Mikael Josephsen – Louise H. A. Trankjær

Bogen er sponsoreret af forlaget

Forlaget Arabesk

ISBN: 978-87-998888-7-0

Udgivet 22. februar 2019

jubelidiot: substantiv, fælleskøn

BØJNING -en, -er, -erne

Betydninger

1.

usædvanlig dum, latterlig eller idiotisk person

SPROGBRUG bruges ofte som skældsord

Det eneste, de har til fælles, er troen på, at de andre er jubelidioter BerlT98

2.

person der er overdrevent optimistisk og har en naivt positiv indstilling

Gu’ ska’ vi være optimister, men jeg vil altså ikke fremstå som jubelidiot BerlT98

fra Den Danske Ordbog

Det er ikke ubegrundet, at Mikael Josephsen vælger at kalde sin nyeste digtsamling for Jubelidiot. Personen, der står som stemmen bag digtene fanger begge ovenstående betydninger ind i et selv. Om det så skal forstås som ironi er endnu et betydningslag, der må være op til læseren.

Josephsen tegner sin boligblok, den hjemløse, narkomanerne og drukkenboltene med en kenders sikre hånd. Det er en hverdag med både himmelblåt og selvmordstanker, AA og bratte fald tilbage i mismod.

ret mig hvis jeg tager fejl

men denne verden er bygget for alt andet

end en fordrukken kat

der elsker poesi

– Mikael Josephsen, Jubelidiot, p. 34

Disse fire linjer opsummerer stort set Mikael Josephsen. Det er råt for usødet, det er grimt, barskt og direkte – og det er virkelig godt.

Som i forgængerne Knæk og Jeg er farmor taler Josephsen om alt det, der gør ondt, om barndommen, om nuet og tankerne om en fremtid, der ikke er ret langt fremme for næsen.

Det viser, hvad poesien er i stand til, skønheden i den sønderskudte banegård, hvor langt op der er, når man når bunden og endelig ordenes forløsende kraft.

Køb den her. Læs den før bumsen på bodegaen.

Bogen er sponsoreret af forlaget

Forlaget Arabesk, 2018

Jeg kan godt blive lidt skeptisk, når bøger bliver hypet, og alle pludselig taler om denne eller hin forfatter, når priserne daler som konfetti ned over ham eller hende, og selv de store medier får blik for den gode litteratur. Så kommer de mødrene vestjyske gener op i mig, og jeg tænker: Nååååå, ja, ja, roooolig. Lad os nu se.

I tilfældet Mikael Josephsen er hypen nu helt velfortjent, og jeg skubber Vestjylland tilbage i skabet. Det er virkelig godt.

Helt stille og roligt, digt for digt, udfolder Mikael Josephsen fortællerens barndomsverden, farmor og nutiden. Det er den berømte sønderskudte banegård, hvor det uskønne bliver smukt, fordi ordene er så velvalgte og derfor kravler under huden på os læsere og lader os sidde og mærke livet ske. Langsomt bliver det vores liv, vores minder, vores krop.

ligesom farmor der på rønnebærvej

hvor farfar gik rundt og fløjtede

den gamle gartner

og lille sommerfugl

mens de kørte hende til den firkantede klods

i middelfart

Mikael Josephsen opnår at lade os se barndommens skrøbelighed, dens barske realitet og de mennesker, der har skabt fortælleren og gjort ham til den, han er. Samtidigt fremviser han en voksen, som på mange måder er ligeså skrøbelig, som hans barndom var. Og alt sammen er det skrevet så hårdt og så fint, at balancen er helt perfekt.

Jeg er skilt

men ikke familieløs

for de døde går igen

de ankommer altid i timerne op til aftenmedicinen

Det er ikke det upolerede, rå sprog, som kan være svært at tage ind. Det har noget af den magi over sig, som skaber det skønne sprog, men det sker uden at polere på den virkelighed, som digtene fremfører, og det er virkelig godt gjort.

Verden falder sammen omkring ham, igen og igen, som minderne falder og hiver ham med tilbage ned til ismejeriet efter Hof – uden at klirre med posen.

Det er vildt. Det er godt. Køb den her.

Om torsdagen snakker jeg med en misbrugsrådgiver

hun er et par og tyve

på urtethe og har evidens for

det kognitive og mindfulness

jeg har lyst til snaps direkte fra flasken

når jeg går derfra