“Det skal give mening for mig. Jeg skal kunne bruge det. Jeg gider ikke læse en roman på to hundrede sider, hvis den ikke siger mig noget.”
Han lægger armene over kors og kigger lidt op og ud af vinduet. Han har den her helt specielle måde at tale på, som han bruger, når han udtaler sig om noget, der betyder noget for ham.
Han vil ikke dømme forfattere, men selvfølgelig er der dem, han kan lide, og dem han ikke kan lide. Men:
“Jeg kan jo ikke vurdere en forfatter på, at vedkommende ikke taler til mig, hvis han nu taler til 5000 andre.”
Han har ret. Men hvem kan så vurdere, hvad der er godt, og hvad der er skidt? Der er vel ingen, der som en ophøjet instans kan være den absolutte dommer i den litterære verden? Og der er jo også mange klasser, mange forskellige smage, mange forskellige synsvinkler. Der er dem, der aldrig læser kærlighedsromaner og krimier, dem, der aldrig læser digte, dem, der fornægter alt, der har modtaget priser, dem, der kun læser prisvindere, dem, der kun læser fantasy, realisme, klassikere, minimalisme. Der er ligeså mange litterære smage, som der er læsere.
Hvordan kan man så være anmelder? spørger han, for det er det, han funderer over. Jeg svarer:
En anmeldelse er udtryk for en personlig smag, en personlig præference og som regel en litterær uddannelse. Det betyder ikke, at ens smag er bedre, men at man har en vis viden om litteratur, som man kan fundere sine anmeldelser på. Og ikke mindst viden om litteraturens historie, genrer, stemmer og forandringer.
Og udfra det laver man en vurdering, men det vil til alle tider stadig forblive en personlig vurdering.
Som læser kan man så følge de anmeldere, som man deler smag med. Det lærer man efterhånden. Jeg følger selv nogle stykker, hvis præferencer ofte falder i hak med mine. Det er ikke altid, jeg ender med at være enig i, om det er godt eller skidt, men det giver indsigt, og ikke mindst får man læst en masse, som man måske ellers ikke ville få læst, og alt giver større indsigt og viden.
“Du skal læse den her,” siger han i næste sekund og vifter mig om næsen med en bog, han netop har købt i genbrugsbutikken (Jeg er også stor fan af boggenbrug.) Han bladrer op i den og begynder at læse højt, og jeg ved efter blot nogle få linjer, at den bog ville jeg aldrig få læst. Det er virkelig ikke mig.
Men hans begejstring gør mig glad. Jeg elsker den glæde, som litteratur kan skabe, når den rammer plet, når den begejstrer og sætter mennesker i en anden stemning. Når den rykker noget, eller som han sagde det i starten: Når den giver mening (for en).
Jeg anmelder, fordi litteratur begejstrer mig. Fordi jeg alligevel altid læser, og fordi jeg gerne vil dele mine oplevelser med litteratur. Det giver mening for mig. Jeg taler ikke for alle, jeg taler kun for mig. Og jeg er enig med ham: Jeg læser bestemt ikke to hundrede sider i en roman, hvis det ikke giver mening, eller ikke siger mig noget.
Nej, så lægger jeg den til side og begynder på en ny.
