Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Forlag: Akademisk Forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788750054146
Sprog: Dansk
Sider: 160
Udgivelsesdato: 27-05-2020
Format: Hæftet

Lene Tanggaard har skrevet bogen Det kreative nej, som handler om den styrke, der kan findes i en afvisning. Det lyder ikke umiddelbart logisk, men det bliver det, efterhånden som man læser. Bogen er både dybt personlig og meget fagligt baseret. Den involverer egne oplevelser, men også de store tænkere, som har forsket i emnet og skrevet om mennesket, der står udenfor. Hvad betyder afvisning i 2020? Hvordan reagerer vi moderne mennesker på begrænsning, på at stå udenfor og på ikke at have adgang til det, vi søger, på lige fod med alle andre.

Som menneske er det helt naturligt at blive afvist, men også at reagere negativt på en afvisning. Tanggaard bruger det mest i arbejdssammenhæng, men alligevel kan der udledes en vis filosofi af det. Den reaktion, der helt naturligt kommer på et nej eller et ‘Sådan kan det ikke gøres’, hvordan kan den omsættes til brugbar energi? Helt grundliggende er vi mennesker rædselsslagne for at stå udenfor gruppen, være ekskluderede eller afviste, vi har brug for fællesskab, anerkendelse og accept, men det er bare ikke muligt altid at have det et hundrede procent. Og hvad gør vi så?

Det kreative nej undersøger dette fænomen og viser, hvordan afvisningen og dens søsterbegreber kan omsættes til kreativ kraft, der kan skabe nye målsætninger og projekter. Det er en fornuftig lille bog, der med fordel kan læses i arbejdssammenhænge og projektgrupper. Den udfordrer vores reaktion og vores normale handlingsmønster, når det (ellers) blokerende nej lyder fra den overordnede. Det handler helt basalt om ikke at tage afvisningen som en personlig fornærmelse eller skyldfølelse, men at bruge den til at skabe nyt.