Tag: Vinter Forlag

Deborah Levy: Ting jeg ikke vil vide

17. juni 2022 / louise1978 / 0 kommentarer

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Oversætter: Birgitte Steffen Nielsen
Forlag: Vinter Forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788794024211
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Things I don’t Want to Know
Sider: 150
Udgivelsesdato: 22-04-2022
Format: Hæftet

Indimellem åbner man en af de bøger, hvor man fra allerførste sætning ved, at det bliver en storslået læseoplevelse. Sådan var det med Ting jeg ikke vil vide.

“Det forår, hvor livet var meget svært, og jeg lå i krig med min skæbne og simpelthen ikke kunne se nogen udvej, græd jeg åbenbart mest på togstationens rulletrapper.”
Deborah Levy – Ting jeg ikke vil vide

Ting jeg ikke vil vide er første del af Deborah Levys erindringstrilogi, der begynder med barndommen i Sydafrika, hvor hendes far kom i fængsel for at støtte ANC. Levy fortæller fra en rejse til Mallorca i vintertiden, hvor hun midt i en livskrise søger tilflugt for at kunne skrive.

Og skrive, det kan hun. Fortællingen er svimlende smuk, dyb og rørende på den helt sarte måde, hvor den føles som det tyndeste glas, der splintrer mellem ens fingre. Forrest står kvinden skabt af det ensomme barn, den fascinerede teenager, skabt af tårer, trods og inspiration, hjælpeløshed og pludselig magt, læring, bagklogskab og mod. Levys historie vibrerer af styrke netop grundet den magtesløshed, der spirer hist og her, kvindens rolle, pigens rolle, der igen og igen bliver sat i spotlight som styret af mænd på godt og ondt.

“Piger er nødt til at tale højt, for ingen hører alligevel på dem.”
Deborah Levy – Ting jeg ikke vil vide

Ting jeg ikke vil vide er stærk, og den taler højt, men den gør det på den fine måde, der lader ord og betydning strømme af sig selv ind under huden på læseren. Der er gru, angst, fortvivlelse og uretfærdighed holdt op mod noget fundamentalt livsbekræftende, der gør, at man kan ånde ud, for livet er i det hele, og man fortsætter, og man kæmper videre, og man bliver til det, man bliver, fordi man ikke kan lade være. Man stopper op indimellem, på en rulletrappe, på en sti, på et hotelværelse og prøver at forstå, og så går man videre. Og nogle gange skriver man om det, som Levy, og verden læser med.

Michel Houellebecq: Lanzarote

17. november 2021 / louise1978 / 1 kommentar

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Oversætter: Niels Lyngsø
ISBN: 9788794024136
Forlag: Vinter Forlag
Indbinding: Hæftet
Sideantal: 96
Udgivet: 8. november 2021

Lanzarote er fortællingen om det moderne menneske i al dets krise og elendighed, som det er typisk for den knivskarpe forfatter Michel Houellebecq. Her er den i sjælden udgave med følge af forfatterens egen billedserie (og den er min, juhu!). Billeder så sigende som teksten selv.

Houellebecq er stormester i kynisme og tomhed, og det præger også dette tidlige værk, måske endda mere end de senere. Hovedpersonen, en ensom, kynisk mand går ind på et rejsebureau og får med al sin foragt for menneskeheden bestilt en rejse sydpå. Derpå følger kindhest efter kindhest til charterturisme, rigdom, tro og religion, sex, kapitalisme m.m. Som altid er Houellebecqs pen sylespids og knap, og han rammer lige der, hvor det gør allermest ondt, og man græder tragikomisk med side efter side.

Det moderne menneske er glædesløst, tomt og famlende. Seende udefra. Ude af stand til at håndtere eget følelsesliv. Det er ikke noget nyt, men Lanzarote indfanger selvsamme menneske i en bizar og fortumlet fortælling, der både henrykker og efterlader en lettere forvirret. Den ender langt fra der, hvor man umiddelbart forestiller sig, at den peger hen, men det gør bare værket til ét, man sætter på: Læs igen-hylden.

Kort, men rammende. Stil- og selvsikker. Houellebecq er altid et gensyn værd.

Jeg gjorde endnu et forsøg på at interessere mig for indholdet i mine blade. Solen gik ned over Atlanterhavet; jeg tænkte tilbage på debatprogrammet jeg havde set aftenen før. En af gæsterne var en pornoskuespillerinde som betragtede årtusindeskiftet med ophøjet ro: For hende ville mænd stadig være mænd, og mere var der ikke at sige om det. Historikeren mente derimod at århundredet som begreb havde en vis relevans, omend i metaforisk forstand; som han så det, sluttede det 19. århundred for eksempel først i 1914. En venstreorienteret genforsker eksploderede: Det var ubegribeligt og uanstændigt at der i år 2000 stadig var så mange mennesker på planeten der døde af sult. En højreorienteret akademiker ironiserede: Som enhver anden begræd han at der fandtes krig og hungersnød; men når det var sagt, forekom det ham nytteløst at forsøge at ændre menneskehedens skæbne medmindre man ændrede selve menneskets natur; han tilsluttede sig således indirekte pornoskuespillerindens synspunkt, og der lod i det hele taget til at udvikle sig en vis forståelse mellem de to i løbet af udsendelsen. Men fordi han kendte så lidt til de seneste fremskridt indenfor molekylærbiologi, var han fuldstændig uvidende om at en sådan ændring (som han inderligt ønskede sig, men kun fordi han var sikker på den var umulig) faktisk ville være mulig inden for relativt kort tid. Den venstreorienterede genforsker kendte naturligvis alt til disse fremskridt; men som fanatisk tilhænger af politisk aktivisme og demokrati afviste han denne tanke med rædsel. Kort sagt var denne debat endnu en gang et møde mellem idioter. Jeg faldt i søvn igen og sov til vi landede. Efter alt at dømme, tænkte jeg ved mig selv, ville vi ikke nå frem til slutningen af det 20. århundred foreløbig.
Michel Houellebecq “Lanzarote”

Emilie Pine: Noter til mig selv

22. oktober 2021 / louise1978 / 0 kommentarer

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Forlag: Vinter
Oversætter: Christa Leve Poulsen
ISBN: 9788794024068
Antal sider: 219

Vi lever i en tid, hvor der bliver mere og mere plads til det sårbare og fragmenterede. Det bliver okay at sørge og okay at kæmpe med skrammer fra en hård barndom. At man får skrammer, når en voksen, der burde være ansvarlig og omsorgsfuld, ikke er det, er en selvfølge.

Emilie Pine udforsker egne sår og skrammer i Noter til mig selv. Hun fortæller i essayform om de svigt, hun har lidt, og om de valg, hun har foretaget, som har været mindre eller mere gode, ikke nødvendigvis som følge af svigtene, men på grund af valgene som menneske.

Og det er det menneskelige, der er i fokus, når Pine skriver om sine erindringer i temaform, om forældrenes skilsmisse, om det at få menstruation, om karrierepres, ufrivillig barnløshed og alt det, der skaber skam og manglende selvværd i et menneske.

Pine er endnu en stærk stemme i koret af kvinder, der nu finder deres stemme og begynder at tale, ikke nødvendigvis kun om det at være kvinde som i ikke at være mand, men om at se verden på en anden måde, om alt det tabubelagte og bagatelliserede, som rent faktisk kan have stor betydning.

Og hun skriver om det at kunne give og elske, selv der, hvor det ikke nødvendigvis er gengældt. Om at kunne være i et rum, hvor det gør ondt, men hvor man stadig rækker ud og gør det, der skal gøres. Det er stærkt, og det er voldsomt læseværdigt. Det er rørende, hvordan Pine formår at skrive helt ned, hvor det bliver relaterbart, uden at det bliver for let eller kunstigt. Der er ingen pæne flader eller pyntevikler. Pine leverer seks essays med dybde og den tågede menneskelighed, der gør det ægte.

Marieke Lucas Rijneveld: Aftenens ubehag

28. juli 2021 / louise1978 / 0 kommentarer

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Oversætter: Birthe Lundsgaard
Forlag: Vinter Forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788794024099
Sprog: Dansk
Originalsprog: dut
Originaltitel: De avond is ongemak
Sider: 300
Udgivelsesdato: 28-05-2021
Format: Hæftet

Tiårige Jas bor på en gård på landet med sin kristne familie. Hun har sin helt egen måde at sanse verden på: følelsen af kopattesalve på huden om vinteren, de grønne tudsers kaperslignende vorter, lyden af »rødmeord«, der ikke står i Bibelen. Men en iskold morgen går hendes ældste bror gennem isen – efter Jas i vrede har ønsket ham død i stedet for sin kanin. Tilbage står Jas og hendes gudfrygtige familie med sorgen og tabet, som ingen må tale om, og ingen vil kendes ved. Jas ser til og vender aldrig blikket væk. Og mens familien langsomt falder fra hinanden, bliver Jas og hendes søskende mere og mere opslugt af deres egne mørke og farlige fantasier.

Når en roman har vundet Bookerprisen kan jeg ikke undgå at have forholdsvis høje forventninger til den. Når forfatteren desuden har følgende ord med sig, bliver det en næsten uoverstigelig opgave for en roman at indfri det hele for mig:

Forfatteren debuterede i 2015 med digtsamlingen Kalfsvlies (Kalveskind), som blev tildelt flere priser, og Rijneveld blev samme år udråbt til den mest lovende nye hollandske forfatter. I 2018 udkom forfatterens første roman, som blev en bestseller i Holland med mere end 200.000 solgte eksemplarer, nomineret til Libris-prisen og belønnet med den hollandske ANV-pris, og i 2020 vandt forfatteren den Internationale Bookerpris – som den yngste forfatter nogensinde.
vinterforlag.dk

Det er derfor med bankende hjerte og let svedige håndflader, at jeg bladrer op på første side. Det tog mit færre end ti linjer at vide, at jeg ikke ville blive skuffet.

Rijneveld er svimlende dygtig med sit sprog. Hun evner at fremskrive sansninger, der sender læseren på styrtdyk ned i kvalme eller udi anfald af kuldegysninger, og ind imellem var jeg nødt til at trække mig væk fra bogen i flere minutter for lige at få styr på mig selv. Så kan den altså noget.

Verden, som Jas lever i, er mørk, kold og klam. Det føles som en uendelig nat, et uendeligt ubehag, som netop bare ikke vil stoppe, og her er titlen virkelig rammende. Det er lige til kanten, men aldrig udover. Før til allersidst. Og så er der bare tomt.

Jas’ kælekanin bliver enorm i sin symbolske betydning, ligesom den anden side, de lidende tudser og forstoppelsen. Romanen er så tung i symboler og så ladet, at det ind imellem bliver svært at trække vejret. Man ved lynhurtigt, at det umuligt kan ende godt, og det endda uanset, at det ikke som sådan er ondt, det er bare ubehageligt.

Rijneveld har et ustoppeligt talent, der kun kan (og skal) byde på meget mere. Hvert et ord er ladet til bristepunktet, og det er stærkt litteratur af den art, der vælter alt på sin vej. Jeg begyndte med skyhøje forventninger, og jeg slap det igen med alt indfriet og ganske målløs.

En stærk udgivelse fra det spæde Vinter Forlag, som jeg også har tårnhøje forventninger til.