Tag: Torben Munksgaard

Torben Munksgaard: Mere lys

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.

Forlag: Forlaget Kronstork
Udgave: 1
ISBN: 9788793206489
Sprog: Dansk
Udgivelsesdato: 24-10-2019
Format: Hæftet

 

Det er inderligt, det er hverdag, det er livet, og det er døden.

Mere lys er en samling af Torben Munksgaards digte, der folder sig ud over tyve års skrivning. De strækker sig fra gader hen over nat, dag og død, hvor datoer, tid og navne forsvinder helt.

Men strukturen er blot en kasse, hvori digteren smukt har samlet sit liv, sine tanker og sine følelser, der dog bobler langt op over kassens sider. De flyder ned over pappet, ud over bordet og drypper ned på gulvet, hvorfra ordene stiger op og bliver let genkendelige. Det er jo sådan, det er.

Det ser helt normalt ud, både start og slut; sådan lægger vi ud, og sådan slutter vi. Der imellem fortæller Munksgaard om et liv med glæde, ensomhed, lyst, tanker, betragtninger, kærlighed, vin og cigaretter. Der er ikke noget udover det normale, men det er netop det, der er pointen. Vi er mennesker med alt, hvad det indebærer, og vi må gå igennem livet hver for sig, mens vi længes efter et udefinerbart sammen.

Digtene fortæller en historie om ungdom, der forgår, og et liv, der fortsætter ubønhørligt mod døden, der er kærlighed, men også et brud, og der er tanker, der vokser og bliver større, som tiden går. 

på disse sider
hastigt nedfældet
for tyve år siden
 
historieskrivning
uden ende
og hvor er jeg nu
 
jeg der cyklede
og dansede og drak
og dagdrømte
 

Munksgaard indfanger det liv, vi alle lever, spejlet i sit eget med ord, der både falder hverdagsfirkantede tunge, men også ind imellem sæbeboblelette og billedskabende. Det er smukt, det er gribende, og det rammer en nerve et sted derinde, som netop frygter det uundgåelige endeligt og især kedsomheden, der kan ramme inden da.

Mere lys er en absolut læseværdig digtsamling, som jeg med glæde vil stille op på reolen ved siden af Munksgaards romaner. 

Torben Munksgaard: Johns saga

Bogen er sponsoreret af forlaget
Lindhardt og Ringhof, 2018

John som i John Wayne, den stærke, stille type, der ikke behøver andre i sit liv, som altid kan klare sig selv og som er en helt i alle andres øjne. Når man hedder John, må det da betyde, at man er lidt ligesom sin navnebror, at man kan gribe revolveren og få ryddet op på hovedgaden, når banditterne går lidt for vidt…

Eller også lever man i et fuldkomment fantasiløst land domineret af overfladiske, larmende teenagers, fortravlet, respektløst afkom og ender helt alene og forladt i selskab med Hrafn, som lever i ens eget hoved og er slægten, fortiden og døden. Og hvad er så meningen med galskaben?

Johns saga er en stærk fortælling om den sidste tid i en mands liv, der, hvor alt går op i limningen og begynder at falde fra hinanden. Han mister sin kone, indser, at han for lang tid siden mistede sine børn, hvis han nogensinde havde dem, han mister sin bedste ven til demensen, sin lejlighed, sit værtshus og sin forstand.

Torben Munksgaard fortæller ganske fortryllende om denne tid, denne kaotiske opløsning af et menneske. Det river grumt i hjertetrådene, især da fortiden, som ellers var den formildende omstændighed, viser sig at være baseret på en løgn.

John må på barrikaderne og sige fra, både overfor løgnen i sit eget liv, men også overfor den afvisning og affejning, som ligger så tungt og næsten normaliseret i vores samfund, så snart et menneske nærmer sig alderdommen.

Sproget er ypperligt, historien er stærk og følelserne er yderst på siderne.

Køb den her, før din bedstefar får fat i den!

20180904_2029444785697161547547048.jpg