Tag: om at skrive

Uventede chokoladegaver

29. marts 2022 / louise1978 / 0 kommentarer

Så sidder man der midt i sin vante gænge og er ved at afrunde en fornem oversættelse, da hundene går helt amok i forsøget på at æde GLS-buddet gennem hoveddøren. Han efterlader forskrækket en pakke på trappetrinnet, før han løber i sikkerhed i bilen. Og se lige, hvad han kom med.

Det rører mig dybt, når mine kunder bliver så glade for mit arbejde. Det siger lidt om, hvor dybt det stikker, når man skriver. Det kommer fra hjertets dyb, og det er så vigtigt, at andre også behandler tingene med samme respekt. Når vi skriver, lægger vi vores hjerteblod i andres hænder, i det vi sender det ud.

Udover at jeg er virkelig glad for chokolade (!), fortæller det mig, at jeg har gjort mit arbejde godt, og det betyder allermest. Det er en svær balance at redigere andres arbejde, og når det lykkes, bliver jeg så glad.

Så tak for rosen, kære anonyme kunde. Det betyder virkelig meget. Og nu glæder jeg mig til chokoladen 😀

#gladekunder #værdsatarbejde #roserichokoladeform #elskermitarbejde #rørttiltårer #anerkendelseisukker #detbetyderbaresåmeget

Om bogbørnebørn; det skønne ved mit arbejde

28. november 2020 / louise1978 / 0 kommentarer

Noget af det allerbedste ved mit job er, når jeg ser mine klienter lykkes med deres drømme.

Karakteren af disse drømme er lige så forskellige som mine klienter; nogle drømmer om at lave en Rowling med verdensomspændende succes og ugudelig rigdom, andre vil bare gerne kunne leve af at skrive og andre igen vil bare gerne kunne holde deres manuskript i hånden i form af en rigtig bog, fordi de har lagt blod, sved og tårer i projektet, og det er deres hjertebarn. Hvad end niveauet er, betyder det meget for mig, når får mailen eller opkaldet: Så lykkedes det …

Sidste skud på stammen er Anne-Kirsten Brønserud, der er udkommet med sin pragtfulde roman om opvækst i 60-70’ernes Danmark. Med sikker pen og skøn stil fortæller hun om flere generationers liv i denne periode med glimt fra både barndom, ungdom og voksenliv i de hårde tider og de gode. Det er en hjertevarm og realistisk fortælling med fokus på menneskets inderste verden og den erfaring, man får med sig igennem livet. Brønserud kom til mig med et stort ønske om at få sin bog udgivet. Den er et rigtigt hjertebarn, som hun har brugt masser af tid og kræfter på, og det kan mærkes i bogens sjæl.

Det er meget forskelligt, hvilken form for hjælp, der er brug for. Nogle forfattere tikker ind med et manus, der er så godt som færdigt, men blot kræver en smule polering eller udeladelse af nogle fyldord, der tynger teksten. Andre er måske kun på idéplan eller helt rå og skal have hjælp til at bygge det hele op. Det er tit sådan, at det fra forfatterens side er svært at se, hvad der er skidt og kanel, når man sidder med sit eget manuskript. Man stirrer sig blind på det, fordi man er så langt inde i personerne og historien, og når man har det hele i hovedet, bliver det svært at skelne det på skrift. Og hvad er det lige, der giver den berømte x-faktor, som gør, at manuskriptet kan komme ud over rampen? Er det sproget, der halter? Strukturen eller gabende plothuller? Mangler karaktererne liv, eller er der passager, der bliver for lange og kedelige?

Jeg bliver så glad, når jeg ser, at et af mine bogbørnebørn er kommet ud som “rigtig bog.” Hver eneste tekst, som jeg arbejder med, kommer under huden på mig og bliver en del af mig, som jeg ikke helt kan slippe igen. Historierne lever videre i mig, og det betyder meget for mig, at de får det liv, som de fortjener. Jeg kalder de manuskripter, jeg har arbejdet med, for mine bogbørnebørn, for det er jo forfatteren, der er forælder. Som bogbedstemor har jeg glæden og kærligheden, men intet af ansvaret. Det er skønt. Jeg er så stolt, når jeg sidder med den færdige bog i hånden; duften af nyt tryk og den fine, endnu ikke kaffeplettede forside. Det giver mit arbejde den ekstra lille sløjfe af glasur og sukkerpynt, som er helt uundværlig.

Tillykke til Anne-Kirsten og alle de andre som lykkes med deres drømme. Giv aldrig op 🙂

Du må aldrig opgive din drøm

20. oktober 2020 / louise1978 / 0 kommentarer

Fra skriblerier i en notesbog til smuk hardback …

I mine tidlige teenageår begyndte jeg at drømme om at blive forfatter. Mine første bøger skrev jeg med grøn tusch og bandt dem sammen med rødt garn. Forsiderne lavede jeg med udklippede billeder fra kulørte magasiner. Min far forærede mig en lille gul skrivemaskine, som jeg skrev de sidste par bøger på. Jeg har dem endnu gemt godt væk i en gammel brun kassette. Siden blev jeg mere professionel, anskaffede computer og gemte alle mine skriverier på floppydisks. De fleste af dem er desværre blevet væk gennem tiden.

Jeg nåede op i tyverne, før jeg blev rigtig alvorlig med mine skriverier. Før det var jeg lidt en drømmer, den slags, der tænkte, at en forfatter skal opdages på den måde, at en dygtig forlægger bryder ind, finder de fantastiske manuskripter i skrivebordsskuffen og tvinger den ydmyge forfatter til at lade sig udgive. Med alderen blev jeg klogere …

I mine tyvere skrev jeg en fantasyserie. Før det skrev jeg mest socialrealistisk, det, som jeg i dag kalder teenageskriverier, lidt drømmende, lidt søgende og gerne med en tragisk heltinde, masser af tårer og drama og en god portion reddende kærlighed. Da jeg begyndte at skrive fantasy, var det som om, alt det ændrede sig. Jeg skrev for min egen skyld, men også med den tanke, at jeg ville have det udgivet. Hen over fem år skrev jeg fem tykke romaner, alle sammen i en serie med samme persongalleri og tema. Da jeg var midt i processen, begyndte jeg at sende de første ind til forlagene.

Det gik slet ikke som forventet. Jeg modtog afslag på afslag, ubegrundede og kolde, og jeg forstod pludselig, at det ikke bare var ligetil at blive udgivet. Alligevel blev jeg ved med at forsøge. Set i bagklogskabens klare lys var jeg oppe imod høje odds. Fantasy var dengang ikke særlig velset, det blev sjældent udgivet, medmindre det var bedstsælgende oversættelser fra det store udland, og det var slet ikke noget, man satsede på, fra en debutant. Ved et af mine sidste forsøg hos en af landets mastodonter fik jeg den besked, at de sådan set gerne ville have udgivet det, hvis jeg bare havde været udgivet før. Det var mere nedslående end de ubegrundede afslag, for hvad skulle jeg stille op med nærved og næsten?

Jeg pakkede bøgerne væk i min digitale skrivebordsskuffe og prøvede at glemme dem, mens mit liv susede videre. De blev dog altid ved med at rumstere, for jeg syntes, det var en god historie, de havde kostet mig blod, sved og tårer, og jeg syntes virkelig, de fortjente at få et liv.

Der gik næsten tyve år, før det skete. Og det er netop min pointe. Du må aldrig give op. Hvis du har en drøm, så hold ved. Søg det, lev det, bliv ved og ved. Jeg skrev andre bøger, gik andre veje, men til sidst blev det alligevel virkelighed. Min første udgivelse blev noget helt andet, nemlig en roman i USA, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig. Det skete ad omveje ved, at jeg i en snak med en god ven, der er forfatter i USA, blev inspireret til en historie, som jeg gik i gang med at skrive, selvom jeg egentligt var alt for travl med at passe tre år gamle tvillinger og skrive speciale.

Romanen blev skrevet, og jeg fik skrevet kontrakt med et forlag i USA. Så var den der pludselig, kontrakten, helt officielt, og jeg kunne med rette kalde mig forfatter. Det var uvirkeligt, og jeg var overlykkelig. Nu sker det, tænkte jeg, nu går alle mine drømme i opfyldelse, alt, hvad jeg har kæmpet mig hen imod gennem alle de år, alle de lange nætter ved skrivemaskinen, de vågne drømme, skrivekramperne, notesbøgerne og tankerne om alt, der kunne ske.

Det varede kun nogle måneder, bogen nåede at være ude i nogle dage, så blev jeg uenig med forlaget om nogle af deres krav, og så brød jeg kontrakten og fik mine rettigheder tilbage. Det var en mærkelig tom følelse. Jeg valgte at bruge alt materialet og selv udgive den igen via Amazon, men det var ikke helt det samme. Det var ikke rigtigt.

Sideløbende havde jeg afsluttet min kandidat i litteraturvidenskab og var godt i gang med at arbejde som redaktør. Jeg udvidede mit felt mere og mere indenfor litteraturen, begyndte at anmelde, oversætte og tekstforfatte. Jeg arbejdede med det, jeg elskede, og det betød alt. Det gør det stadig. Og så meldte Torkild sig på banen med en udfordring: Strø dit guld og din glasur over dette manus og lad os se, hvad der sker. Jeg havde arbejdet som hans redaktør før, og han var blevet mopset over nogle af mine kritikpunkter, så nu ville han se, hvad jeg kunne. Jeg tog udfordringen op. Det blev til Stalingrads engel, som blev udgivet på DreamLitt.

Pludselig tog det fart. Nogenlunde samtidig skrev jeg kontrakt med Superlux om udgivelsen af Syvstjernesagaen, som jeg havde fundet frem, støvet af, redigeret og sendt afsted, for nu var fantasy pludselig blevet rigtig populært i vores lille land. Og samtidig var jeg gravid med mit tredje barn. Det gik så stærkt, det hele, og fra ingenting stod jeg nu med to forlagskontrakter i hånden.

Det tog tyve år, faktisk næsten tredive, hvis man regner fra drømmens spæde start, men det lykkedes, og det er ikke slut endnu. Det er kun lige begyndt. Hvad gjorde jeg, for at det skulle lykkes? Jo, jeg blev ved. Jeg søgte det, jeg kunne lide, arbejdede med det, jeg drømte om, omend måske fra bagsiden, men jeg havde stadig fingrene dybt i litteraturen, kunne leve det hver eneste dag, og jeg blev ved med at forsøge, jeg skrev, skrev om, skrev noget andet, prøvede noget tredje, blev ved med at udvikle min stil, ændre på noget, skrue på noget andet, tage udfordringer op og ikke mindst læse, læse, læse.

Bliv ved. Du må ikke give op. Det betyder ikke noget, om du er fjorten eller halvtreds år gammel. Hvis det er din drøm, så hold fast og kæmp videre. Det er ikke umuligt. Intet er umuligt for den, der tør blive ved. Fra det støvede lyserøde teenageværelse med den gule skrivemaskine til mit store kontor med bøger fra gulv til loft og væg til væg og en masse arbejde med litteratur, det kan blive virkelighed, hvis du bare holder ved og lader dig selv tro på det.

If you can dream it, you can do it.

~Walt Disney

En tilståelse …

17. august 2020 / louise1978 / 0 kommentarer

Jeg er nødt til at tilstå, at der er noget, der gør mig rigtig bange i forbindelse med mit arbejde.

Det er noget, jeg har tænkt en del over på det sidste, mens jeg har læst sidste korrektur på min næste udgivelse. Jeg er faktisk rædselsslagen for at udgive mine bøger.

Lyder det selvmodsigende? Det er det nok. Jeg er rædselsslagen for det, jeg mærker angsten i hver en celle i min krop, men så gør jeg det alligevel.

Første gang var den absolut sværeste. At skrive er en personlig ting, det kommer helt indefra, det er noget, man nørkler og pusler med så længe helt for sig selv, og så lige pludselig sender man det ud, hvor alle og enhver kan se det … og dømme det. Og det er jo netop dommen, der er det skræmmende, for hvad vil andre synes om det, som man har brugt så meget tid og så mange kræfter på, så meget hjerteblod og så mange dybe følelser.

Da jeg var en hel del yngre, drømte jeg om at blive berømt, elsket og anerkendt af alle. Dengang var mine drømme en blanding af at blive en berømt rocksanger, filmskuespiller og i fritiden forfatter. De to første droppede jeg med tiden, ligesom mine ambitioner om anerkendelse er skrumpet en del. Selvfølgelig vil jeg gerne anerkendes for mit arbejde, men behovet er mindsket en del, og det er nu bestemte cirkler og personer, som betyder noget i forhold til mit arbejde. Dem, hvis mening tæller. Det er en naturlig del af det at blive ældre og mere erfaren, men angsten for at fejle er der stadig.

De fleste kender den. Alle, der arbejder med noget, der betyder noget for dem, ønsker at blive anerkendt for deres talent, og der er en vis nervøsitet forbundet med at levere gode resultater.

Det vigtige her er at komme ud over den angst. Den må ikke tage over. Jeg har arbejdet med min angst for at udgive på flere måder:

Lige meget hvad jeg udgiver, vil der altid være nogen, der ikke bryder sig om det på grund af genren, stilen eller indholdet. Det kan ikke lade sig gøre at skrive til alle på én gang.
At skrive er meget personligt, og derfor vil det altid gøre ondt, hvis nogen kritiserer det, men det er okay. Kritikken er ikke personlig, det er en smagssag.
At udleve sin drøm vil altid skabe angst, men styrken findes i at overvinde den. Mærk angsten, og gør det alligevel. Du er stærkere på den anden side.

Det vigtigste her er netop at vælge drømmen, ikke angsten. Hvis angsten holder dig tilbage fra at udgive din bog, så vil din drøm aldrig blive til virkelighed.

Jeg har prøvet at få dårlige anmeldelser, og jeg har prøvet, hvordan det føles, når nogen affærdiger min drøm og min levevej som noget ubetydeligt. Selvfølgelig er det ikke ubetydeligt; det er mit hjerteblod. Men jeg er også kommet videre, og jeg har besluttet mig for, at det er noget, jeg gør for min egen skyld, ikke for alle andres skyld, og i sidste ende er det kun min egen mening og min egen selvfølelse, der tæller. Når jeg engang ligger på mit dødsleje, vil jeg have levet for min egen skyld, udlevet mine drømme og gjort det, der har betydning for mig. Intet andet tæller i sidste ende.

Der er måske nogle, der vil undre sig over, at jeg kan blive så bange for at udgive mine bøger givet, at det er min valgte vej, men den er altså god nok. Jeg er et nervevrag, når jeg skriver kontrakten under, og jeg er et nervevrag, når forlaget begynder at ringe og skrive for at arrangere kommende interviews og optrædener. Nu nærmer jeg mig tredje gang, og nerverne er lige så slemme som sidst, men jeg trækker vejret dybt, sætter mig selv i stævne og tænker: Men det er jo det, jeg vil.

17. september udkommer min tredje roman Lysets datter. Det er den første i en fantasyserie kaldet Syvstjernesagaen, og som et led i den store release skal jeg læse op fra den online. Det er nervepirrende. Jeg skal være på, jeg skal være live. Hvad hvis jeg nyser midt i det hele? Eller hvad hvis jeg ser dum ud på videoen? Hvad hvis jeg siger noget mærkeligt, taber bogen, savler eller glemmer noget helt essentielt i plottet, fordi jeg bliver så nervøs? Det kan holde mig vågen om natten, når jeg tænker på alt, der kan gå galt, men jeg gør det alligevel … Jeg gør det, fordi det er det, der er min drøm. At skrive. At udgive. At være forfatter.

Lad aldrig angsten holde dig tilbage fra at udleve din drøm. Aldrig.

Gode og mærkelige grunde til at ville skrive en bog

1. juli 2020 / louise1978 / 0 kommentarer

Hele mit liv har handlet om litteratur, og nu i en alder af snart 42 lever jeg af at arbejde som redaktør, forfatter og oversætter. Det er bare det, jeg er bedst til. Og jeg hjælper folk som dig med at skrive bøger.

I dag vil jeg dele lidt om, hvorfor du skal skrive en bog. Og som noget endnu vigtigere vil jeg hjælpe dig til at tage den endegyldige beslutning om, hvorvidt det er det, du vil, eller om du egentlig helst vil droppe idéen. Sagen er den, at din bog helt sikkert ikke vil falde i alles smag. Det er sandheden. Jeg har mødt mange, der havde en idé om, at de gerne ville skrive en bog. De havde et spændende plot eller en sag, de brændte for, noget, de gerne ville ud med, og det ville de skrive en bog om. Men de nåede aldrig i mål med det, fordi de ikke i sidste ende ikke selv helt forstod, hvorfor det var så vigtigt for dem. Efter at have talt med flere af mine mest succesfulde klienter har jeg fundet frem til de tre mest brugte grunde til at ville ønske at skrive en bog. Og det er nok ikke, hvad du tror! Jeg har brug for at skrive det hele ned for selv at se det som noget selvstændigt udenfor mig. Jeg vil gerne have en stemme, selvom der er mange andre derude. Jeg kan slet ikke lade være. Selvom jeg ikke orker det, kommer der hele tiden nye historier. Hvad med dig? Kan du kende dig selv i nogle af de grunde? Jeg vil bede dig om at gøre dig det helt klart, hvad der ligger bag dit ønske om at skrive en bog. Det skal ikke være de overfladiske grunde. Jeg vil bede dig om at gå helt ned i dybden og virkelig finde ud af, hvad der driver dig til at ville skrive en bog. Måske ender du med at finde ud af, at det måske slet ikke er din endegyldige drøm at skrive en bog. Men hvis du finder ud af, at det virkelig er, hvad du brænder for, så er jeg her, og jeg er klar til at tage rejsen sammen med dig. Så lad mig endelig høre fra dig … hvad er din personlige grund til, at du gerne vil skrive en bog? Hvorfor er du interesseret i at skrive? Og hvad vil du gerne opnå med at skrive en bog? Jeg tænker ikke, at det er en tilfældighed, at du er her. Send mig et svar og lad mig vide, hvad du tænker … Du kan finde en masse skrivetips på min side, hvis du har brug for inspiration.Hav en skøn dag, Louise

Stephen King: Om at skrive

10. april 2020 / louise1978 / 0 kommentarer

Reklame: Bogen er sponsoreret af forlaget

Oversætter: Vivi Berendt
Forlag: Hr. Ferdinand
Udgave: 4
ISBN: 9788740061253
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: On writing
Sider: 256
Udgivelsesdato: 12-11-2019
Format: Paperback

Om at skrive er en Stephen Kings erindringsbog, hvori han fortæller om sit liv og sit møde med det at skrive.

På sit værelse har han et søm, og på det, spiddet papir efter spiddet papir, hænger han alle de afslag om udgivelse, som han får.

Det er svært at forestille sig, at Stephen King nogensinde har fået et afslag, men ikke desto mindre følger vi hans langsomme og viljestærke arbejde mod at blive udgivet, at dygtiggøre sig og nå dertil, hvor han kan leve af at skrive.

Bogen er et indblik i Kings liv, demøder, der banede vejen for ham og sendte ham i den rigtige retning, og alle de mennesker og situationer, der spændte ben. Det er en menneskelig og nærværende beretning om inspiration, tilbageslag, kærlighed og viljestyrke. Han fortæller om sine valg og fravalg, om de ting han måtte opgive for at nå sin drøm og om de ofre, der også måtte gives af hans familie.

Alt imens han fortæller om sit liv, krydrer han sine erindringer med alt det, han har lært om at skrive, de gode råd, direkte rettelser og historier om de mennesker, der har ledt ham på vej. Her er der masser af inspiration at hente både for nybegyndere og erfarne skribenter. King skriver om sine erfaringer med samme stilsikkerhed og lethed som han skriver sin fiktion.

10 af de bedste skriveråd

14. juni 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Det bedste råd til alle, der gerne vil blive bedre til at skrive, er: Læs, læs, læs. Skriv, skriv, skriv. Det er den absolut bedste metode til at blive bedre til sit fag. Øvelse. 10.000 timer før du er dygtig. Og så skal du blive ved derefter.

Derfor kan du alligevel sagtens søge råd og gode tips fra dem, der kom før dig. Her har jeg samlet 10 af mine yndlingstips til skrivningen. (Oversættelserne er mine.)

Anton Chekov: “Don’t tell me the moon is shining; show me the glint of light on broken glass.”

“Fortæl mig ikke, at månen skinner; vis mig genskinnet af lys i knust glas.”

Jack London: “You can’t wait for inspiration. You have to go after it with a club.”

“Du kan ikke vente på inspiration. Du er nødt til at jagte den med en kølle.”

W. Somerset Maugham: “There are three rules for writing a novel. Unfortunately, no one knows what they are.”

“Der er tre regler i skrivning. Desværre ved ingen, hvad de er.”

Stephen King: “If you don’t have time to read, you don’t have the time — or the tools — to write. Simple as that.”

“Hvis du ikke har tid til at læse, har du hverken tiden – eller redskaberne – til at skrive. Så simpelt er det.”

Mark Twain: “Substitute ‘damn’ every time you’re inclined to write ‘very;’ your editor will delete it and the writing will be just as it should be.”

“Skriv “fandens” hver gang du har lyst til at skrive “meget;” din redaktør vil slette det, og så er skrivningen som den skal være.”

Stephen King: “If you want to be a writer, you must do two things above all others: read a lot and write a lot.”

“Hvis du vil være forfatter, må du gøre to ting oftere end alt andet: læs meget og skriv meget.”

Margaret Atwood: “If I waited for perfection, I would never write a word.”

“Hvis jeg ventede på perfektion, ville jeg aldrig få skrevet et ord.”

Kurt Vonnegut “Write to please just one person. If you open a window and make love to the world, so to speak, your story will get pneumonia.”

“Skriv for at glæde bare en enkelt person. Hvis du åbner vinduet og elsker med hele verden, for at sige det på den måde, vil din historie få lungebetændelse.”

John Steinbeck: “Abandon the idea that you are ever going to finish. Lose track of the 400 pages and write just one page for each day, it helps. Then when it gets finished, you are always surprised.”

“Glem idéen om, at du nogensinde bliver færdig. Mist overblikket over de 400 sider og skriv bare en side hver dag, det hjælper. Når den så bliver færdig, er du altid overrasket.”

Mario Vargas Llosa: “If I started to wait for moments of inspiration, I would never finish a book. Inspiration for me comes from a regular effort.”

“Hvis jeg begyndte at vente på øjeblikke af inspiration, ville jeg aldrig blive færdig med en bog. Inspirationen kommer til mig ved gentagen indsats.”

God skrivelyst!

Når en forfatter skriver …

31. januar 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Jeg skriver på min nye roman, og jeg nærmer mig så småt enden på den. Denne gang på dansk, og denne gang skal den udgives i Danmark. Det er lidt mærkeligt at tænke på, at jeg så længe har haft fokus på udlandet, når vi nu har så stærk og smuk en litteratur i det nordiske. Det er så stærkt i mit hjerte, og jeg ved nu, at jeg virkelig ønsker at være en del af det. Altså er denne dansk.

Jeg er begyndt at kigge på forlag, tjekke bagkataloger, skæve til Norge, Sverige, Island og Færøerne. Tænke på den lange liste af fantastiske forfattere, som er kommet fra vores del af verden, og som har skrevet og skriver så vanvittigt smukt og vedkommende.

Min første litterære forelskelse på dansk var Ib Michael, og han skriver stadig et kunstfærdigt farvevæld af sprog og fantastiske historier, som jeg elsker. Og Karen Blixen, Leif Panduro, Søborg, Ørum, Ditlevsen, Rifbjerg, de helt gamle som Aarestrup, Kirk, Kierkegaard, Morten Nielsen, åh, Morten Nielsens digte – de får mig evigt til at græde og få gåsehud på samme tid – dyb skønhed. Der er så mange. Jeg er så dårlig til at huske navne.

Nu skriver jeg videre, og jeg tænker på de mange som i dette nu sidder derude og skriver deres. Alle de historier, der skabes på samme tid, hele tiden, i Danmark og i resten af verden. Alle de sjæle, der digter, skaber skønhed, fantaserer, drømmer, strukturerer og sletter igen på en og samme tid. Det er et vanvittigt liv, forfatterlivet. Og hvor er vi dog mange om det. Udover alle de liv, der findes lige nu, så findes tusind gange det antal i historier, måske millioner gange flere. Sikke en rigdom, al den litteratur. Viden, lærdom, moral, eventyr, sproglig skønhed, grin, gråd, latter, kærlighed …

Og mine historier blandt dem. Det er sådan en ære. Det føler vel alle forfattere. At lægge sin beskedne historie oveni i bunken af alle tiders litteratur. Og så stille gå væk for at skrive mere.

7 gode råd om at skrive karakterer

16. januar 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Jeg får tit spørgsmål om karakterer: hvordan gør du dem levende, hvordan får de dybde, hvordan beskriver du dem, uden at det virker, ja, netop beskrivende. Hvordan viser du deres personlighed og karaktertræk, uden at det bliver en beskrivelser, som er så tæt, at den potentielle læser sætter bogen fra sig på hylden og går videre til den næste i butikken?

Jeg har skrevet om det før, men for overskuelighedens skyld kommer her syv gode råd om at skrive karakterer. Det skal være til at huske og forholde sig til:

1) Undgå for alt i verden stereotyper! Sky dem som pesten. Der er intet mere irriterende i en historie end en stereotyp person uden originalitet eller sjæl. Ingen virkelige mennesker er stereotype. Der er altid mere til en personlighed.

2) Byg en troværdig person med både plusser og minusser. Der er ikke personer, der er hundrede procent gode, kloge eller onde. Alle indeholder noget af det hele.

3) Undgå Mary Sues. Du kender dem fra tidens populære YA-fantasy. Det er den klodsede/naive/underskønne (men ved det ikke)/uanende prinsesse/arving/barn af havgus, etc., der helt uskyldigt ender med at have samtlige mandlige karakterer ulykkeligt forelsket i sig og løser hele historiens problemstilling, mens hun tackler et begyndende forhold med den dreng/mand, som alle kvinder i historien var forelsket i. Og hun har intet gjort selv. I kender hende godt, ikke?

4) Lad beskrivelserne ske hen af vejen og lad dem ske gennem andre karakterer øjne. Jeg har til min store skræk siddet med manuskripter, hvor karakteren blev introduceret således: Gorm kom ud i gården. Han var cirka 1,85, havde grå øjne og kort, mørkt hår. Han var vel omkring de fyrre.

Oh ak, oh ve. Med sådan en beskrivelse er du næsten garanteret, at dine læsere aldrig kommer igen. Det river en ud af historien øjeblikkeligt, og der er intet levende over det. Det passer i en arrestordre, men ikke i en historie.

5) Lad dine karakterer gro med historien. Vi behøver ikke at vide alt lige med det samme. De kan også ændre sig over tid, eller der kan komme noget frem, som vi ikke havde regnet med. Men sørg nu for, at det er troværdigt.

6) Skab karakterer som har mål i livet. Det at give dem noget, de stræber mod, gør dem levende. Vi mennesker har altid noget, vi arbejder hen mod, om det så er aftensmaden eller fredag ved lukketid. Men vi har altid et mål.

7) Sørg for, at de er ægte, når de taler. Det er kun i de store, episke eventyr, at karaktererne har sidelange monologer. I virkeligheden taler vi sjældent mere end en sætning af gangen, måske to, medmindre vi fortæller en historie.

Husk, du altid er velkommen til at skrive til mig på mail eller i en kommentar, hvis du har spørgsmål.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at redigere

12. december 2017 / louise1978 / 0 kommentarer

Når jeg redigerer, er der meget, som jeg er på udkig efter på én gang. Det første indtryk er titlen. Nogle benytter sig af arbejdstitler, nogle starter med at finde på titlen og andre ændrer den undervejs – nogle måske også efter henstilling fra redaktøren. Titlen er rigtig vigtig, og jeg læser altid for at se, om den fanger essensens af bogen og på den rigtige måde reklamerer for, hvad der er at finde i fortællingen, som den dækker over.

Så er der kapitlerne. Hvis de har titler, skal disse ligeledes fange essens i kapitel og give mening. Og der skal også være samspil mellem dem og titlen, sproget i fortællingen og måden, de er inddelt på. Det er også vigtigt, at kapitlerne er inddelt, så fortællingen får den rigtige hastighed og rytme.

Når det mere tekniske er på plads, er der sproget, karaktererne, fortællingens sammenhæng, overensstemmelse mellem sprog og miljø, karakterernes samspil, er der styr på deres historie, udseende, dialog, opfører de sig pludseligt sært (pludselig usikkerhed i ellers selvsikker karakter f.eks.), er der en rød tråd i fortællingen, bliver alle løse ender forklaret og samlet op, er der tunge/kedelige passager, som skal slettes eller skrives om, er der flow i historie og sprog og meget mere.

Processen med at redigere er meget flydende. Jeg starter med at læse fra start til slut og tager evt. noter, hvis der er noget, jeg skal huske. Derefter begynder jeg forfra og nærlæser det hele. Herfra kan jeg godt finde på at springe i historien, fordi jeg nu kender den og kan huske, hvad der sker. Hvis jeg derfor støder på, at Lisa har blå øjne i begyndelse og brune til slut, kan jeg godt springe til de to steder og notere, at det skal ensartes (medmindre der er en grund til, at hun skifter øjenfarve.)

Ellers er det slavisk linje for linje, ensarte, samstemme, holde rytme, læse forfra igen, gå videre. Alt dette tager mange timer, rigtigt mange timer, og til sidst kender du hvert et ord, hver en vending, hvert et sideskift. Historien er under huden på dig, og du drømmer om den om natten og knokler med den om dagen. Men det er det hele værd. Det er verdens bedste job.

Min største kæphest er sproget. Det skal flyde. Det skal være musik. Det nytter ikke noget, at det bliver tung og ujævnt, for det kan ingen holde ud at læse. Verdens bedste historie kan falde på sproget, hvis det ikke flyder. Det er så vigtigt.

Og så elsker jeg, når sproget bliver til kunst. Når sanserne træder frem, og det bliver levende. Det er de færreste, der kan skrive sådan uden at redigere. Det kræver, at man sletter, pudser, skriver om. Ingen undslipper redigeringen.

Det er helhedsarbejde at redigere. Alt skal passe sammen, og når det gør, så bliver skrivning til kunst. Når alt det overflødige er skåret væk, sproget er strammet op og karaktererne er levende, så flyder historien, og det bliver fantastisk at læse.

Og det handler jo i sidste ende om at læse. At gøre læseoplevelsen transcendental – til noget, der løfter op, udvider og ændrer din verden. Det, som litteraturen virkelig handler om.

Vil du have hjælp til dit manuskript? Se her.