Bogen er sponsoreret af forlaget
Forlaget Turbine, 2018

Alle kender Profeten. Eller de fleste gør i hvert fald. Den blev udgivet for næsten hundrede år siden i 1923, og den er et af de største værker indenfor åndelig litteratur. Den bliver til stadighed citeret og fremstår stadig som et af de smukkeste og viseste værker nogensinde i genren.

Kahlil Gibran skrev Stækkede vinger i 1912, altså nogle år før mesterværket. Det er en såkaldt ungdomsroman, og den handler da også ganske passende om ulykkelig kærlighed.

Fortællingen foregår i Libanon og omhandler en ung mand, som forelsker sig i den underskønne Selma. Gibran benytter denne stormfulde forelskelse, følelserne, skønheden og den medfølgende sorg, ulykkelighed og savn til at filosofere over livet, mennesket og kærligheden – og det gør han godt.

Han kommer også med kommentarer om samfundet, religion, kvinders vilkår og menneskets grådighed og selviskhed. Det er tydeligt, at betragtningerne er hundrede år gamle, men meget er stadig vedkommende og dybt.

Det, der virkelig tæller, er dog hans betragtninger om menneskets liv og død og det spirituelle væsen, der er grundlaget for alt, og det er for det, at man skal læse ham. Historien i sig selv er simpel, sproget er voldsomt poetisk, passende til tid og kultur, overmåde smukt, til tider så sødt, at det knaser lidt mellem tænderne, men det skal opleves.

Læs den før din tidligere inkarnation! Køb den her.