Eva Wulff: Lille Bi

Reklame. Bøgerne er sponsoreret af forlaget.
Forlag: Skriveforlaget
Udgave: 1
ISBN: 9788793958104
Sprog: Dansk
Sider: 28
Udgivelsesdato: 02-04-2020
Format: Hardback

Her i huset har lille Loui Lækkermås endelig passeret stadiet, hvor bøger skal gumles på eller rives i stykker. Nu kan vi læse rigtigt, kigge billeder og opleve historien. Mor er glad 🙂

Historierne om Lille Bi er det nye, store hit. Især Lille Bi møder et uhyre vækker begejstring, når den store e-ob (edderkop) kommer kravlende over sit spind hen mod den fastklistrede bi. “Stooo e-ob, wrraarrrhhh” lyder det piratagtigt med 160 decibel fra lille Loui, når edderkoppens ben viser sig på bogsiden.

Historierne om Lille Bi er supersødt fortalt i god børnehøjde, og de fine, farverige billeder er fængende, mens historien bliver fortalt. Eva Wulff har ramt den helt rigtige tone, der kan gribe de små og gjort det både fint og enkelt, så fortællingerne kan nå sit publikum. De er også helt perfekte som oplæsning fra storebror eller storesøsters side, når lillebror skal underholdes lidt.

Bøgerne får store, varme anbefalinger med herfra til alle små læseglade sind derude.

Irene Scharbau: Max

Reklame. Bogen er sponsoreret af forfatteren.
Forlag: Skriveforlaget
Udgave: 1
ISBN: 9788793958234
Sprog: Dansk
Udgivelsesdato: 20-08-2020
Format: Hæftet

 

 

Stress er et modeord og et ord, der bliver brugt i mange, måske til tider irrelevante, sammenhænge, men ikke desto mindre er det et fænomen, som har lidt for godt fat i menneskeheden i 2020.

Max er en roman om stress, en roman om at arbejde livet af sig selv og arbejde i stedet for at leve. Det handler om selvbilleder, værdier og identitet, når romanens to hovedpersoner i hver sit motorvejsspor hamrer derudaf, indtil motoren går i stå. Og hvad gør man så, når alt det, man troede var livet, alt det man tillagde værdi, pludselig bryder sammen?

Irene Scharbau skriver, så det kribler under huden, og der bliver lagt kraftigt op til livsrevidering og eftertanke. Hvad er mennesket i 2020? Hvordan vurderer vi hinanden og os selv, hvad er succes, og hvad gør et menneske til det berømte noget?

Max er en velskrevet, snørklet, underfundig og dyb roman som i allerhøjeste grad har noget på hjerte. Den kræver lidt af sin læser, men den gør det på den gode måde, og den er det værd.

Take time to stop and smell the roses