Tag: Thomas Alexander Jensen

Thomas Alexander Jensen: Et kaotisk drama

Bogen er sponsoreret af forlaget
Forlaget Brændpunkt, 2018

En af de ting, som litteraturen gør, er at skabe forståelse og genkendelse mellem mennesker. De første fortællinger fra menneskets spæde begyndelse havde til opgave at opdrage, videregive erfaring og selvfølgelig underholde omkring bålet, mens mammutten blev stegt færdig og hulen gjort klar til natten. Siden da er litteraturen vokset, har forgrenet sig, udvidet sin sfære og blevet til sin helt egen verden, som mennesket kan besøge (eller lade være).

Men forståelsen og genkendelsen er bevaret som en af de meget vigtige elementer i litteraturen, og det er også den, der står skarpest frem i Thomas Alexander Jensens anden digtsamling Et kaotisk drama.

Thomas skriver om sit liv, som er stærkt præget af en angstdiagnose, som har fulgt ham siden barnsben. Det skaber et kaos, eller skal vi sige et kaotisk drama, som han må tackle hver eneste dag.

Denne kamp har han valgt at skrive om; at få følelser og tanker nedfældet på papir giver ro, et overblik og en anden forståelse af det liv, man lever, og det menneske, man er.

Netop denne forløsning ved hjælp af ord var den oprindelige tanke med navnet Skriv for livet. Det var et, jeg fandt på, da jeg var ved at udvikle et skrivekursus til psykiatrien, som netop skulle hjælpe kursisterne til at skabe denne forløsning og ro, hvilket jeg ved, at netop skrivningen kan give. At skrive sine følelser og tanker er et fænomenalt redskab til selvforståelse.

Og det er, hvad Thomas gør i sine digte. Han får det ned og ud, får det omformet, omdannet og transcenderet, og han fortæller alle os, som læser med, hvad det vil sige at leve med angst på det niveau. Og det er en vigtig fortælling som mange andre, der lider af det samme eller kender nogen, der gør, kan bruge til forståelse og læring, og det bringer os tilbage til min første tanke om, hvad der grundlagde litteraturen.

Et kaotisk drama skal læses for det, den fortæller om: for at forstå og lære, for at vide, hvad angst kan gøre ved et menneske, for at bygge bro og rum.

Køb den her.

 

20181112_210126 (2)

 

 

 

 

 

Angstens Besættelse af Thomas Alexander Jensen

Bogen er sponsoreret af forlaget

Forlaget Brændpunkt, 2017

Midt i decemberrus og julehygge nåede jeg ned i bunkerne til Thomas Alexander Jensens Angstens Besættelse.

Det er hans litterære debut, en lille, tynd digtsamling med sort forside og hvid skrift. Den ser umiddelbart ikke ud af meget, men det er råt, grumt og uden nogen form for håb i livet. Store ord i en undselig lille bog.

Det er digte af den slags, du kan mærke, lugte og høre. De er sanselige på den virkelighedstro måde uden kosmetik og pynteklæder. Følelser forklædt som digte eller netop omvendt. Nogle gange råber de, andre gange er det gråden og fortvivlelsen, der glider ud mellem siderne. Hjælp mig dog tæt forfulgt af den ubærlige viden om, at andre intet kan gøre.

Det, der gør det så læseværdigt, er sætninger såsom: hvis angsten var en bog, ville jeg slet ikke købe den” skarpt forfulgt af “et udslidt tabu som dingler rundt”.

Angstens Besættelse lader dig næsten bogstaveligt komme under huden på en, der lever et liv med angst, i angst, og det er skræmmende godt formidlet. Ordene kravler nemt af siderne og ind i dit sind, hvor de roder lidt rundt og lader dig få en lille smagsprøve på, hvordan livet er, når det at stå op, tage bussen eller bare eksistere kan være komplet uoverkommeligt.

Jeg vil anbefale denne sorte lille sag til både digtelskere generelt og dem, der vil vide, hvordan det føles at leve med angst.

Den kan købes her: Angstens Besættelse