Forlaget Canongate, 2018
Jeg stod i Kongens Have d. 17. august 2013. Aftenen var dunkel sommerblå, der var tusindvis af mennesker omkring mig, og aldrig har jeg nogensinde før mærket så kærlig og forenende en stemning. Alle, der stod der, havde fokus på det samme, og fra det samlingspunkt strømmede der så meget ro og livsglæde, at det smittede os alle; og det samlingspunkt var Leonard Cohen.
Du tror sikkert, jeg overdriver nu, og at ordene bare flyder fra mine fingre uden at trække betydning med sig, men sådan er det ikke. Jeg mener virkelig, at den stemning var helt unik, og jeg er sikker på, at andre, der var der den aften, vil være enige. Det var magisk. Det var stort. Det var uforglemmeligt.
Og det var lidt et tilfælde…
… at jeg overhovedet var der. Nogle måneder forinden havde jeg set en reklame for koncerten. Jeg genkendte navnet, mest fra min barndom, hvor jeg kan huske en helt speciel dag.
Min far havde fået et nyt stereoanlæg og en nymodens opfindelse kaldet en “CD.” En lille reflekterende plade, der indeholdt musik. Det var fantastisk! Og nu ville han spille et nummer for mig, som han elskede. Det nye stereoanlæg fyldte vores lille stue med den mest utrolige og ekstremt stemningsfyldte sang, som overvældede lille syvårige mig, og jeg glemte den aldrig siden, dens særhed og kraftfulde greb.
Jeg så altså reklamen for koncerten, og da min far havde fødselsdag kort efter, foreslog jeg mine søstre, at vi lagde sammen og købte ham en koncertbillet. De var lidt modvillige, da min far altid kun ønsker sig gavekort til Moby Disc i fødselsdags- og julegave, og de var bange for, at han ville blive surmulet, hvis vi gav ham noget andet (læs mere om det fænomen her.)
Men jeg satte foden ned og gennemtvang idéen, og så var det ellers bare at vente. Min far blev ganske vist utilfreds, da han måtte vente på sin gave i stedet for det sædvanlige gavekort, men han var alligevel spændt.
Selve dagen var en større opgave. Mine tvillinger var på det tidspunkt kun to år gamle, så dem måtte jeg få passet ved min mor, mens jeg samtidig stjal far, der endnu ikke vidste, hvad gaven gik ud på. Vi bad ham tage pænt, men lunt, tøj på og være klar klokken det og det, hvor vi ville aflevere tvillingerne og tage ham med.
I bilen begyndte han straks at brokke sig (se link ovenover ang. surmule). Han håbede så sandelig ikke, at det var en tur i byen, et drukgilde, anden social aktivitet eller Leonard Cohen, for han havde set i avisen, at han spillede i aften, og manden kunne jo overhovedet ikke synge mere! Der sank mit hjerte… Havde jeg taget fejl? Var det den helt forkerte gave? Og var det rigtigt, at Cohen ikke kunne mere?
Men gjort var gjort. Vi ankom til Odense og måtte indrømme, at det var Cohens koncert, der var gaven. Vi måtte jo bare få det bedste ud af det. Og det gjorde vi så…
Allerede inden koncerten blev stemningen rosenrød og lækker. Aftenen lagde sig blødt om os, folk var glade, spændte. De klappede ham på scenen, hujede, smilede. Og så gik det i gang.
Min far overgav sig helt. Han lo, han græd, han jublede. For det var det, Cohen kunne. Og manden kunne synge. Det var så overvældende. Jeg overgav mig også totalt. Fra at kende et par sange, mest som minder fra barndommen, blev jeg superfan, og jeg svor lige der, at jeg ville skrive speciale om hans tekster, om virkningen af kunst, hvordan det kan transformere et menneske. Og det gjorde jeg.
Og det blev den eneste koncert, jeg så med ham, da han jo valgte at rejse herfra denne dimension i 2016.
Men jeg har hans ord nu og hans sange. Og der går sjældent en dag, uden at jeg hører eller læser hans værker. Senest har jeg i nytårsgave fået bogen The Flame.
Og her er så den reelle anmeldelse af The Flame.
And ditched on a beach
Where the sea hates to go
With a child in my arms
And a chill in my soul
And my heart the shape
of a begging bowl
Lige meget hvad, så start med at læse Adam Cohens forord. Det er ikke tynget sort af sorg, men af en respekt og en hyldest så stærk; hans ord gør hans far så megen ære. Det er smukt.
Selve værket er en samling af digte, sangtekster og noter fra hele Cohens liv inddelt i tre sektioner. Han arbejdede så hurtigt, han kunne, for at gøre samlingen færdig og efterlod klare instruktioner i det tilfælde, at han ikke skulle nå det. Historien uanset, så er teksterne fuldgyldige Cohen-værker. Han arbejder med følelser på så dybt et niveau, at alt er levende i dem. Hans evne til at trække verden ind i en sætning er uforlignelig. Det menneskelige, det guddommelige, higen, søgen, brænden og død er eviggyldige emner, og han fanger dem ind, efterlader deres aftryk på sine sider og slipper dem atter fri.
I’ve been looking
out the window
at the people
passing by
I don’t ask myself
a question
I don’t even
wonder why
All the stores are
filled with songs
All the streets are
paved with gold
When it comes to
telling secrets
I don’t tell them
till they’re old
Der er nogle menneske, nogle kunstnere, der har en helt speciel magi. I sit forord skriver Adam, at Leonard talte om at brænde, at brænde i sin kunst, for sin kunst. Der er slet ingen tvivl om, at det var, hvad Leonard gjorde, og det er derfor, han havde så speciel en følelse i sin sang og i sine digte, at han formåede at skabe den stemning ved koncerten, og at hans verden, når du træder ind i kunsten, føles så magisk.
Dengang til koncerten talte jeg om flydende poesi i luften. Det var vist ganske rammende.
Hvis du elsker Leonard Cohen bare en hundrededel så meget, som jeg gør, så und dig selv The Flame.
