Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.
Oversætter: Niels Lyngsø
ISBN: 9788794024136
Forlag: Vinter Forlag
Indbinding: Hæftet
Sideantal: 96
Udgivet: 8. november 2021
Lanzarote er fortællingen om det moderne menneske i al dets krise og elendighed, som det er typisk for den knivskarpe forfatter Michel Houellebecq. Her er den i sjælden udgave med følge af forfatterens egen billedserie (og den er min, juhu!). Billeder så sigende som teksten selv.
Houellebecq er stormester i kynisme og tomhed, og det præger også dette tidlige værk, måske endda mere end de senere. Hovedpersonen, en ensom, kynisk mand går ind på et rejsebureau og får med al sin foragt for menneskeheden bestilt en rejse sydpå. Derpå følger kindhest efter kindhest til charterturisme, rigdom, tro og religion, sex, kapitalisme m.m. Som altid er Houellebecqs pen sylespids og knap, og han rammer lige der, hvor det gør allermest ondt, og man græder tragikomisk med side efter side.
Det moderne menneske er glædesløst, tomt og famlende. Seende udefra. Ude af stand til at håndtere eget følelsesliv. Det er ikke noget nyt, men Lanzarote indfanger selvsamme menneske i en bizar og fortumlet fortælling, der både henrykker og efterlader en lettere forvirret. Den ender langt fra der, hvor man umiddelbart forestiller sig, at den peger hen, men det gør bare værket til ét, man sætter på: Læs igen-hylden.
Kort, men rammende. Stil- og selvsikker. Houellebecq er altid et gensyn værd.
Jeg gjorde endnu et forsøg på at interessere mig for indholdet i mine blade. Solen gik ned over Atlanterhavet; jeg tænkte tilbage på debatprogrammet jeg havde set aftenen før. En af gæsterne var en pornoskuespillerinde som betragtede årtusindeskiftet med ophøjet ro: For hende ville mænd stadig være mænd, og mere var der ikke at sige om det. Historikeren mente derimod at århundredet som begreb havde en vis relevans, omend i metaforisk forstand; som han så det, sluttede det 19. århundred for eksempel først i 1914. En venstreorienteret genforsker eksploderede: Det var ubegribeligt og uanstændigt at der i år 2000 stadig var så mange mennesker på planeten der døde af sult. En højreorienteret akademiker ironiserede: Som enhver anden begræd han at der fandtes krig og hungersnød; men når det var sagt, forekom det ham nytteløst at forsøge at ændre menneskehedens skæbne medmindre man ændrede selve menneskets natur; han tilsluttede sig således indirekte pornoskuespillerindens synspunkt, og der lod i det hele taget til at udvikle sig en vis forståelse mellem de to i løbet af udsendelsen. Men fordi han kendte så lidt til de seneste fremskridt indenfor molekylærbiologi, var han fuldstændig uvidende om at en sådan ændring (som han inderligt ønskede sig, men kun fordi han var sikker på den var umulig) faktisk ville være mulig inden for relativt kort tid. Den venstreorienterede genforsker kendte naturligvis alt til disse fremskridt; men som fanatisk tilhænger af politisk aktivisme og demokrati afviste han denne tanke med rædsel. Kort sagt var denne debat endnu en gang et møde mellem idioter. Jeg faldt i søvn igen og sov til vi landede. Efter alt at dømme, tænkte jeg ved mig selv, ville vi ikke nå frem til slutningen af det 20. århundred foreløbig.
Michel Houellebecq “Lanzarote”
