Forlaget Klim, 2015
Oversat af Anne Wedell-Wedellsborg

 

Husker du den replik fra Shrek, hvor han siger, at trolde er ligesom løg? Fordi de har lag, LAG, Æsel…

Trolde og litteratur har lagene tilfælles. God litteratur har nemlig også rigtigt mange lag, som man kan dykke ned i, hvis man har lyst. Der er den basale historie på overfladen, og under den er der lag efter lag af meninger, temaer, baggrundshistorier, hentydninger, referencer osv. Det er et vanvittigt spændende og farverigt dyk …

Yu Huas roman At leve har ellers ikke meget tilfælles med Shrek, men den har et væld af lag. På overfladen får vi bonden Fuguis livshistorie, som i sig selv er ekstremt læseværdig, og i de underliggende lag får vi temaer om liv og død, om kærlighed, om værdier i livet, vi får viden om og kritik af landets kultur og politik samt et kig ind i en meget speciel tid i Kinas historie, nemlig kulturrevolutionen og alt, som den førte med sig på godt og ondt for menneskene i landet.

Historien er sat op som en klassisk rammefortælling. Fortælleren er en ung mand, som efter eget udsagn har fået verdens bedste sommerjob, som består i, at han skal vandre rundt og indsamle egnens folkeeventyr. Det spejler, at selve fortællingen om bonden Fugui også minder om et klassisk folkeeventyr, dog med den store forskel, at Fuguis skæbne rummer en hård kritik af livsvilkårene i tiden.

Der er dog også en form for dannelse ind over fortællingen – Fuguis forvandling fra forkælet rigmandssøn til en fattig bonde, der knap kan brødføde sin familie. En, der mister alt og alle, men vinder de indre værdier.

Nok om handlingen. Romanen er vanvittigt velskrevet, velkomponeret, læseværdig, exceptionel. Kan det blive bedre? Yu Huas sprog er så levende som hans fortælling. Du drikker af den fælles tespand i træernes skygge, mens du kigger ud over markerne i middagsheden, du skygger dine øjne mod den brændende sol, du mærker de hårde sten mod dine fodsåler, når dine tøfler endnu engang er slidt igennem, og der ikke er råd til nye. Tårerne løber (bogstaveligt talt) ned af dine kinder, når Fugui og hans familie tager slag efter slag af benhård tragedie. Døden fylder så meget …

Og jeg elsker det politiske aspekt, kritikken af en epoke, der sjældent belyses fra bagsiden. Når flere af en forfatters værker bliver forbudte, er det jo en tydelig besked om, at han eller hun har noget særligt på hjerte. Kritikken i At leve balancerer på grænsen (bogen er tilladt, men filmen forbudt), men der uddeles tydelige hug til kommunisme, kynisme, korruption, forfordeling og ekstrem nød og ligegyldighed overfor menneskers skæbne.

Historien brænder. Den gør ondt derinde, hvor det er vigtigt, at det gør ondt. Den sætter sig som en sylespids erindring om, at der er noget, der er værd at leve for, noget, der er værd at kæmpe for, og ikke mindst får den sagt atter engang, at litteratur kan vælte verdener …

Det handler om, hvordan livet nogle gange formindskes til blot at være en kamp for ikke at dø, deraf titlen. Ikke bare at leve, men at overleve …

Køb den her. Læs den. Husk Kleenex! Og læs den så igen.

20180528_113352