Tag: Om at udgive

Om bogbørnebørn; det skønne ved mit arbejde

Noget af det allerbedste ved mit job er, når jeg ser mine klienter lykkes med deres drømme.

Karakteren af disse drømme er lige så forskellige som mine klienter; nogle drømmer om at lave en Rowling med verdensomspændende succes og ugudelig rigdom, andre vil bare gerne kunne leve af at skrive og andre igen vil bare gerne kunne holde deres manuskript i hånden i form af en rigtig bog, fordi de har lagt blod, sved og tårer i projektet, og det er deres hjertebarn. Hvad end niveauet er, betyder det meget for mig, når får mailen eller opkaldet: Så lykkedes det …

Sidste skud på stammen er Anne-Kirsten Brønserud, der er udkommet med sin pragtfulde roman om opvækst i 60-70’ernes Danmark. Med sikker pen og skøn stil fortæller hun om flere generationers liv i denne periode med glimt fra både barndom, ungdom og voksenliv i de hårde tider og de gode. Det er en hjertevarm og realistisk fortælling med fokus på menneskets inderste verden og den erfaring, man får med sig igennem livet. Brønserud kom til mig med et stort ønske om at få sin bog udgivet. Den er et rigtigt hjertebarn, som hun har brugt masser af tid og kræfter på, og det kan mærkes i bogens sjæl. 

Det er meget forskelligt, hvilken form for hjælp, der er brug for. Nogle forfattere tikker ind med et manus, der er så godt som færdigt, men blot kræver en smule polering eller udeladelse af nogle fyldord, der tynger teksten. Andre er måske kun på idéplan eller helt rå og skal have hjælp til at bygge det hele op. Det er tit sådan, at det fra forfatterens side er svært at se, hvad der er skidt og kanel, når man sidder med sit eget manuskript. Man stirrer sig blind på det, fordi man er så langt inde i personerne og historien, og når man har det hele i hovedet, bliver det svært at skelne det på skrift. Og hvad er det lige, der giver den berømte x-faktor, som gør, at manuskriptet kan komme ud over rampen? Er det sproget, der halter? Strukturen eller gabende plothuller? Mangler karaktererne liv, eller er der passager, der bliver for lange og kedelige?

Jeg bliver så glad, når jeg ser, at et af mine bogbørnebørn er kommet ud som “rigtig bog.” Hver eneste tekst, som jeg arbejder med, kommer under huden på mig og bliver en del af mig, som jeg ikke helt kan slippe igen. Historierne lever videre i mig, og det betyder meget for mig, at de får det liv, som de fortjener. Jeg kalder de manuskripter, jeg har arbejdet med, for mine bogbørnebørn, for det er jo forfatteren, der er forælder. Som bogbedstemor har jeg glæden og kærligheden, men intet af ansvaret. Det er skønt. Jeg er så stolt, når jeg sidder med den færdige bog i hånden; duften af nyt tryk og den fine, endnu ikke kaffeplettede forside. Det giver mit arbejde den ekstra lille sløjfe af glasur og sukkerpynt, som er helt uundværlig.

Tillykke til Anne-Kirsten og alle de andre som lykkes med deres drømme. Giv aldrig op 🙂

 

En tilståelse …

Jeg er nødt til at tilstå, at der er noget, der gør mig rigtig bange i forbindelse med mit arbejde.

Det er noget, jeg har tænkt en del over på det sidste, mens jeg har læst sidste korrektur på min næste udgivelse. Jeg er faktisk rædselsslagen for at udgive mine bøger.

Lyder det selvmodsigende? Det er det nok. Jeg er rædselsslagen for det, jeg mærker angsten i hver en celle i min krop, men så gør jeg det alligevel.

Første gang var den absolut sværeste. At skrive er en personlig ting, det kommer helt indefra, det er noget, man nørkler og pusler med så længe helt for sig selv, og så lige pludselig sender man det ud, hvor alle og enhver kan se det … og dømme det. Og det er jo netop dommen, der er det skræmmende, for hvad vil andre synes om det, som man har brugt så meget tid og så mange kræfter på, så meget hjerteblod og så mange dybe følelser.

Da jeg var en hel del yngre, drømte jeg om at blive berømt, elsket og anerkendt af alle. Dengang var mine drømme en blanding af at blive en berømt rocksanger, filmskuespiller og i fritiden forfatter. De to første droppede jeg med tiden, ligesom mine ambitioner om anerkendelse er skrumpet en del. Selvfølgelig vil jeg gerne anerkendes for mit arbejde, men behovet er mindsket en del, og det er nu bestemte cirkler og personer, som betyder noget i forhold til mit arbejde. Dem, hvis mening tæller. Det er en naturlig del af det at blive ældre og mere erfaren, men angsten for at fejle er der stadig.

De fleste kender den. Alle, der arbejder med noget, der betyder noget for dem, ønsker at blive anerkendt for deres talent, og der er en vis nervøsitet forbundet med at levere gode resultater.

Det vigtige her er at komme ud over den angst. Den må ikke tage over. Jeg har arbejdet med min angst for at udgive på flere måder:

  • Lige meget hvad jeg udgiver, vil der altid være nogen, der ikke bryder sig om det på grund af genren, stilen eller indholdet. Det kan ikke lade sig gøre at skrive til alle på én gang.
  • At skrive er meget personligt, og derfor vil det altid gøre ondt, hvis nogen kritiserer det, men det er okay. Kritikken er ikke personlig, det er en smagssag.
  • At udleve sin drøm vil altid skabe angst, men styrken findes i at overvinde den. Mærk angsten, og gør det alligevel. Du er stærkere på den anden side.

 

Det vigtigste her er netop at vælge drømmen, ikke angsten. Hvis angsten holder dig tilbage fra at udgive din bog, så vil din drøm aldrig blive til virkelighed.

Jeg har prøvet at få dårlige anmeldelser, og jeg har prøvet, hvordan det føles, når nogen affærdiger min drøm og min levevej som noget ubetydeligt. Selvfølgelig er det ikke ubetydeligt; det er mit hjerteblod. Men jeg er også kommet videre, og jeg har besluttet mig for, at det er noget, jeg gør for min egen skyld, ikke for alle andres skyld, og i sidste ende er det kun min egen mening og min egen selvfølelse, der tæller. Når jeg engang ligger på mit dødsleje, vil jeg have levet for min egen skyld, udlevet mine drømme og gjort det, der har betydning for mig. Intet andet tæller i sidste ende.

Der er måske nogle, der vil undre sig over, at jeg kan blive så bange for at udgive mine bøger givet, at det er min valgte vej, men den er altså god nok. Jeg er et nervevrag, når jeg skriver kontrakten under, og jeg er et nervevrag, når forlaget begynder at ringe og skrive for at arrangere kommende interviews og optrædener. Nu nærmer jeg mig tredje gang, og nerverne er lige så slemme som sidst, men jeg trækker vejret dybt, sætter mig selv i stævne og tænker: Men det er jo det, jeg vil.

17. september udkommer min tredje roman Lysets datter. Det er den første i en fantasyserie kaldet Syvstjernesagaen, og som et led i den store release skal jeg læse op fra den online. Det er nervepirrende. Jeg skal være på, jeg skal være live. Hvad hvis jeg nyser midt i det hele? Eller hvad hvis jeg ser dum ud på videoen? Hvad hvis jeg siger noget mærkeligt, taber bogen, savler eller glemmer noget helt essentielt i plottet, fordi jeg bliver så nervøs? Det kan holde mig vågen om natten, når jeg tænker på alt, der kan gå galt, men jeg gør det alligevel … Jeg gør det, fordi det er det, der er min drøm. At skrive. At udgive. At være forfatter.

Lad aldrig angsten holde dig tilbage fra at udleve din drøm. Aldrig.