Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgave: 1
ISBN: 9788771516371
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Strange Flowers
Sider: 252
Udgivelsesdato: 15-04-2021
Format: Hæftet

Donal Ryans sprog er noget af det ypperligste, og med det som redskab skaber Ryan en smuk, inderlig fortælling om en lille familie.

Sælsomme vækster er en poetisk vandring gennem et smukt og snørklet landskab opbygget af intrikate karakterer, menneskelig relation, tætte beskrivelser og en gribende fortælling, der bliver hos dig længe efter. Fortællingen er det blomstrende ukrudt, der finder vej op gennem gadens asfalt, ligesom familierne i fortællingen bryder gennem århundreders tradition og stiltien for at finde nye veje. Med lige dele skæbne, lige dele fundamentale valg snor fortællingen sig gennem blomsterengen i al sin forårspragt.

Sælsom er det rette ord til titlen, for fortællingen er virkelig sælsom. Den begynder med en forsvinden, men slutter med, at nogen finder sig selv. Der er fortalt så meget mellem linjerne, så meget er bare glimt, og det er en fornøjelse ikke bare at læse, men at fornemme Ryans roman. Moll, datter af Kit og Paddy, der lejer et lille hus af forpagteren, som Paddy arbejder for, sprænger alle rammer, da hun uden et ord forlader sine forældre, sin skæbne og sit barndomshjem. Forældrene forsøger at finde hende, men det lykkes ikke, og først fem år senere dukker hun op igen, og med sig trækker hun en bølge af forandring. Forandringerne skaber rystelser i hele den lille, irske landsby, og som Ryan udfolder sin fortælling viser der sig mere og mere under overfladen.

Det er en underskøn fortælling, og Ryan skriver så smukt, at hver en linje er en fryd. Det er en roman, man kan vende tilbage til igen og igen bare for sprogets skyld. Det skal desuden nævnes, at romanen er fremragende oversat af dygtige Signe Lyng, der til fulde formår at gengive Ryans magi på dansk.