Tag: Superlux (Side 2 af 3)

Det sidste punktum

‘Tis done!

Den sidste, færdigredigerede udgave af Eliors sang er endegyldigt sendt afsted her til morgen.

(indsæt en regn af konfetti)

Så mangler vi korrektur, forside, kort over Laru og illustration inden september og fantasyfestival. Det er vildt og lækkert.

‘Second star to the right and straight on ’til morning’

syvstjernesagaen #lysetsdatter #eliorssang #superlux #fantasy #danskfantasy #merefantasytilfolket #udgivelse #danskeforfattere

Charlotte Berwald: H for hest

Reklame. Bøgerne er anmeldereksemplarer.

Titel: H for hest 1

Udgivelsesdato: 07-03-2022

Sider: 112

Genre: Børne- og billedbøger

Forlag: Superlux

Forfatter: Charlotte Berwald

Serie: H for hest

Husk at tjekke Emilys fine anmeldelser. I går anmeldte hun Charlotte Berwalds H for hest, som er den første bog i serien af samme navn. Hun er vild med historien og universet, da hun selv elsker at ride ude hos moster, siger hun. Og så er der masser af mulighed for at spejle de følelser, man kan have, når man skal finde plads i en ny verden.

Du kan finde Emilys anmeldelser på Instagram, TikTok og YouTube.

Sæt kryds i kalenderen på lørdag kl. 20!

Sæt kryds i kalenderen på lørdag kl. 20!

Der går jeg live på Instagram med Michelle og Louise, bogbiens_eventyr og boglabyrinten og vi skal snakke om Lysets datter, om de kommende bøger, Syvstjernesagaens univers og alt andet, der hører med til at være fantasyforfatter.

Jeg glæder mig helt vildt, og jeg håber, du har lyst til at kigge med 😀

#syvstjernesagaen #lysetsdatter #superlux #merefantasytilfolket #danskfantasy #meredanskfantasy #fantasyforfatter #danskeforfattere @superluxdk @danskfantasy

Eliors sang – redigeringsrunde to

Hvordan er det lige, når man får sit manus tilbage fra redaktøren til runde to?

Reaktioner:

1) Sådan. Der kan ikke være meget at komme efter. Nu skal det bare lige tilrettes, så er det afsted.

2) Læser følgemail. Hm, den er lang …

3) Okay. Det er bare lidt omskrivning. Lad mig se på kommentarerne. Der kan ikke være mange!

4) Okay. Ros, ros … hov, skal der skrives til? Nej, hvorfor vil hun slette det. Jamen, hvorfor skal det uddybes? Det er nok bare lige starten …

5) Okay. Det bliver ved … hvad pokker … Nej, det vil jo tage virkelig lang tid, det der. Hvorfor synes hun det skal laves om?

6) Lukker manus. Venter. Åbner igen. Scroller.

7) Lukker manus.

8) Okay. Jamen, så skal jeg bare lige en uge i sommerhus med Rikke og skrive hele min bog om igen.

forfatterliv #skrivskrivskriv #syvstjernesagaen #eliorssang #redigering #minredaktørerond #superlux #danskfantasy #meredanskfantasy #fantasy #lavmerekaffe #sendmeretid #36timeridøgnet #ineedabreak #rødestregeroveralt

Redigering af “Eliors sang”

“Eliors sang.” Den længe ventede efterfølger til “Lysets datter” er retur fra redigering, og nu venter det hårde arbejde. Den skal tilpasses de ændringer, jeg lavede i etteren efter tyve års skuffetid, og den skal strammes op på mange punkter, nogle karakterer skal have mere scenetid, nogle mindre, og nogle temaer skal mere frem i lyset. Som med alt hårdt arbejde, er der ikke andet at gøre end at gå i gang og tage det skridt for skridt.

Enilia går endegyldigt mod krigen, den mulige opfyldelse af sagnet om lysets børn. Hun er langt fra Tinbys had og isolation, og hun skal finde sit ståsted der, hvor hun altid har drømt om at være. Hun er splittet i sin kærlighed, splittet mellem at turde eller ikke turde tro, at hun er noget værd. Hun bliver nødt til at tage stilling til, hvem hun ønsker at være. Om hende står Elior, Mevarn, Ebira, Laino, de ældre med al deres ro, og de unge, der ligesom hende frygter krigen. Og når al den gru er ovre, venter endnu mere af det ukendte.

Ja ja, jeg skal nok skynde mig … !

Brandon Sanderson: Alcatraz mod de onde bibliotekarer


Originaltitel: Alcatraz vs. the evil librarians
På dansk ved: Stephan Garmark
Illustrator: Hayley Lazo
Sider: 246
Omslag: Indbundet
Omslagsgrafiker: Betina Drews
Omslagsillustrator: Scott Brundage & Desirée J. Knudsen
Forlag: Forlaget Superlux

Eliot har læst Brandon Sanderson og har skrevet en ganske glimrende anmeldelse:

“Den er meget komisk og sjov, fordi det er en bog og forfatteren sidder og kritiserer bøger og forfattere.

Karaktererne er meget seje, frygtløse, følelsesløse, komiske og sidst, men ikke mindst, har de allesammen sjove navne.

Bibliotekarerne stjæler noget sand, som Alcatraz har fået på sin 13-års fødselsdag, en gammel mand kommer til hans hus, efter han har brændt køkkenet ned, og fortæller, at han er hans bedstefar, og at de skal skynde sig, fordi bibliotekarerne smelter dem om til linser. Det var en god historie, og den var god og sjov og spændende hele vejen igennem.

Eliot.”

Det var en god historie, og den var god og sjov og spændende hele vejen igennem.
Eliot

Rikke Havner Alrø: Stormtid

Forlag Forlaget Superlux
Udgave 1
ISBN 9788775670109
Sprog Dansk
Sider 490
Udgivelsesdato 20-09-2021
Format Indbundet

Det er lidt snyd, for jeg kender Rikke, og normalt anmelder jeg ikke bøger af folk, jeg kender, for det er hylende svært at være objektiv, og jeg er altid frygtelig bange for, at jeg ikke vil kunne lide bogen, for hvad gør man så? Jeg vil ikke skrive dårlige anmeldelser, og jeg vil ikke anmelde bøger, jeg ikke kan lide, og jeg vil heller ikke lade som om, jeg kan lide en bog, jeg ikke kan lide … Altså læser jeg ikke bøger af folk, jeg kender. Basta bum.

Derfor er det her heller ikke en rigtig anmeldelse, det er nærmere en anbefaling, for jeg har læst Stormtid, fordi den virkelig talte til mig, og det gjorde den rigtig godt.

Stormtid vandt Superlux’ fantasykonkurrence i 2020 som bedste manuskript, og det er fantasy for den voksne læser. Historien indbefatter tidsrejser via lommeur (fedt koncept), tilstedeværelsen af ellefolk, hekse og troldfolk midt mellem os andre, endda inde i lille Odense, som er min fødeby, og så går det ellers løs.

Rikke har skabt et rigtig fedt koncept med sin blanding af væsener, tid og magi, og det er hæsblæsende læsning, der på fornemste vis undgår teenagehysteri, blatant romance og halvkedelige sløjfer. Hun er ikke bange for at stikke fingrene ned i svære emner, og der bliver lagt op til en kodyl to’er (no pressure). Det er en bog, man læser ud i et stræk, så sørg for, at der er kaffe og lakridskonfekt indenfor rækkevidde.

Det er endnu mere tivolikrymmel på kagen, at Rikke ligesom jeg skriver om #stærkekvinder, der kan selv. Og så er det en virkelig smuk bog! Der er temaer i bogen om venskab, fordomme, sorg, barnløshed, manglende selvværd og svære relationer. Det handler om at turde knytte bånd, selvom det har vist sig at kunne gøre ondt, og det handler om at ville ofre alt for det, man tror på.

Fra forlaget:

”I samme sekund, jeg rører ved hans hud, suser jeg ned i en hvirvlende malstrøm, hvis midtpunkt er et par sorte øjne, der ser intenst på mig. Er det sådan, det føles at røre ved en underjordisk mand? For det er lige, hvad han er.”

Maren er 32 år og bor i Odense. Det lyder måske meget normalt, men Maren er ikke et menneske. Hun er en ellekvinde. Det har hun altid vidst, men hun ved ikke, hvad det betyder. Hun er også ligeglad.

Hendes magiske ophav har givet hende et job hos det mystiske firma, Urtid, der laver lommeure og smykker. Hendes titel er projektleder, men det er kun et dække.

I virkeligheden er hun hemmelig agent og på alle sine missioner, rejser hun i tiden. På en rejse til 1920 går noget galt, og det bliver startskuddet på en række begivenheder, der vender op og ned på alt. For hvem er Maren egentlig? Hvem var hendes mor og far? Og hvem er de magiske skabninger, der nu begynder at trænge ind i hendes liv?

Kommer du på Fantasyfestival?

Nu er der ikke længe til, at årets fantasyfestival finder sted i Esbjerg. Det sker nemlig næste weekend, d. 18. – 19. september.

Sidste år udkom “Lysets datter”, den første bog i Syvstjernesagaen, på fantasyfestivalen d. 17. september, men grundet corona blev det ikke afholdt, så den store udgivelsesfest blev kogt ned til en online reception.

Det råder jeg bod på i år. Ses vi?

Lørdag d. 18/9 kl. 15:30 kan du se mig i paneldebat om “De fejlbarlige helte” i Våbenkammeret sammen med Pernille Neergaard og Henriette Hesselholdt.

Søndag d. 19/9 kl. 12:30 er jeg på Superlux’ stand, hvor jeg gladelig signerer “Lysets datter” og byder på lidt sødt. Der vil også være mulighed for at købe merchandise fra Syvstjernesagaen til fine messepriser.

Søndag d. 19/9 kl. 15:15 går jeg på scenen i Mørkekammeret og fortæller om “Lysets datter” og de kommende bøger i Syvstjernesagaen.

Jeg glæder mig helt vildt til at komme afsted, og jeg håber virkelig, at vi ses derovre!

“Eliors sang” er på vej

Jeg har fundet mine gamle ringbind med noter, kladder og tegninger frem og er godt i gang med at redigere anden bog i “Syvstjernesagaen”, nemlig Eliors sang. Du kan godt glæde dig.

Jeg har altid foretrukket at skrive noter, tanker, brainstorms, forbindelser, huskesedler og lignende i hånden, og selvom det verdens allersværeste krydsreferencesystem, som tager timer at finde rundt i, så er det sådan et, jeg stadig benytter. Jeg skriver selve historien på skærm, men alt andet er i håndnotesystem. Det ser altså også sejere ud som galleri 😀

Det er en mærkelig rørende proces for mig at arbejde med den historie, som jeg skrev for tyve år siden, da jeg selv var midt i det følelsesmæssige oprør, som min hovedperson Enilia befinder sig i. Hun må kæmpe med karawianere og mørkets væsener udenpå og mod sig selv og sit mindreværd indeni, mens hele verden venter på, at hun opfylder sagnet om lysets børn. Jeg elsker alt ved historien, og jeg elsker den tid, jeg skrev den i, og jeg elsker alt det, som den giver mig nu, og som jeg får at vide derude, at den giver sine læsere. Det betyder alt for mig.

Jeg elsker hende, og jeg elsker den fantastiske historie, som jeg skrev frem i det, der nu føles som et helt andet liv. Og jeg glæder mig usigeligt til at kunne præsentere jer for en trykt version og en udgivelsesdato i den nære fremtid.

Kender jeg for øvrigt en, der kan få sådan nogle hjemmestrikkede verdenskort til at se mere ægte ud?

Jesper Riel: Uglemanden

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Forlag: Superlux ApS
Udgave: 1
ISBN: 9788793796270
Sprog: Dansk
Sider: 330
Udgivelsesdato: 31-05-2021
Format: Indbundet

Eliot er i gang med at læse Uglemanden af Jesper Riel. Selvom han ikke er helt færdig med den, mente han, at det var på tide at anmelde den, for “den er bare så fed.”

“Det er den bedste bog, jeg har læst, læser og kommer til at læse!!!” skriver drengen i sin anmeldelse. Så ka det vist ikke siges tydeligere.

Her kan du læse hans fulde anmeldelse:

« Ældre indlæg Nyere indlæg »