun en ting her, der er farlig for jer – poesien”

Har du nogensinde været sådan rigtig forelsket? Forelsket elektrisk gennem hele kroppen, så alting synger og lever? Hvis ikke, så bliver det svært for dig at forstå Nerudas digte; enten det, eller også bliver du så misundelig, at du skynder dig ud og forelsker dig.

Kærlighed er en mærkelig størrelse, og den er forskellig fra person til person, men den har også mellemmenneskelige træk, en rytme, en klang og en sanselighed, som vi alle kender. Det er den, vi kan genkende i Nerudas digte til sin (daværende) elskerinde (senere kone) Matilde.

Digtene kommer hele vejen rundt om kærlighed og fortæller om det spirituelle islæt, det kropslige, det mentale og det følelsesmæssige, de besidderiske følelser, angsten, vreden, glæden, lykken, det euforiserende og kvælende, alt det, som kærlighed er mellem to mennesker.

Nuvel,

hvis du lidt efter lidt holder op med at elske mig,

holder jeg op med at elske dig lidt efter lidt.

Hvis du pludseligt

glemmer mig,

søg da ikke efter mig,

for jeg vil allerede have glemt dig.

(Hvis du glemmer mig)

Sproget i digtene er jo Nerudas. Spraglet, men simpelt, skiftevis blødt og hårdt, syngende, fortællende, inderligt og evigt pulserende med den glød, som manden lagde i sine ord; den kan ikke slukkes. Og det gør det til en konstant glæde at læse ham.

Digtsamlingen har en lidt speciel historie. Da Neruda skrev den til Matilde, var hun stadig en hemmelighed, og derfor kunne han ikke udgive den som vanligt. Han lod den derfor udgive anonymt og i bare 50 eksemplarer. Så mente han, at den ville forblive deres lille hemmelighed ligesom forholdet. Men selv uden navnet Neruda i ryggen, tog digtene fart. Senere, da Matilda og han var gift, indrømmede han, at han stod bag digtene.

Neruda er meget mere end kærlighedsdigte. Hvis du får mod på at udforske hans forfatterskab og liv, så er alt blot en googlesøgning væk. Han fik Nobels Litteraturpris i 1971, var meget politisk aktiv og brugte megen tid og energi på at kæmpe for sine overbevisninger, ikke blot på papiret. Blandt andet mistænker man, at han blev snigmyrdet og ikke døde af sygdom som først antaget.

Det er altid interessant at læse digtere, eller i det hele taget forfattere, som af en eller anden grund på et eller andet tidspunkt er blevet gjort forbudte; så ved man, de har noget at sige! Som for eksempel:

I’m Ramón González Barbagelata from anywhere,
from Cucuy, from Paraná, from Rio Turbio, from Oruro,
from Maracaibo, from Parral, from Ovalle, from Loconmilla,
I’m the poor devil from the poor Third World,
I’m the third-class passenger installed, good God!
in the lavish whiteness of snow-covered mountains,
concealed among orchids of subtle idiosyncrasy.

I’ve arrived at this famous year 20000, and what do I get?

With what do I scratch myself? What do I have to do with

the three glorious zeros that flaunt themselves

over my very own zero, my own non-existence?

Pity that brave heart awaiting its call

or the man enfolded by warmer love,

nothing’s left today except my flimsy skeleton,

my eyes unhinged, confronting the era’s beginning.

The era’s beginning: are these ruined shacks,

these poor schools, these people still in rags and tatters,

this cloddish insecurity of my poor families,

is all this the day? the century’s beginning, the golden door?

Well, enough said, I, at least, discreet,

as in office, patched and pensive,

I proclaim the redundancy of the inaugural:

I’ve arrived here with all my baggage,

bad luck and worse jobs,

misery always waiting with open arms,

the mobilization of people piled up on top of each other,

and the manifold geography of hunger.

(The Men)

Det er digte til fordybelse og eftertanke, digte, der skal smages og føles. Køb dem her. Læs dem før din rivalinde.

Leonard Cohen: The flame

10. januar 2019 / louise1978 / 0 kommentarer

Forlaget Canongate, 2018

Jeg stod i Kongens Have d. 17. august 2013. Aftenen var dunkel sommerblå, der var tusindvis af mennesker omkring mig, og aldrig har jeg nogensinde før mærket så kærlig og forenende en stemning. Alle, der stod der, havde fokus på det samme, og fra det samlingspunkt strømmede der så meget ro og livsglæde, at det smittede os alle; og det samlingspunkt var Leonard Cohen.

Du tror sikkert, jeg overdriver nu, og at ordene bare flyder fra mine fingre uden at trække betydning med sig, men sådan er det ikke. Jeg mener virkelig, at den stemning var helt unik, og jeg er sikker på, at andre, der var der den aften, vil være enige. Det var magisk. Det var stort. Det var uforglemmeligt.

Og det var lidt et tilfælde…

… at jeg overhovedet var der. Nogle måneder forinden havde jeg set en reklame for koncerten. Jeg genkendte navnet, mest fra min barndom, hvor jeg kan huske en helt speciel dag.

Min far havde fået et nyt stereoanlæg og en nymodens opfindelse kaldet en “CD.” En lille reflekterende plade, der indeholdt musik. Det var fantastisk! Og nu ville han spille et nummer for mig, som han elskede. Det nye stereoanlæg fyldte vores lille stue med den mest utrolige og ekstremt stemningsfyldte sang, som overvældede lille syvårige mig, og jeg glemte den aldrig siden, dens særhed og kraftfulde greb.

Jeg så altså reklamen for koncerten, og da min far havde fødselsdag kort efter, foreslog jeg mine søstre, at vi lagde sammen og købte ham en koncertbillet. De var lidt modvillige, da min far altid kun ønsker sig gavekort til Moby Disc i fødselsdags- og julegave, og de var bange for, at han ville blive surmulet, hvis vi gav ham noget andet (læs mere om det fænomen her.)

Men jeg satte foden ned og gennemtvang idéen, og så var det ellers bare at vente. Min far blev ganske vist utilfreds, da han måtte vente på sin gave i stedet for det sædvanlige gavekort, men han var alligevel spændt.

Selve dagen var en større opgave. Mine tvillinger var på det tidspunkt kun to år gamle, så dem måtte jeg få passet ved min mor, mens jeg samtidig stjal far, der endnu ikke vidste, hvad gaven gik ud på. Vi bad ham tage pænt, men lunt, tøj på og være klar klokken det og det, hvor vi ville aflevere tvillingerne og tage ham med.

I bilen begyndte han straks at brokke sig (se link ovenover ang. surmule). Han håbede så sandelig ikke, at det var en tur i byen, et drukgilde, anden social aktivitet eller Leonard Cohen, for han havde set i avisen, at han spillede i aften, og manden kunne jo overhovedet ikke synge mere! Der sank mit hjerte… Havde jeg taget fejl? Var det den helt forkerte gave? Og var det rigtigt, at Cohen ikke kunne mere?

Men gjort var gjort. Vi ankom til Odense og måtte indrømme, at det var Cohens koncert, der var gaven. Vi måtte jo bare få det bedste ud af det. Og det gjorde vi så…

Allerede inden koncerten blev stemningen rosenrød og lækker. Aftenen lagde sig blødt om os, folk var glade, spændte. De klappede ham på scenen, hujede, smilede. Og så gik det i gang.

Min far overgav sig helt. Han lo, han græd, han jublede. For det var det, Cohen kunne. Og manden kunne synge. Det var så overvældende. Jeg overgav mig også totalt. Fra at kende et par sange, mest som minder fra barndommen, blev jeg superfan, og jeg svor lige der, at jeg ville skrive speciale om hans tekster, om virkningen af kunst, hvordan det kan transformere et menneske. Og det gjorde jeg.

Og det blev den eneste koncert, jeg så med ham, da han jo valgte at rejse herfra denne dimension i 2016.

Men jeg har hans ord nu og hans sange. Og der går sjældent en dag, uden at jeg hører eller læser hans værker. Senest har jeg i nytårsgave fået bogen The Flame.

Og her er så den reelle anmeldelse af The Flame.

And ditched on a beach

Where the sea hates to go

With a child in my arms

And a chill in my soul

And my heart the shape

of a begging bowl

Lige meget hvad, så start med at læse Adam Cohens forord. Det er ikke tynget sort af sorg, men af en respekt og en hyldest så stærk; hans ord gør hans far så megen ære. Det er smukt.

Selve værket er en samling af digte, sangtekster og noter fra hele Cohens liv inddelt i tre sektioner. Han arbejdede så hurtigt, han kunne, for at gøre samlingen færdig og efterlod klare instruktioner i det tilfælde, at han ikke skulle nå det. Historien uanset, så er teksterne fuldgyldige Cohen-værker. Han arbejder med følelser på så dybt et niveau, at alt er levende i dem. Hans evne til at trække verden ind i en sætning er uforlignelig. Det menneskelige, det guddommelige, higen, søgen, brænden og død er eviggyldige emner, og han fanger dem ind, efterlader deres aftryk på sine sider og slipper dem atter fri.

I’ve been looking

out the window

at the people

passing by

I don’t ask myself

a question

I don’t even

wonder why

All the stores are

filled with songs

All the streets are

paved with gold

When it comes to

telling secrets

I don’t tell them

till they’re old

Der er nogle menneske, nogle kunstnere, der har en helt speciel magi. I sit forord skriver Adam, at Leonard talte om at brænde, at brænde i sin kunst, for sin kunst. Der er slet ingen tvivl om, at det var, hvad Leonard gjorde, og det er derfor, han havde så speciel en følelse i sin sang og i sine digte, at han formåede at skabe den stemning ved koncerten, og at hans verden, når du træder ind i kunsten, føles så magisk.

Dengang til koncerten talte jeg om flydende poesi i luften. Det var vist ganske rammende.

Hvis du elsker Leonard Cohen bare en hundrededel så meget, som jeg gør, så und dig selv The Flame.

Rupi Kaur: Solen og hendes blomster

14. december 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Bogen er sponsoreret af forlaget

Lindhardt og Ringhof, 2018

Rupi Kaur har nu udgivet sin anden digtsamling, og hun har tydeligvis ikke måtte kæmpe med den såkaldte “svære toer”, for hendes digtning er så legende let, så frit flydende og så kraftfuld, at det af sig selv spadserer direkte ind i hjernebark og hjertekule.

Rupi Kaur taler med en stemme af og for kvinder, hun taler for en ny generation af kvinder, hun taler kvinder væk fra den glittede overflade og hen mod de virkelige værdier, de menneskelige værdier fyldt med selvrespekt, intelligens, tolerance og loyalitet.

Hun taler med stor respekt om ofre, de ofringer tidligere generationer gjorde, for at det nuværende kunne blive til. Hun taler om race, om kærlighed, om familie, sorg, svaghed og styrke – alt det, der udgør et menneske. Og hun gør det så smukt og præcist.

min stemme

er efterkommer

af to kolliderede lande

…

hvad gør det hvis

min mund bærer to verdener

Igennem fem kapitler bærer hun os gennem cyklussen fra at visne til at blomstre op igen i en ny form, fra død til genfødsel, fra vinter til forår. Det er naturens gang, det uundgåelige og det genopstandne.

jeg står

på ofringerne

fra en million kvinder før mig

og tænker

hvad kan jeg udrette

for at gøre dette bjerg højere

så kvinderne efter mig

kan se længere

– eftermæle

Brug tid med hende, lad ordene falde ned og lægge sig til ro, lad det formulde og vokse op med nye blomstrende betydninger. Lad det gro. Lad det sætte nye frø i verden. Det er solen og hendes blomster, det livgivende og livet, det er moderen og barnet, livets gang, alt det som livet rummer.

Hun gør det så godt og så stærkt, så fint og så kraftfuldt. Det vækker så meget indeni, der er så megen styrke i hendes ord. Jeg kan kun anbefale hendes værker- ikke kun til unge eller kvinder, nej, alle bør læse Rupi Kaur.

Køb dit solskin her. Læs den og giv det videre ud i verden.

Poesiplakater.dk

25. september 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Vi flyttede i nyt hus i februar i år, og selvom det efterhånden er nogle måneder siden, har vi ikke rigtigt fundet det, der skal op på væggene. De billeder, vi havde oppe før, er vi blevet lidt trætte af, og derfor er vi gået i tænketank for at få ideér til nye kunstnere og designs.

I min jagt på inspiration stødte jeg på poesiplakater.dk. Du kan næsten ikke finde på noget bedre til mig end en kombination af lækre farver og former og smuk lyrik. De har et stort udvalg, der spænder fra gammel tid til det allernyeste, og derudover kan du selv bestemme størrelse og kombinere flere forskellige.

Jeg har fået tre plakater tilsendt, og de pryder nu den store væg over sofaen. Jeg valgte tre yndlinge: Morten Nielsen, Emil Aarestrup og Dan Turell (jeg har en bred smag i lyrik.) Og det ser brandgodt ud! Jeg er vild med det.

Jeg har allerede planlagt tre ud til gangen og en håndfuld til mit kontor. Og måske også et par stykker til soveværelset.

Det er perfekte ønsker til julegavelisten!

Se hele udvalget på poesiplakater.dk

Plakaterne er sponsoreret af poesiplakater.dk

Det der med digte

12. februar 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

“Det, der er, med digte,” sagde hun til mig. “Er, at de er så korte, at jeg ikke når at blive grebet af dem, jeg når ikke at komme ind i dem, før de er slut. Det er derfor, jeg ikke gider digte.”

Vi gik på åstien, sne var ved at blive til slud. Vi var nødt til at holde øjnene på jorden for ikke at glide eller træde i pytterne.

Selv elsker jeg digte, så den tanke var svær at følge, men på en måde forstod jeg hende alligevel. Det er jo aldrig tilfældet, at jeg læser et digt en enkelt gang. Jeg læser det altid flere gange, langsomt, nogle gange højlydt, og lader det kravle langsomt under huden på mig, ind i nervebaner og blodstrømme, hvor det lidt efter lidt folder sig ud. Ord til følelser, ord til sanser, ord til mening.

“Jeg kan sagtens finde et digt til dig på mange sider,” sagde jeg let grinende. “Så kan det i hvert fald nå at fange dig ind, inden det er slut.”

Men det er vel ikke det, det handler om. Skal man lære at elske digte? Skal man være af en bestemt støbning? Måske er der dem derude, der aldrig vil elske digte, aldrig forstå dem eller sætte pris på dem. Og alle digte er vel heller ikke værd at elske. Hvorfor elsker jeg digte? Fordi ordene, når de virker, er flydende følelser og sanser, der skaber en ny verden lige der, en forestilling, en forståelse, og jeg bliver suget ind og over i en anden dimension for en tid. Men hvis den mekaniske ikke virker, er der jo ikke meget ved den forkortede fortælling.

Men det er okay. Hun behøver ikke være ligesom mig. Faktisk foretrækker jeg forskelligheden. Det er den, der gør virkeligheden spændende, fuld af liv … ligesom et digt.