Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Forlag: Vinter
Oversætter: Christa Leve Poulsen
ISBN: 9788794024068
Antal sider: 219

Vi lever i en tid, hvor der bliver mere og mere plads til det sårbare og fragmenterede. Det bliver okay at sørge og okay at kæmpe med skrammer fra en hård barndom. At man får skrammer, når en voksen, der burde være ansvarlig og omsorgsfuld, ikke er det, er en selvfølge.

Emilie Pine udforsker egne sår og skrammer i Noter til mig selv. Hun fortæller i essayform om de svigt, hun har lidt, og om de valg, hun har foretaget, som har været mindre eller mere gode, ikke nødvendigvis som følge af svigtene, men på grund af valgene som menneske.

Og det er det menneskelige, der er i fokus, når Pine skriver om sine erindringer i temaform, om forældrenes skilsmisse, om det at få menstruation, om karrierepres, ufrivillig barnløshed og alt det, der skaber skam og manglende selvværd i et menneske.

Pine er endnu en stærk stemme i koret af kvinder, der nu finder deres stemme og begynder at tale, ikke nødvendigvis kun om det at være kvinde som i ikke at være mand, men om at se verden på en anden måde, om alt det tabubelagte og bagatelliserede, som rent faktisk kan have stor betydning.

Og hun skriver om det at kunne give og elske, selv der, hvor det ikke nødvendigvis er gengældt. Om at kunne være i et rum, hvor det gør ondt, men hvor man stadig rækker ud og gør det, der skal gøres. Det er stærkt, og det er voldsomt læseværdigt. Det er rørende, hvordan Pine formår at skrive helt ned, hvor det bliver relaterbart, uden at det bliver for let eller kunstigt. Der er ingen pæne flader eller pyntevikler. Pine leverer seks essays med dybde og den tågede menneskelighed, der gør det ægte.