Forlag: Jensen og Dalgaard
Antal sider: 156 sider
Udgivet: 2. oplag 2019
ISBN: 978-87-7151-495-7
“Min mor og jeg tager hjem fra hospitalet og gør klar. Jeg skal afsted allerede næste dag. Hun syr penge ind i mine underbukser. Øverst oppe. Med et lille hul, så jeg altid kan stikke en finger ind og fiske en seddel hurtigt frem. Vi går i seng. Irak er et land, hvor der hele tiden sker ting. Mennesker forsvinder og kommer aldrig tilbage. Selvmordsbombere, der på markedspladserne tager en hel masse med sig i døden. Men det er første gang, der er sket et angreb på min far. Jeg er bange, og når jeg er bange, falder jeg i søvn. Sådan lynhurtigt, som om lyset bare slukkes. Det har altid været sådan med mig.
Næste dag kommer en bil og henter mig. Jeg siger farvel til min mor.”
UMI’er er den officielle betegnelse for et bestemt segment af flygtninge, nemlig de Uledsagede mindreårige asylansøgere. Det er børn under 18, som helt alene flygter fra deres hjemland for at finde et sikkert sted at være. Alene tanken er helt ubegribelig for os som lever trygt og godt her i Danmark, og tanken om at skulle sende vores børn alene på flugt gennem den halve verden er helt umulig. Men det er virkeligheden for nogle, og den virkelighed fortælles i denne bog.
De uledsagedes bog er ti beretninger fortalt af de børn og unge, som er nået fra deres hjemland til Danmark. Udover at give stemme til dem, fungerer bogen også som velgørenhed. Alle, der har været med til at skabe bogen, har arbejdet gratis, og alt, hvad den indtjener, går til De Uledsagedes Rejsehold, der hjælper børn med at finde sammen med deres familier igen.
Jeg købte to eksemplarer af bogen for noget tid siden. Det ene eksemplar er til mig selv, og det andet forærede jeg juleaften til den heldige mandelgavevinder. Jeg har i flere år brugt at købe mandelgaver, der støtter gode formål. Det hjælper en smule på samvittigheden midt i det vilde forbrugerræs og den gigantiske overflod, der kendetegner juletiden her i et af verdens rigeste lande.
I år forærede jeg De uledsagedes bog til min far, der fandt mandlen. Jeg er lidt glad for, at det var ham, for så ved jeg, at den også bliver læst. Læsningen tæller ikke på kontoen, men jeg tror på, at den alligevel gør en forskel. Det ændrer ens bevidsthed, når man læser, og i dette tilfælde bliver der lidt mere plads til børnene og de unge hver gang deres stemmer bliver hørt. Deres historier er vigtige, fordi det er en del af vores virkelighed som mennesker, og alene ved at være mennesker er det vores ansvar at tage os af det. Vi har måske ikke som individer ressourcerne til at redde alle, men vi kan gøre lidt hver især, de små ting tæller også i det store billede.
De uledsagedes bog river voldsomt i hjertestrengene. Det er barsk læsning – måske især når man er mor, men også bare som menneske med blik for, at alle liv tæller, at vi alle bærer en del af ansvaret. Jeg vil derfor endnu en gang opfordre alle til at støtte ved at købe denne bog – det er ikke mere end to flasker god rødvin.
