Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Forlag: Informations Forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788794272155
Sprog: Dansk
Originalsprog: Dansk
Sider: 152
Udgivelsesdato: 03-02-2022
Format: Hæftet

En varm tid er et essay, der modsvarer den gode, gamle Gasolin-sang Det er en kold tid. Den rendte jeg selv og skrålede af fuld hals i fritidsordningen tilbage i 80’erne. Meget passende er sangen og jeg fra samme årstal.

Hermann skriver om, hvordan verden er gået fra kold til varm, nærmest overophedet i disse dage. Men så kom coronanedlukningen, og det var, skriver han, som om den fik alting kølet lidt ned. Folk fik tid og ro til at trække vejret og se sig lidt omkring i eget selskab.

Essayet er opdelt i fem dele, der behandler tiden, vores forhold til hinanden, naturen og os selv og nedlukningen. Som sin udsigelse er Hermanns stil meget behersket og afbalanceret, men han formår alligevel at ruske op i en del debat.

Jeg er helt enig med Hermann i, at vi befinder os i en verden, der rumler og buldrer som en vågen vulkan lige under overfladen. Der er opbrud, nedbrud og afbrud overalt, det er omvæltningernes tid, opgørets tid, og helt essentielt er det en tid, hvor ingen længere vil finde sig i at være minoritet eller offer. Forståeligt nok. Alle råber højt og forsøger at overdøve hinanden, og Hermann maner til besindelse.

Det, som er farligt i disse tider, er ordet “vi”. Verden har splittet sig op i så mange grupperinger og undergrupperinger og klassifikationer, at betegnelsen vi nærmest kun kan komme i tale, hvis “vi” står som menneskeheden overfor en ikke menneskelig art.

Jeg er enig i, at nogle tilfælde springer lidt for langt ud over afgrunden i forsøget på at gøre opmærksom på sig selv, at det nogle gange bliver lidt for ekstremt med behovet for etiketter og titler og kasser, der skal gå foran mennesket. Dog er jeg også af den mening, at der er behov for ekstremen, før tingene kan falde til ro og finde balancen i midten. Vi har levet så længe i en verden, hvor alt udenfor normen blev fejet til side, udskældt og endda forbudt. Der er behov for at lade alle få lov at komme til syne og orde. Lad pendulet svinge vildt og voldsomt, forhåbentligt finder alt og alle plads til sidst.

Hermann vover at tale om privilegier og offermentalitet, hvilket er lidt af et minefelt, og han kommer da heller ikke helskindet igennem. Til trods for det har han leveret en ganske læseværdig bog, der har meget på hjerte om vores verden i dag, og om hvor vi gerne skulle hen. Han taler om dyder og pligter, om filosofi, dannelse og universalisme, og det er tydeligt, at han ved meget om emnerne. Dog skal der lige kobles en forståelse hen over, at man med vidt forskellige udgangspunkter nok ytrer sig på forskellige måder og har forskellige behov. Som min lillesøster så klogt sagde det engang, så handler det om at kunne sætte sig i andres sko.

En varm tid er god læsning, og den tænder op under både tanke og følelse. Det er vigtigt at lade alle komme til orde og lade alle bidrage til debatten, nu mens vulkanerne danser. Også Hermann. Lad os være åbne, fordomsfri og kommunikerende. Pendulet svinger. Fra kold til varm, tilbage til den helt rigtige temperatur.