Bogen er sponsoreret af forlaget
Batzer & Co, 2007
Gå ud, gå ind, gå væk, gå op i, gå til, gå i hundene, gå i vejen, gå fremad, gå sin gang. Gå er et stort ord, et uforudsigeligt ord, der er dybt afhængigt af, hvilket ord der følger det. Når en roman hedder Gå er det derfor umuligt at forudsige, hvad der kommer efter forsiden.
Tomas Espedal skriver fint og forrygende. Udtryksfuldt. Levende. Jeg ser ham for mig, en skikkelse i jakkesæt og dybe tanker, på vej gennem irsk regnvejr, norske fjelde og spanske hedebølger. Jeg ser ham med kaffen og smøgerne, i mødet med andre eksistenser, tavshed eller samtale, reflektioner over et liv, der ligesom de, går. Går uforudsigeligt.
At læse denne roman skaber længsel, både længsel efter friheden i bare at gå, men også længsel efter at give slip, slippe livet, så det bare går, og jeg tænker, at det er netop det, som Espedal gerne vil: Give slip, og give andre lyst til at give slip. Bare være, bare gå.
Når du går, kommer tankerne og med dem kommer længslen, længslen efter et hus, en seng, et køleskab, længslen efter selskab og samtale og efter det, der gør os menneskelige: relationerne. Det magiske, der er mellem mennesker.
Og så frydes jeg over alle de andre litterære og filosofiske møder, der er flettet ind i Espedals fortælling: Alle de gode, gamle kendinge: Rousseau, Rimbaud, Heidegger, Kierkegaard og Nietzsche. Alle de gode, gamle støvede hoveder fra reolerne, deres store tanker og deres nærmest fysiske nærvær i al litteratur, der kommer efter. Så med ethvert skridt følger fortidens fodgængere med, tynger ned eller letter fremgangen. Og det er stort i sin smalle finhed.
Vi må lære at gå ned med den samme glæde som vi går op, siger Narve og prøver at finde ting at glæde sig over; en skov set fra oven, nuancerne af sølv og gråt i skifertagene og røgen fra skorstenen der ligesom ønsker os velkommen. Udsigten over dalen og landsbyen som vi allerede kan se dernede. Måske er turen ned så udmattende fordi vi ser det vi skal passere længe før vi er der; dér er svinget som vi snart runder, her er stien gennem skoven som vi så deroppe, nu møder vin klosteret som forventet, og her er klosterhaven som vi allerede nøje har studeret oppefra. Vi går ned. Følger hovedvejen, der går ikke lang tid før vi mærker gnavsårene, det brænder under fodsålerne og ryggen værker.
Vi går ned. Går frem. Går ud. Går i hi, i seng, i møde, i hvert fald. Vi går. Som mennesker, som bevidstheder, som følende, skrøbelige væsener, som formår alt, hvis bare det går.
Tomas Espedal har begået noget rigtig stort her. Læs den. Gå med ham.
Køb den her. Og gå langsomt turen ned og hent den på posthuset.
Skriv et svar