Hr. Ferdinand, 2018
Lyttelæst via Bookmate
Hvor er det stærkt. Og hvor er det skønt at læse en skildring af en voldelig junkie-mor, som rent faktisk har et følelsesliv, der gør, at du kan opleve hende som et elskeligt, levende, tænksomt og værdigt menneske, noget nærmere virkeligheden end en afstumpet kliché. En, der er faldet og har så uendeligt svært ved at komme op igen. Beskrivelsen af genfærdene, de syngende børn, de uelskede, usete og glemte sjæle, sendte mine tanker over mod Anne Rice, som også skriver så ekstremt godt om lagene mellem liv og død. Måske er det Syden, der giver sine børn denne fantastiske evne?
Hovedfortællingen foregår i en bil; en uendeligt lang køretur med flere dramatiske hændelser, en voldsomt køresyg lille pige, hendes voldsomt omsorgsfulde storebror og en mor, der har været mere fraværende end nærværende altid, en mor, der lokkes væk fra livet af stoffer, væk fra minder og væk fra et dobbeltknust hjerte. De skal hente børnenes far, der netop er blevet løsladt fra fængslet, og børnene, som ellers normalt altid er ved deres bedsteforældre, skal med, fordi det “jo er deres far.”
Men børnene har intet forhold til hverken mor eller far. Deres tryghed er i hinanden og i deres bedsteforældre, Mam og Pop. Mam er syg, den sidste fase af kræft, og hele familien mister noget helt essentielt med hende.
Plottet skal opleves. Det vil jeg ikke røbe. Men kernen er familiens indbyrdes forhold, fattigdommen og livets barske realiteter, som de er for en sort familie i Syden. Stofferne, politiets (for)domme, volden og historien – de bærer det hele med sig, både de ældre og den alleryngste lille pige. Og så er der genfærdene, sangen, som alle i familien hører på hver sin måde …
Bogen er fint indlæst af tre forskellige personer, som skifter alt efter fortælleren i bogen. Det giver et godt stemningsbillede og lidt ekstra karakter til personerne.
Læs den, mærk den, tag den ind og bevar den i dit blod.
Køb den her.
