Noget, der kan ødelægge enhver fortælling er en karakter, der ikke kan mærkes. Det er ikke anderledes end en storslået biograffilm, hvor hovedpersonen er så elendig en skuespiller, at hele historien i filmen falder til jorden. Du forlader træt biografen, ærgerlig over de spildte penge, småsur og brokkende, for hvorfor kan den ellers gode instruktør fejlcaste en skuespiller så voldsomt?

Det er nøjagtigt det samme med en bog. Du læser på bagsiden, måske bladrer du lidt i siderne, du læser måske anmeldelser (hvis du er heldig, er der en ærlig anmelder, som her når at advare dig), og så køber du bogen på baggrund af din samlede vurdering.

Det kan sagtens tage lidt tid for en karakter at opnå sit fulde potentiale i en bog, og det er forståeligt nok, at der går et par sider, inden du fuldt ud føler med personen, som du læser om. Men det skal komme, det skal ind under huden.

I nogle bøger har jeg oplevet at blive fanget helt ind, hvor det kan mærkes, allerede efter nogle linjer. For eksempel i romanen “Der vokser et træ i Brooklyn” af Betty Smith. Her møder vi hovedpersonen Francis Nolan allerede i anden paragraf, hvor hun introduceres således:

“Sidst på eftermiddagen faldt solens skrå lys ned i den mosbegroede baggård, som hørte til Francis Nolans hus, og varmede det medtagede træstakit. Når Francis så på solstriben, fik hun samme varme følelse, som når hun genkaldte sig digtet, som de reciterede i skolen.”

Med de få linjer er Francis Nolan blevet gjort til et sympatisk, tydeligvis eftertænksomt, kreativt og poetisk anlagt barn. Det er meget at skabe blot med et par linjer, og det er præcis derfor, det er så fantastisk skrevet.

På de næste par sider opridses Francis’ familieforhold, deres livsvilkår, tiden og stedet på samme fine måde.

”Åh, hvor var lørdag en dejlig dag i Brooklyn. Åh, hvor var den dejlig alle vegne! Folk fik løn om lørdagen, og det var en fridag uden søndagens strenghed. Folk havde penge til at gå ud og købe ting. De spiste godt for en gangs skyld, blev fulde, havde stævnemøder, elskede og blev oppe til langt ud på natten; de sang, spillede musik, skændtes og dansede, for i morgen var fridagen deres egen. De kunne sove længe – i hvert fald indtil den sene messe.”

Vi ved så meget om Francis, hendes familie og resten af bydelen allerede, og de to små paragraffer viser, hvor enkelt det egentligt er at skabe karakterer med dybde, hvordan man kan vise det fremfor at beskrive det, den berømte ”Show, don’t tell”.

Det havde på ingen måde haft samme kraft, hvis Betty Smith havde skrevet: Francis Nolan var en eftertænksom og poetisk anlagt lille pige, som elskede træet i baggården. Nå ja, havde du som læser tænkt, men du havde på ingen måde følt det. Du havde ikke kunnet mærke Francis Nolan.

Når jeg læser de første to-tre paragraffer af en fortælling som Betty Smiths, så ved jeg allerede, at det bliver en fantastisk oplevelse, og jeg holder af en karakter som Francis Nolan allerede fra de første linjer. Det er det, jeg kalder skrivekunst.

Jeg har beskrevet mere om karakteropbygningen i min bog om skriveteknik, som kan købes på Saxo.

Et træ vokser i Brooklyn kan købes her.

God skrivelyst!