I dag drager min bog ud på sin helt egen rejse, hvor den skal hjem og besøge syv* nysgerrige læsere. Jeg har pakket den godt ned sammen med lidt lækkerier, og jeg bliver helt vemodig ved tanken om det eventyr, den har været, og det eventyr, den endnu vil byde på.
Som nogle af jer måske ved, begyndte min og Enilias historie for cirka sytten år siden. Jeg har skrevet romaner både før og siden, men Syvstjernesagaen er noget ganske særligt stadig væk. Historien fulgte mig gennem en vild del af mit liv, hvor jeg prøvede mig selv af i verden, fandt mit eget ståsted og oplevede en masse personlige eventyr, som nu er en del af den, jeg er. Ligesom Enilia er en ung kvinde, der skal ud og finde sig selv i Syvstjernesagaen, var den periode af mit liv også en periode, hvor jeg prøvede til og fandt mig selv.
For mange er de første år i tyverne en vanskelig, men spændende tid. Det er da, at hver dag er knitrende ny og fyldt med muligheder. Man møder nye mennesker hele tiden, flytter rundt, uddanner sig, skifter jobs eller kærester og går fra at være ung til at være voksen sådan rigtigt. Man er ikke længere teenager, og man skal finde ud at passe ind i den identitet, hvor man forventes at kunne tage ansvar og egne beslutninger. Verden er stadig eventyrlig og funklende. Man har stadig al tid foran sig.
Enilia begynder sin rejse i Tinby, hun er for første gang hele alene i Laru (verden), og hun skal forholde sig, ikke bare til andre mennesker og ainatunari, men til sig på en helt ny måde, nemlig i forhold til andre, der anerkender hende som en ung og selvstændig voksen. Hun har ingen erfaring med forhold til andre, hverken venner eller partnere grunden isolationen med Marian og Elior i Tinby, og det kaster hende i nogle voldsomme følelser, da hun har tilbragt hele sin ungdom med at føle sig udenfor og mindre værd. Og netop følelsen af mindreværd er en, som mange kan relatere til, og jeg håber, at Enilias historie og erfaringer kan give andre en af følges med på rejsen gennem sig selv frem mod at finde fodfæste i en stormfuld verden. At føle sig mindre værd eller udenfor er en af de hårdeste følelser for et menneske, og det er voldsomt svært at komme igennem. Det kan både Enilia og jeg skrive under på. Enilia bevæger sig mod krigen mod mørket, men samtidig er hun i krig med sig selv og tankerne om, at hun ikke er god nok, og hun er ude af stand til at tage imod andres kærlighed og tillid. Og hvad betyder det for en ung jani?
Igennem Syvstjernesagaen modnes og vokser Enilia, og det gør alle vi andre også. Vi lærer og erfarer, slår os på verden og kommer på benene igen, og det er ikke usædvanligt, at livet giver nogle gevaldige knubs. Vi lærer at værdsætte vores familie og venner, vi lærer at værdsætte os selv. Og netop det sidste er så uendeligt betydningsfuldt, for hvis du ikke kan elske dig selv, kan du heller ikke mærke andres kærlighed eller værdsætte den. Det er en vigtig rejse, en kamp mod mørket i sig selv, en rejse mod lyset.
Enilia og jeg voksede sammen i vores tidlige tyvere. Jeg husker hende så tydeligt, og ind imellem savner jeg hende og den vilde, turbulente tid, hvor bølgerne gik højt hver eneste dag, og alting gnistrede af magi og muligheder, også selvom det gjorde ondt med mellemrum. Enilia voksede op, og det samme gjorde jeg, men nogle gange prikker hun stadig til mig med latter i blikket, og så husker vi det hele sammen i nogle timer over en kop kaffe.
Jeg ønsker Enilia den vildeste, mest eventyrlige, bogrejse, og jeg håber, at I allesammen derude vil følge med og elske hende, som jeg gør det.
* Tallet syv er vigtigt i Syvstjernesagaen. Først og fremmest på grund af den syvtakkede stjerne, som symboliserer lys, liv, magi, jord, luft, ild og vand – de tre magiske og de fire jordiske elementer. Derefter er alt andet med syv også magisk: de syv farver i regnbuen, de syv chakraer, syv i de forskellige religioner, heptomaderne, tallet syv som totaliteten, månens fire faser af syv dage, syv symboler for Buddha, den syvende bølge på havet, osv, osv.
