Jeg skriver på min nye roman, og jeg nærmer mig så småt enden på den. Denne gang på dansk, og denne gang skal den udgives i Danmark. Det er lidt mærkeligt at tænke på, at jeg så længe har haft fokus på udlandet, når vi nu har så stærk og smuk en litteratur i det nordiske. Det er så stærkt i mit hjerte, og jeg ved nu, at jeg virkelig ønsker at være en del af det. Altså er denne dansk.
Jeg er begyndt at kigge på forlag, tjekke bagkataloger, skæve til Norge, Sverige, Island og Færøerne. Tænke på den lange liste af fantastiske forfattere, som er kommet fra vores del af verden, og som har skrevet og skriver så vanvittigt smukt og vedkommende.
Min første litterære forelskelse på dansk var Ib Michael, og han skriver stadig et kunstfærdigt farvevæld af sprog og fantastiske historier, som jeg elsker. Og Karen Blixen, Leif Panduro, Søborg, Ørum, Ditlevsen, Rifbjerg, de helt gamle som Aarestrup, Kirk, Kierkegaard, Morten Nielsen, åh, Morten Nielsens digte – de får mig evigt til at græde og få gåsehud på samme tid – dyb skønhed. Der er så mange. Jeg er så dårlig til at huske navne.
Nu skriver jeg videre, og jeg tænker på de mange som i dette nu sidder derude og skriver deres. Alle de historier, der skabes på samme tid, hele tiden, i Danmark og i resten af verden. Alle de sjæle, der digter, skaber skønhed, fantaserer, drømmer, strukturerer og sletter igen på en og samme tid. Det er et vanvittigt liv, forfatterlivet. Og hvor er vi dog mange om det. Udover alle de liv, der findes lige nu, så findes tusind gange det antal i historier, måske millioner gange flere. Sikke en rigdom, al den litteratur. Viden, lærdom, moral, eventyr, sproglig skønhed, grin, gråd, latter, kærlighed …
Og mine historier blandt dem. Det er sådan en ære. Det føler vel alle forfattere. At lægge sin beskedne historie oveni i bunken af alle tiders litteratur. Og så stille gå væk for at skrive mere.
